x

Se Chelseas målmand spille trommer

Se Chelseas målmand spille trommer

Den engelske fodboldklub Chelsea FC's målmand gennem de seneste mange sæsoner, Petr Cech, er i denne sæson blevet fortrængt i målet af Thibaut Courtois, så han har rigeligt med tid til at øve sig på trommerne. Det fremgår af en serie af klip på YouTube, hvor han spiller til kendte sange.

Blandt andet spiller den tjekkiske landsholdsmålmand til Foo Fighters' nummer "Walk" fra albummet "Wasting Light", der udkom i 2011. Og så viser han sine tromme-talenter til Coldplays sang "Clocks" fra bandets andet album "A Rush Of Blood To The Head" fra 2002. 

Målmanden har introduceret en YouTube-kanal, hvor han deler videoklip med sit trommespil til sine "yndlingsbands", et udtryk, han beskriver under klippet til Foo Fighters. Petr Cech tilføjer i billedteksten: "Det er ikke perfekt, men jeg ville gøre det i ét take uden at korrigere det".

Dog er dette musikalske stunt ikke helt nyt for den 32-årige målmand. Sidste år optrådte Petr Cech på BBC's program "Football Focus" med sin gode ven, Queens-trommeslager Roger Taylor. Derudover har han spillet Nirvanas kendte hit "Smells Like Teen Spirit". Disse klip er også tilgængelige på YouTube.

Petr Cech er ikke den eneste fodboldmålmand, som har kastet sig ud i trommespillet. Også den danske legendariske målmand Peter Schmeichel har talenter inden for tromme-instrumentet. Et talent, han også dyrkede i sin tid i Manchester United. Schmeichel besøgte i den periode George Michaels trommeslager Lea Mullens butik, og her blev målmanden tvunget til at købe et trommesæt.

Efterfølgende spillede de to på trommer sammen, efter Mullen havde givet ham nogle trommetimer. Det blev fortalt i programmet "Her er dit liv" fra DR1 i 2012. Her får Schmeichel også lov til at optræde med Lea Mullen med band på trommerne. Schmeichel har flere musikalske venner i forbindelse med sin tid i Manchester United. Blandt andet Mick Hucknall og Robbie Williams. Begge musikere sender ham da også en hilsen i programmet.

Synes du, det lykkes for de to målmænd, når det handler om at svinge trommestikkerne? Se med i følgende videoklip her:

Foo Fighters "Walk":

Coldplays "Clocks":

Peter Schmeichel spiller på trommer i programmet "Her er dit liv":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA