Nyhed

Lampshade promoverer album - i Schweiz

Nordisk festival i alpelandet præsenterer Lampshade og en stribe andre danske navne

På fredag den 2. februar spiller det Steppeulvsnominerede band Lampshade åbningskoncerten ved en helt ny festival i Schweiz.

Som man kunne læse på GAFFA.dk for en uge siden, er der tale om festivalen Nordklang, der finder sted i byen St. Gallen i Schweiz mellem den 2. og 4. februar.

På festivalen, som er arrangeret af foreningen Nordklang og danske ROSA, præsenteres udelukkende musik fra Norden, heriblandt Hush, The Broken Beats, Afenginn, Valravn, Alice Rose og As In RebekkaMaria, der er Lampshades forsangerindes soloprojekt.


Lampshade promoverer på festivalen deres andet album "Let’s Away", der udkom herhjemme for et år siden, og allerede weekenden efter er indsatsen rettet mod branchefestivalen By:larm i Trondheim i Norge.

Herefter vil bandet holde fri fra turnélivet i et par måneder, før de igen kan opleves på festivaler rundt om i Europa. Herhjemme er bandet nomineret til en Steppeulv i kategorien "Årets Håb".

"Let’s Away" følger op på debutalbummet "Because Trees Can Fly" fra 2003, og er væsentligt mere let og udadvendt end debutens småpompøse støjrock. GAFFA premierede det med 4 stjerner, som det ses ude til højre.


Åbningskoncerten finder sted i den smukke St. Laurenzen Kirche centrum af St. Gallen, hvor Lampshade giver en anderledes og afdæmpet koncert. På festivalens anden dag giver Lampshade en almindeligt støjende koncert på spillestedet Grabenhalle.

Nordklang


Lampshade

As In RebekkaMaria

ANNONCE