x

Mumford & Sons: Vi bliver sammen som band for altid

Mumford & Sons: Vi bliver sammen som band for altid

Den britiske kvartet med de amerikanske rødder har haft enorm succes med deres to første album. På treeren Wilder Mind er banjoen parkeret og folk-elementet neddæmpet. "Det har altid været sangene, det drejer sig om", fortæller de glade briter, der har været inviteret i audiens hos flere af de tunge legender.

Scenen er Berlin, og hotelrummet er lige så gigantisk, som aftenens "hemmelige" koncert er lille og intim. Humøret og fortælletrangen er på plads hos multimusikanterne Ben Lovett og Ted Dwayne fra britiske Mumford & Sons. Et band, der ikke er mindst er elsket for at have givet folk-musikken nyt og friskt blod. Blandt andet med en sprudlende banjo. Den er blevet i kufferten denne gang. For mange bandets signatur-lyd, men ikke for hovedpersonerne selv

Ben:Vores opfattelse af os selv er nok anderledes, end hvordan andre ser os. For os var banjoen aldrig et trademark. For os var det bare et instrument i bandet; vi føler, at vi som band er defineret af vores sange. For os tog det lidt overhånd. Vi snakkede om at bruge banjoen i forskellige sange denne gang, men mente ikke, det passede.

Hvad er så det karakteristiske denne gang?

Ted: – Vi arbejder aldrig ud fra et koncept, men mere ud fra en spontan, emotionel tilgang. Så udvikler vi det kollektivt og prøver at optimere det, så meget vi kan og denne gang med stærk assistance fra Aaron

Vi taler Aaron Dessner fra åndsbeslægtede The National, der har spillet en stor rolle på det nye album Wilder Mind.

Ted: – Det har været meget naturlig relation, vi har længe elsket The National, og vore veje er krydset flere gange, og vi har haft det super sjovt sammen – også i baren. På den måde blev Aaron helt naturligt en sparringspartner. Han fik os virkelig til at elske det at være et band og kom med en smittende entusiasme. Det var noget, han gjorde fra den første dag, vi mødte ham. Bryce (tvillingebroren, red.) boede på samme vej som studiet og kom tit forbi.

Glem succesen

Hverken Ted eller Ben lægger skjul på, at massernes enorme positive respons på bandet har været fantastisk, men rent kreativt gælder det også om at lægge samme på hylden.

Ben: – Det vigtigste var at glemme. Vi valgte efter sidste tur helt bevidst at tage hjem, leve vores almindelige liv, og det skete meget hurtigt. Vi er meget heldige at bo steder, hvor vi har fuld anonymitet. Vi har aldrig jagtet celebrity-succes, vi har mere bare lykkedes med vores musik.

Ted: – Jeg tror, at en stor fordel for os i forhold til at holde fødderne på jorden er, at vi er helt og aldeles bundne i det at være musikere, og at vi aldrig har afveget fra den kurs. Hvis du hører vores første plade, kan du høre, at det ikke er et band, der pusher kommerciel succes.

I har tidligere haft tydelige referencer til klassiske forfattere som Shakespeare og Steinbeck, har I fat i andre koryfæer denne gang?

Ben: – Der er kommet nye bøger på banen, men du kan mere høre, at historier fra vores respektive liv er kommet på banen, og at vi er mere nutidige denne gang. På vores første plader dyrkede vi en forbindelse til gamle, klassiske historier. Deres vægt og relation til vores kulturhistorie. Det har vi udforsket, og nu er fokus nærmere "det her skete i går".

Ikonernes yndlinge

En ting er hitlisteplacering, en ganske anden, når en perlerække af musikhistoriens sværvægtere inviterer på kaffe og jam session. Bob Dylan, Neil Young, Ray Davies og listen er længere. De fire englændere har været vidt omkring.

Ben: – Der er nogle historier at fortælle børnebørnene, det har været utroligt. Vi har mødt de fleste af vores helte, og vi har lavet musik sammen, ikke kun trykket hånd. Det at tilbringe god tid og spille med Bob Dylan taler for sig selv.

Ted: – Det var ikke så meget, at de lærte os tricks, men mere at kredse omkring, hvor heldigt og hvor fantastisk, det er at være i et godt band. Specielt Ray Davies pointerede det. Da vi tog af sted fra studiet, var det sidste, han sagde: "Pas godt på hinanden".

Ben: – Det føltes meget som om at de både forstod og værdsatte vores musik. Alle disse møder er kommet i stand via invitationer. Min favorit har været den uge, vi brugte hos Neil Young på Bridge School-koncerterne. Tony Bennett, Foo Fighters og Eddie Vedder var med, det var cool. Det fantastiske var at komme på scenen, og Neil inviterede mig til at spille på det pumpe-orgel og det piano, han brugte på Harvest, hvilket jeg brugte på vores sæt. Om aftenen sad vi så sammen ved bålet, og han fortalte, hvordan han havde rejst tusindvis af mil for at få lige præcis det pumpe-orgel. Han havde en stolthed over det, en vis, ældre mand. Det var så inspirerende at være sammen med de mennesker, der har spillet så mange år. Du bliver kun en legende, hvis du bliver ved længe og hele tiden. Dave Grohl talte om det på scenen. Foo Fighters er et godt eksempel. De har snart eksisteret i 20 år, de har ønsket at være et band, der holder længe.

Mange af dem, der holder længe har andet end musik til fælles. Hvordan er jeres interne rødder?

Ben: – Vi voksede op som venner, og nogle af os går 20 år tilbage (Ben er født i 1986, red.), og det er nok det, der gør os til et band for altid

Ted: – Det, at dit venskab er baseret omkring musik intensiverer relationen på en helt særlig måde.

Men nu er I ikke kun jeres eget og jeres venners band længere. Er det en udfordring at holde tætheden?

Ben: – Du kan tage beslutninger, der styrker det. Nu ved vi bedre, hvor stress kommer fra, hvor pres mod bandet kommer fra, og så ud fra det tage de rigtige beslutninger. Og så er det fantastisk ikke at være økonomisk afhængig længere, at du ikke skal spille det job for at have råd til benzin. Jeg synes, vi befinder os et godt og kreativt sted sammen i dag.

Det forjættede land

USA har taget imod jer som en af deres egne. Hvad betyder såvel den succes som landet USA og dets musikhistorie for jer?

Ted: – Det har været fantastisk at blive modtaget så godt i USA. Vi har nået ting, vi aldrig har drømt om, så nu føler vi, at vi kan gøre, hvad vi vil. Årets album ved Grammy-kåring, det havde vi aldrig troet på. Det har været meget frigørende.

Ben: – Er du europæer bliver du let inspireret af stærke ting fra udlandet, som sydstatsstilen, og jeg tror, det går den anden vej også. Men vi elsker USA og landets musikkultur. Det er så stort, så kompliceret, og på mange måder et misforstået land. Foo Fighters' Sonic Highways-dokumentarfilmserie er et godt eksempel på den både rige og store differentiering i USAs musikkultur.

Ben: – Lidt i samme ånd har vi kørt et projekt over de sidste par år, som hedder Gentlemen on the Road – Stopover Festivals. Her samarbejder vi med en lille by. Lidt som en festival. Du finder ud af, hvad som gør byen speciel, menneskerne, arven, hylder det, hiver en masse artister til byen, samarbejder med de lokale musikere og den slags. Det er tredje år, vi gør det. Vi har været i Skotland og New Jersey, skal til Washington og har fået artister som Foo Fighters, My Morning Jacket, Flaming Lips og Jenny Lewis til at medvirke.

Ted: – Det er lidt uden ende, du kan komme til hvilken som helst by.

Så kan det være I får en øl på huset, hvis I kommer forbi en senere gang.

Ben og Ted: – Det er muligt, ha, ha.

 

Loppen og Christiania

Ben: – Vi spillede på Loppen for fire-fem år siden, det var fedt.

Ted: – Jeg kan huske, jeg vågnede op i bussen på Christiania. Ingen biler, kun fugle, der sang, folk, der røg weed. Det var som om "det her er det fedeste sted, jeg nogensinde har været". Vi var tre aftener i København sidste gang og så Lana del Rey. København er en dejlig by.

 

Om Mumford & Sons:

Dannet i London 2007

Album:

Sigh No More (2009)

Babel (2012)

Live at Shepherd's Bush Empire (2011) and The Road to Red Rocks (2012).

Medlemmer:

Marcus Mumford – Vokal, guitar, trommer, mandolin

Ben Lovett - vokal, keyboard, harmonika, trommer

"Country" Winston Marshall - vokal, banjo, dobro

Ted Dwane - vokal, kontrabas, trommer

 

Sigh No More peakede som nummer to på de officielle hitlister i såvel hjemlandet som i USA, og Babel strøg begge steder ind som nummer et og var det hurtigst sælgende album globalt i 2012. Bandet har headlinet Glastonbury og vandt Grammy for Album of the Year i USA i 2013 og Brit Award for Best British Group samme år.

 

Far og sønner

Bandnavnet indikerer en leder og et par disciple, passer det?

Ben: – Det er sjovt. For os lød det som et demokratisk navn, som et band af brødre, ikke fædre og sønner. Men her otte år senere er det klart, at vi lavede en massiv fejl, som vi har været nødt til at forklare os ud af lige siden. Det er bare et bandnavn, og folk der kender os ved, at her er tale om et meget kollektivt foretagende, og det har aldrig været bedre end nu.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA