Nyhed

Nyt fra The National

De kritikerroste amerikanere barsler med nyt album

Billede: Abbey Drucker

En af de stærkeste udgivelser i 2005 kom fra The National, som med fornemmelse for såvel organisk americana som gnistrende rock’n’roll ikke mindst imponerede kritikerne. Det toneangivende engelske musikmagasin Uncut kaldte således albummet et mesterværk, og ”Alligator” figurerede på mange af de årslister, som musikmedierne udfærdiger hvert år. Også på GAFFAs.

Men når man roses i ét væk og har Bruce Springsteen på fanlisten, så er der basis for en solid kreativ blokade. Det synes dog ikke at være tilfældet for The National, som vender tilbage med 12 nye sange den 22. maj. ”Boxer”, som albummet hedder, er ifølge kvintettens hjemmeside rundet af horn, backingvokaler, strygere og rummer desuden hilsener til forfattere som F. Scott Fitzgerald og Raymond Carver og til kolleger som Steve Reich, Nick Cave og Leonard Cohen.


Hvad angår strygerne, så er de arrangeret af Padma Newsome, der normalt slår sine musikalske folder i eksperimental-bandet Clogs, og The National får yderligere en hjælpende hånd fra vennen Sufjan Stevens. Så er man til rock med ambitioner, ligner ”Boxer” et udspil, der er værd at holde øje med.

ANNONCE