Nyhed

Lyt: The Mountains singleklar inden Roskilde Festival

Den danske pop-supertrio har nyt udspil parat som optakt til kommende album og næste uges Arena-koncert.

Danske The Mountains er ikke en trio bestående af hvem som helst. De tre medlemmer, Michael Møller fra moi Caprice samt tvillingeparret Frederik og Fridolin Nordsø, kendt fra blandt andet William Blakes, men også for at være nogle af de fermeste popproducere her til lands, har i fællesskab fundet sammen om et udtryk, der adskiller sig noget fra den musik, man måske normalt forbinder dem med. Det er grandios popmusik med et internationalt snit, og det er ikke til at tage fejl af på gruppens nyeste single "There Is Always Hope", der med kvindelig gæstevokal fra islandske Dísa lyder som et nummer direkte til det øverste af hitlisterne. Lyt til den nye sang nederst.

Sidste år udgav The Mountains deres debutalbum "The Mountains, The Valleys, The Lakes", som fik en noget lunken modtagelse i GAFFA, omend anmelderen anerkendte, at "titelnummeret var af unik kvalitet", ligesom udgivelsen også modtog mere rosende ord andre steder i landet. Nu kan The Mountains imidlertid løfte sløret for, at de den 9. oktober udkommer med en opfølger til debuten, og det er fra det kommende album, at dagens singleudspil skal findes.

Om tilblivelsen af "There Is Always Hope" udtaler Michael Møller, at bandet "tog op i et sommerhus i Sverige for at arbejde på nyt materiale, og første gang, vi jammede sammen var den der." Og selvom konturerne til sangen hurtigt var dannet, så har gruppen i produktionsprocessen arbejdet med op mod hundrede vokalspor, hvilket tydeligt høres i omkvædet. "Titlen er en dejlig central linie, hvor lyden af ord var mere end ordene selv. Der er en positivitet i mørket, en slags "hope against hope". Jeg kan godt li' det simple og ligefremme i dette kærlighedsagtige nummer, der er skabt som et holdarbejde", fortæller Michael Møller om sangen.


The Mountains spiller lørdag den 4. juli på Roskilde Festival.

Lyt til det nye nummer "There Is Always Hope" her: 


ANNONCE