Nyhed

Smukfest-talsmand: God festival med enkelte skønhedspletter

Poul Martin Bonde er godt tilfreds, selvom især Kim Larsen-koncerten gav problemer

Årets Smukfest sluttede søndag aften med Dizzy Mizz Lizzy på Bøgescenerne efter en uge med i alt cirka 160 koncerter og hovednavne som Avicii, Beck, Chic featuring Nile Rodgers, Lenny Kravitz og Tïesto. Dagen derpå har vi talt med talsmand Poul Martin Bonde for at høre, hvordan han selv udlægger årets festival.

Hvordan synes du, årets festival er gået?

– Bortset fra et par skønhedspletter synes jeg, festivalen er gået rigtig godt. Det har været fantastisk vejr, vores mange medhjælpere har lavet en superflot plads, og der har været nogle gode koncerter. Der har også været bred enighed om, at nogle af vores hovednavne, som Beck og Chic featuring Nile Rodgers, har givet nogle fremragende koncerter. Vi har også fået rigtig mange positive tilbagemeldinger fra publikum.


– Skønhedspletterne har først og fremmest været Kim Larsen-koncerten på Rytmescenen, hvor tilstrømningen var for stor, og vi var nødt til at stoppe koncerten og lukke nogle folk ud af området. Det er selvfølgelig dybt ærgerligt, at der er nogle, der har haft en ubehagelig oplevelse, men det vigtigste var, at beredskabsplanerne fungerede. Det så vi dagen efter, da Gnags (billedet) spillede, hvor vi også var nødt til at lukke tilgangen til området kortvarigt, og det fungerede uden problemer. Men vi skal selvfølgelig have kigget på det område og se, om man kan gøre adgangen ud og ind lettere, og så havde vi jo undervurderet, hvor mange der ville se Kim Larsen og Gnags. Det skal dog tilføjes, at Kim Larsen tidligere har spillet på Rytmescenen uden problemer.

I har valgt at sælge 1000 flere partoutbilletter i år. Kan det have medvirket til det store pres på de koncerter?

– Nej, for her taler vi jo om en voldsom tilgang til et bestemt område på ganske kort tid. Overordnet har folk været gode til at sprede sig over hele pladsen, for eksempel da vi havde Suspekt og Carpark North samtidig på henholdsvis Bøgescenen og Rytmescenen. 


Festivalen skal være en helhedsoplevelse

Hvor mange partoutbilletter har I solgt, og hvordan ser økonomien ud?

– Vi har solgt 28.0000 partoutbilletter. Vi har haft en god omsætning i boderne på 58 millioner, hvilket er fire procent mere end sidste år. Vi har endnu ikke noget overblik over den samlede omsætning, og om der bliver overskud, men vi har ikke budgetteret med et større overskud. Omsætningen på betalingsarmbånd i boderne er i øvrigt vokset, så det i år var 54 procent af omsætningen i boderne, der foregik med armbånd. Sidste år var det 41 procent. I visse boder kunne man også betale med Mobile Pay, og det vil vi evaluere kraftigt på, om vi skal udbygge. Det er jo meget hurtigere end Dankort.


Og der er noget med, at I bruger næsten lige så mange penge på festivalpladsen som på musikprogrammet?

– Ja, det er korrekt, vi har brugt cirka 30 millioner på pladsen og 36 millioner på musikken. Det er bevidst, at vi bruger så mange penge på pladsen, fordi folk skal have en totaloplevelse.

Der har været en del af de mellemstore navne, som for eksempel Future Islands, Roisin Murphy og La Roux, som ikke trak udpræget mange publikummer. Har det været rigtigt at booke dem?


– Ja, det handler jo ikke om, at der altid skal være fyldt til koncerterne. Det er vigtigt, at musikprogrammet er en helhedsoplevelse, og vi forsøger altid at lave det bedst mulige program. Vi gør jo også meget for at støtte de danske vækstlagsbands, og det sælger nok heller ikke særlig mange billetter, men vi synes, det er vigtigt alligevel. 

Triste ulykker

I har sluttet de fleste aftener af med en dj på Bøgescenerne igen i år. Er de kommet for at blive?


– Ja, deres optrædener har været velbesøgte, og de virker godt i skoven. Dj'sene har også udtalt, at de er glade for at spille et sted, hvor de kan have øjenkontakt med folk. Og jeg synes da, det er fint, at vi kan præsentere tre af verdens 10 største EDM-navne lige nu. 

Der har også været noget kritik af sikkerheden. To medarbejdere er blevet udsat for arbejdsulykker, hvor de henholdsvis har fået begge fødder kvæstet og brækket begge ben, og Shaka Loveless blev angrebet backstage, hvor vagterne ifølge Ekstra Bladet var sene om at gribe ind, så det var Shaka Loveless' venner, der måtte beskytte ham. Hvad er din kommentar til den kritik?

– De to arbejdsulykker er meget triste, og det vil vi gøre alt for at undgå sker igen. Med hensyn til Shaka Loveless er det også en ubehagelig situation, men vi mener, sagen er blevet håndteret, som den skulle, og det er også, hvad Shaka Loveless' manager har fortalt os efterfølgende, og hvad han selv skriver på Facebook. Jeg synes, episoden er blæst lidt ud af proportioner i visse medier.


Rytmehans-scenen skiftede sidste år navn til Rytmescenen. Hvorfor egentlig det, den er jo opkaldt efter en Gnags-sang, og Gnags spillede på den i år?

– Vi flyttede jo scenen, hvor den før lå i et telt, hvor der nu er P3 Teltet, og vi syntes, at navnet RytmeHans efterhånden lød lidt for meget af en anden tid, og de udenlandske navne kunne heller ikke udtale det. Men vi har beholdt en del af navnet for at minde om, at den har forbindelse til den gamle scene, og sådan et navn bliver jo også hængende i mange år.

Apropos Rytmescenen spillede Rammstein Jam dér lørdag i aften i år? Er det rigtigt at præsentere kopimusik på Smukfest, endda på en af de større scener?


– Det er mit indtryk, at publikum har haft det fint med det, og det fylder ikke særlig meget i det samlede program, så det synes jeg ikke er noget problem.

 

 


ANNONCE