x

Mudhoney: Hvis vi ikke er grunge, hvem er så?

Mudhoney: Hvis vi ikke er grunge, hvem er så?

Vi mødtes med vokalist Mark Arm og guitarist Steve Turner fra det amerikanske støjpunkband Mudhoney forud for, hvad der skulle blive en yderst intens koncert på Loppen i København. Snakken bød på samtale om de store inspirationskilder, pladeselskabet Sub Pops indflydelse og refleksioner over det helt store spørgsmål – eksisterer grunge stadig?

Der var engang i Seattle. Året var 1988, og en ny lyd var begyndt at røre på sig, men ingen vidste, hvad man skulle kalde den – i hvert fald ikke, hvis man kom fra Californien eller New York. Lyden var beskidt og støjende, men samtidig melodisk og funky, og bag den lyd stod et band, der i fællesskab med Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden startede det, der senere skulle udvikle sig til en helt absurd hype. Det lille orkester gik under navnet Mudhoney – en sammensætning af to kontraster, der med en nyligt udgivet ep, Superfuzz Bigmuff skulle redefinere rockmusikken og give liv til den nyopfundne genre, grunge.

Men som en hvilken som helst anden pengemaskine skulle der malkes løs, og som vi så småt begav os ind i 90'erne, var skovmandsskjorter og hullede bukser pludselig at finde hos alverdens modehuse. Men som populariteten voksede, gjorde Seattle-scenens forskellige bands utilfredshed ligeledes, hvilket kulminerede med Kurt Cobains selvmord i 1994 – og derefter var det slut. Orkestrene, som var med til at starte Seattles karakteristiske lyd begyndte stille og roligt at gå andre veje. Soundgarden brød op et par år senere, Nirvana var en saga blot, og Pearl Jam gik i nye og mere eksperimenterende retninger – og så var der Mudhoney.

Og hvad gør man, når den scene, man har været med til at definere, er mere eller mindre uddød? Holder man fast i de gamle bekendtskaber på Sub Pop og turnerer man verden tyndt, som man altid har gjort? Mudhoney lod sig ikke ty af musikbranchens udfordringer og har 27 år inde i karrieren bibeholdt den lyd, som der startede det hele.

Inden I begyndte jeres nuværende europæiske turné, varmede Mudhoney op for The Sonics på The Moore Theater i Seattle – hvordan var det?

Steve: – Det var rigtig sjovt. Vi spillede faktisk med dem for et par år siden, men den koncert står virkelig som noget ekstraordinært. The Sonics har lidt fundet deres renæssance og giver nogle virkelig fede liveshows. De forsvandt jo nærmest, før der overhovedet var en scene i Seattle, og 40 år senere vender de så tilbage igen – de er lidt af nogle legender.

The Sonics er et af de første lokale bands, der brød igennem – har I et bestemt forhold til bandet og deres indflydelse på Seattles musikscene?

Steve: – De har helt sikkert inspireret os musikalsk. Deres musik er meget guitarpræget og hårdt, og deres måde at lave garagepunk har uden tvivl været med til at påvirke den lyd, som senere kom frem i midten af 80'erne. Og når man tænker over det, fandtes der egentlig heller ikke rigtig andet på det tidspunkt – i verden faktisk. De er helt klart det hårdeste og vildeste band fra 60'erne.

 

Nordvestens grand old men

Mudhoney har altid været meget loyale mod Seattles musikscene, og de fleste af jer bor stadig i byen – hvad har fået jer til at holde fast i byen og dens miljø?

Mark: – De fleste bands fra samme scene som os bor faktisk stadig i Seattle. De fleste fra Soundgarden bor der stadigvæk., Pearl Jam er der stadig, selvom Eddie Vedder har et sted på Hawaii og ellers er det kun Foo Fighters, men de var heller aldrig rigtigt fra Seattle. Steve bor faktisk i Portland nu, og da han flyttede dertil, tænke jeg "fuck, nu kan jeg endelig blive i den her by". Men vi er alle sammen vokset op i Seattle, og vores familie og venner er der stadig. Jeg købte et hus i Seattle tilbage i 90'erne, så det holder mig også lidt fast i byen. Men igen, så har jeg ikke set nogen grund til at flytte derfra.

Steve: – Portland virker også meget tæt på Seattle, når det kommer til stykket. Men det var ikke, fordi vi tænkte "lad os komme væk herfra", dengang det hele gik amok i starten af 90'erne, hvor byen pludselig fik så meget fokus, der egentlig var på et totalt absurd niveau.

I har samtidig været en del af Sub Pop siden starten – hvad er jeres forhold til det pladeselskab?

Steve: – Vi synes selv, vi er ret nemme at have med at gøre som band – og vi har det på samme måde med Sub Pop som pladeselskab. Vi indspiller med mellemrum en plade, som de så udgiver, og de hjælper med presse og alt det der. Vi forventer ikke at være et kæmpestort band, så det, de gør for os er tilstrækkeligt. De giver os altid en chance til, hvis det endelig er –måske har de givet os lidt for mange nu.

Mark: – Jeg arbejder der faktisk, så det hænger faktisk også sammen med den der venner-og-familie sammensætning. Vi har et meget langt og nært forhold til de mennesker, som arbejder på pladeselskabet. Og så smører de os, før de knepper os – det gjorde Warner ikke.

Nogle mener, at Sub Pop har skiftet kurs en smule igennem årene, hvor musikken er blevet mere folkpræget – hvad tænker I i forhold til dette?

Mark: – The Walkabouts var faktisk et af de første bands på pladeselskabet, og de havde en temmelig folket lyd. Dengang var det mest et centrum for en masse folk, der kendte hinanden på kryds og tværs og var gode venner med Bruce og Jonathan (Sub Pop-grundlæggerne, red.) – det var meget venskabeligt.

Steve: – Musikken på Sub Pop har faktisk altid været meget varieret. Der er noget hiphop og folk, og så er der punkbands som Pissed Jeans og Metz, der har været der siden starten. Det, der er på pladeselskabet, er egentlig bare det, Sub Pop vælger at tro på.

I har været i gang i 27 år nu – hvordan holder i gang i jeres kreativitet?

Mark: – Det er der ingen, der endnu ved. Har vi holdt gang i vores kreativitet?

Steve: – Mudhoney er efterhånden blevet lidt af et deltidsband – noget, vi bare laver en gang imellem, når vi vil have det sjovt. Dengang Mudhoney startede, var vi på hele tiden, og derfor fik vi også lavet en masse musik i løbet af kort tid. Nu tager det lidt længere tid at få nogle sange på plads. Vi har også andre forpligtigelser med familie og andet arbejde, og så er der nogle, der surfer.

Jeg kan forstå, at Mark er blevet ret grebet af surfing?

Mark: – Ja, jeg er helt vildt inde i det. Jeg er ikke særlig god, men jeg tænker alt for meget på det. Jeg har kun surfet i seks år, så folk er måske lidt "sådan, gamle mand – vild bølge, gamle mand".

I har været meget orienteret omkring den samme lyd igennem årene – har I nogle gange været fristet til at gå i en helt anden retning?

Steve: – Det burde vi måske gøre en dag. Men vi har aldrig rigtig været fristet af at ændre kurs. Vi prøver forskellige ting i forskellige projekter engang imellem, for eksempel laver jeg lidt country ved siden af.

Mark: – Det, de unge er vilde med i dag er EDM, mand! Vi forsøgte os med techno på Piece of Cake i 1992, men det gik ikke så godt – måske var vi lidt for tidligt på den.

 

Vi var en flok unge punkere som drak sig fulde i billig øl

Mudhoney anses som en af forløberne til grunge-lyden – hvad var jeres forhold til scenen dengang?

Steve: – Vi var lige i midten af det hele. Det var dengang en meget lille scene, som blev ved med at vokse for til sidst at eksplodere – og vi var lige i midten af det alt sammen. Vi kunne ikke se skoven for træerne, vil nogen måske mene. Men det var egentlig ret sjovt og spændende, og da Pearl Jam og Nirvana brød igennem, virkede det egentlig mest af alt komisk. På det tidspunkt begyndte jeg at bevæge mig lidt væk fra det, og det var, hvor det hele virkede totalt absurd, der fik mig til at tænke "mener I det her?".

Mark: ­– Men hele grunge-udtrykket har vi det egentlig fint med – vi kan i hvert fald ikke gøre noget ved det. Da det hele eksploderede, og alle begyndte at referere til alle bands fra Seattle som grungebands, var det, hvor det hele blev lidt absurd og komisk. Når det kommer til stykket, passer den genredefinition nok mest på os, i forhold til alle de andre bands derfra. Grunge blev beskrevet som beskidt og højlydt, og det passede vi egentlig meget godt ind under. Vi tænkte i hvert fald på et tidspunkt, at hvis vi ikke er grunge, hvem er så?

De fleste af de bands, der blev beskrevet som grungebands, virker egentlig til at være meget forskellige – så I en overordnet strømlining i nogle af de bands fra dengang?

Mark: – Jeg synes, de alle sammen lyder meget forskellige. Men der er nogle af de sekundære bands, der aldrig fik så meget omtale, som lyder som andre bands. My Sister's Machine mindede lidt om Alice In Chains og Soundgarden, men tager man fat i bands såsom Melvins, Tad, Nirvana, Screaming Trees og os, synes jeg, de alle sammen lyder meget forskellige. Det er alt sammen hård rock, men det er så, hvad det er.

Steve: – Vi kom alle sammen fra den samme baggrund, så stilistisk er der måske nogle elementer, der går igen. Vi så også ud på samme måde med genbrugstøj og langt fedtet hår, men det var egentlig mest, fordi vi ikke havde så mange penge. Der kan man måske lave nogle sammenligninger, men vi kom alle sammen også ud af den samme musikscene. Vi var en flok unge punkere, som groede deres hår langt og drak sig fulde i billig øl. Og så var der nogen der gik amok på MDA, mens de drak den billige øl.

Hvordan var forholdet imellem Seattles lokale musikere dengang?

Steve: – Det var så lille en scene, at alle kendte hinanden og var venner på kryds og tværs. Mark og jeg spillede i band med nogle af fyrene fra Pearl Jam inden Mudhoney, og jeg gik i gymnasiet med Stone (Gossard, guitarist i Pearl Jam, red.).

Mark: – Og jeg gik på universitetet med Kim Thayil og skatede med Jeff Ament (henholdsvis lead-guitarist i Soundgarden og bassist i Pearl Jam, red.). Vi hang ud med fyrene fra Melvins og Krist Novoselic (Nirvana-bassist, red.), så vi kendte alle sammen hinanden. Det virkede ikke særligt konkurrencepræget, da der heller aldrig var nogle vilde shows dengang, og hvis der endelig var, var vi ofte flere bands, der optrådte sammen for at skabe de vilde shows. Hvis det gik godt for mine venner, gik det også godt for os og omvendt. Sådan har vi det stadigvæk.

Føler I stadig, at Seattle er udtryk for en bestemt lyd?

Mark: – Musikken i Seattle er meget varieret, så jeg synes ikke, der er en lyd, som er specielt unik for byen eller området. Sådan har det egentlig altid været, også da den der såkaldte grunge-ting skete, hvor der var alle mulige slags bands fra byen. Dengang var der stadig afdankede hippiebands, elekroniske bands og alle mulige andre ting, som skete på samme tid med Nirvana.

Steve: – Soul Jazz Records udgav for nylig en opsamling, der hedder No Seattle, som jeg har kigget lidt på. Der er alle mulige bands, som jeg kan huske at have hørt om, men glemt hvordan lyder. Sådan er det i en hvilken som helst storby – der er hundredevis af bands med vidt forskellig lyd, og det er kun de færreste, der får opmærksomhed.

Mudhoney virker til at have en slags aura af respekt omkring sig – hvordan ser I jer selv på Seattles aktuelle musikscene?

Steve: – Vi føler helt sikkert en masse respekt fra musikmiljøet, men vi ser ikke os selv have en bestemt rolle i den. Vi spillede til Sub Pops Silver Jubilee for et par år siden og på toppen af Space Needle (byens vartegn, red.), hvor vi helt sikkert kunne mærke, at folk var glade for at se os optræde. Men vi er ligesom også scenens "grand old men".

 

Hver aften er et potentielt hjertetilfælde

Sidst Mudhoney besøgte Danmark, spillede I en meget energisk koncert på Loppen – hvad gør I for at spille med en sådan vildskab?

Steve: – Ja, det var en virkelig varm, svedende og vild koncert. Det var, som om sveden dryppede ned fra loftet. I går aftes spillede vi en ret vild koncert i Hamborg, så i aften står vi sikkert og sover på scenen. Men energien kommer i høj grad fra publikum, ud over at vi selvfølgelig forsøger at forberede os bedst muligt, med noget god mad og noget vin inden koncerten.

Mark: – Vores tourmanager Danny giver os D-vitaminindsprøjtninger, inden vi går på scenen, og så tager vi mindre kokain og speed. Hver aften er et potentielt hjertetilfælde.

Kan I beskrive den første gang i spillede i Danmark?

Steve: – Den første gang vi spillede i Danmark, tror jeg var med My Bloody Valentine i 1992. Det var faktisk også på Christiania, men på et andet spillested – i en stor hal af en art (Den Grå Hal, red.). Det var ret massivt, og My Bloody Valentine spillede så højt, at jeg var nødt til at gå udenfor. Og jeg stod udenfor og var stadig nødt til at bruge ørepropper, så højt var det.

Mark: – Jeg kan huske, vi hang ud med dem på hotelværelset. Vi og My Bloody Valentine boede i hvert vores værelse ved siden af hinanden, og vores daværende manager kravlede fra det ene værelse til det andet på ydersiden af bygningen for at få fat på os.

Hvad er jeres vildeste Mudhoney-oplevelse?

Mark: – Vores vildeste Mudhoney-oplevelse? Mudhoney er vores liv, så det er hele ryger bare op i en højere enhed, at det er svært at vælge en bestemt oplevelse ud.

Steve: – I går spillede vi i en gammel nazi-fæstning i Hamborg, og det var en ret vild oplevelse, fordi det var så storslået og historisk. Man tænker på, hvordan sådan en bygning stadig kan være stående efter sin historie, men den er så massiv, at den ikke kan bryde sammen. Den er bygget til at modstå bombninger, og det gjorde den åbenlyst også, selvom den sikkert var en kæmpe mål dengang.

Hvad står på programmet, når denne europæiske turné er ovre?

Steve: – Vi har nogle koncerter rundt omkring og en turné på den amerikanske vestkyst, efterfulgt af en turné på Østkysten.

Mark: – Vi er desuden godt i gang med at skrive nyt materiale. Vi har fået skrevet nogle tekster og en fået styr på en masse riffs, som vi skal have sorteret lidt ud i. Vi ved ikke noget om, hvordan det kommer til at lyde, eller hvornår det kommer ud, så det må tiden vise.

Hvad er jeres personlige yndlings-Mudhoney-sang?

Steve: – Jeg har ikke en alenestående sang, som jeg mener er bedre end andre, men jeg har altid sagt, at skulle man vælge en sang, som opsummerer bandet og vores lyd bedst muligt, er det "Suck You Dry" fra Piece of Cake. Det er en simpel, fuzzed-to-the-max drivende sang.

Mark: – Hvis jeg skulle vælge én sang, ville det være "Beneath the Valley of the Underdog" fra Tomorrow Hit Today. Det er et meget langsomt-kørende psykedelisk rod. Men på den anden side ved jeg ikke rigtigt om man kan opsummere det hele på et nummer. Jeg kan bare ikke lide de sange, Steve skriver.

"Overblown" er en sang, som blandt andet var at finde på soundtracket til filmen "Singles", men I har ikke spillet det nummer live i meget lang tid – hvad er årsagen til dette?

Steve: – Det er god sang, men vi har aldrig rigtigt spillet den særligt meget live – heller ikke dengang. Vi skrev og indspillede nummeret meget hurtigt, og det var egentlig bare ment som et nummer til det soundtrack. Det har aldrig rigtigt været en del af vores sæt. Nummeret er mere bare sådan en nysgerrig lille finurlighed.

Hvordan vil I selv beskrive Mudhoney?

Mark: – Selvom genremærkater ofte er så overbelastede begreber, passer grunge måske bedre på os end noget andet. Men det varierer også rigtig meget, og nogle gange vil jeg også bare kalde vores musik for hård rock. Men skal man beskrive Mudhoney for sine venner, kan man jo spørge om, de har hørt om Nirvana og Pearl Jam. Mudhoney kom frem samtidigt med dem – du ville nok bare synes bedre om Nirvana og Pearl Jam, end du ville om Mudhoney.

Steve: – Vores mantra kan nok bedst beskrives som, "have a good time, all the time" og måske også "sex, drugs and rock'n'roll".

Mudhoney leverede forleden en intens og sveddryppende koncert på Loppen i København, hvor de beviste, at punken stadig er ved bedste velgående. Gik du glip af dette, kan du stadig nå at fange de amerikanske fuzzpunkere på Radar i Aarhus den 9. maj og på Posten i Odense den 10. maj. Der er stadig ledige billetter, og disse kan findes via GAFFA Live.

Se videoen til "Suck You Dry":

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA