Nyhed

Thomas Helmig: På opdagelsesrejse i eget liv

I næste uge indleder Aarhus-ikonet sin første soloturné nogensinde. GAFFA har mødt sangskriveren til en snak om at være alene i øvelejr og at lave et show, som er radikalt anderledes end noget, han har prøvet før.

Thomas Helmig tager imod på stedet, hvor han det seneste halve år har tilbragt størstedelen af tiden. Nemlig i et industrikvarter i det yderste Aarhus, hvor han øver heftigt op til den forestående soloturné, der har titlen "Mutters Alene". Helmig viser os hurtigt rundt på stedet, som også fungerer som studie, og vi sætter os ud i køkkenet for at samtale.

Hvad er det, der gør, at du har lyst til at tage på soloturné? Og hvorfor nu?

– Jeg tror, det på en eller anden måde er noget med at få det til at græsse for mig selv. Det er virkelig mange år, jeg har turneret efterhånden. For nogle år siden lavede jeg en turné med Poul Reimann på klaver, kor og sang, og det format kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at kigge noget mere ind i. Det handler også om at få rystet posen, og jeg har gået med det længe. Også lang tid før jeg lavede det med Poul, havde jeg et billede oppe i hovedet, kun med mig selv og en guitar. De sidste ti år har jeg har gået rundt med det billede, for det er en side, jeg aldrig for alvor har forsket i, og sangene bliver eddermame testet på den måde, når der kun er guitaren og en mikrofon.


– I starten var jeg ved at skide i bukserne af skræk over det, men det er jeg kommet over, fordi jeg kan mærke, det fungerer. Nu glæder jeg mig bare enormt meget til at komme ud at spille. Der har hele tiden været andre ting i den lange periode, hvor idéen om at spille koncerter alene poppede op i mit hoved med jævne mellemrum. Da den så dukkede op igen i slutningen af sidste turné, var det simpelthen nu. Ganske enkelt.

Hvornår besluttede du dig for, at nu skulle det være?

– Det var sidste sommer, hvor jeg var ude at spille en meget stor turné med mit band. Først spillede vi hele foråret og så sommeren bagefter med hele det store setup, hvor vi er 30 mand af sted. Da vi var ved at nærme os enden på touren, gik jeg med tanker om, hvad der nu skulle ske, og der kunne jeg mærke, at det var det her, jeg havde lyst til. Det var gået skide godt med bandet, men jeg kunne også mærke, at der skulle ske noget andet. Jeg skal nok lave en bandturné igen, men det handler jo også om at sparke sig selv i røven engang imellem og virkelig mærke efter, hvad det er, man har lyst til.


Har dine tanker om soloturnéen ændret sig i takt med, at du er kommet længere hen i processen med at øve?

– Helt vildt. Både for mig selv, men også fordi Jens (Peter AG's bror, tidligere medlem af Gnags, nu ansat på pladeselskabet Sony Music, red.) kom forbi, og ham har jeg meget respekt for. Han har været med til at strikke mine album og shows sammen, siden jeg startede og har altid været om bord. Flere af sangene havde jeg loop-maskine på. Jens foreslog, jeg skulle prøve at spille dem uden. Her fandt jeg på en anden måde ind i sangene og fik dem til at bevæge sig helt alene, så det ender med, at det nærmest kun er guitar og sang – og jeg nyder det.

– Jeg er jo vant til trykket fra bandet, og når man lige pludselig står uden det… I starten syntes jeg hele tiden, at der var noget, jeg manglede eller savnede, men det er jo for fanden det, jeg er ude for. Jeg er jo ikke ude for at skabe det tryk. Trykket ligger i intensiteten, for det kan noget helt andet. Da jeg begyndte at øve, spillede jeg også elektrisk guitar, men det er også jeg gået væk fra, så det bliver et meget rent udtryk. Til enhver tid har jeg jo altid haft et modspil på scenen, og det har jeg ikke denne gang. Nogle af sangene finder man også ud af ikke kører solo.


– Jeg leger med det og bliver som regel ved en sang, indtil jeg kan lide den. Det handler om at have respekt for sangene og give dem et fair og ordentligt skud. At komme rundt om dem og gøre noget for at få dem til at fungere. Men det kan altså også gå den modsatte vej. Et eksempel er "Jeg Tager Imod", som normalt er en af mine store sange live. Jeg var sikker på, at den skulle med, men kunne mærke, at jeg mistede interessen lige meget, hvor jeg tog den hen. Den har heller ikke været af sætlisten de sidste 10-15 år, så det er måske meget godt at tage den af. Nogle af dem har været nemme at vælge, fordi de mere er båret af den gode sang. "Midnat I Europa" og "Stupid Man" kan spilles på en blokfløjte og få til at give mening, så de er med.

Tænker ikke på jubilæum

I år er det 30 år siden, du udgav dit første album i eget navn, så det er jo et jubilæumsår. Mange andre musikere ville samle et orkester i en jubilæumssituation og så tage af sted på turné. Du gør det omvendt…


– Dengang jeg fik idéen, tænkte jeg ikke over, at det er mit jubilæum, og det er det egentlig heller for mig. Jeg var i gang længe før, så jeg betragter det ikke som en jubilæumsturné. Det er der mange, som gør - men ikke mig. Det var en idé, jeg fik båret af nødvendighed, hvor jeg simpelthen var nødt til at give mig selv en anden opgave, end jeg plejer.

Kunne du have lavet en soloturné i 1985?

– Nej, det kunne jeg sgu ikke. Det er noget med at blive klar til det, når det ikke er noget, man er vant til. Først og fremmest kunne jeg aldrig have lavet sådan en turné i mit hoved. Dengang kunne jeg nærmest aldrig få nok af at spille med band og havde slet ikke lyst til andet.


Hvad tror du, der bliver den største udfordring for dig ved turnéen?

– Jeg har ingen anelse om det, og det er det, som er fedt. Den største udfordring bliver nok at bevare roen, for her er der ikke nogen, som jeg skal spille op med eller noget som helst andet. Så det bliver noget med at komme ned i en nogenlunde almindelig puls og bare tage den derfra. Jeg tror, det bliver fedt for mig og publikum at møde hinanden på en helt ny måde. De har været både stædige og tålmodige, og jeg synes, det er spændende at lave sådan en aften på en anden måde, end det plejer at være.

Gode venner med guitaren


Hvordan opbygger du showet?

– Jeg spiller guitar og lidt klaver og mundharpe. Ellers er det bare mig og de forskellige spader. Jeg kommer rundt i rækkerne med nye sange, nogle coversange og selvfølgelig også en del af mine hits. Jeg er ikke nogen virtuos på mit instrument, men har jo ikke lavet andet end at spille guitar det sidste halve år, og hold kæft, hvor bliver man gode venner med sådan en. Det bliver ens i særklasse bedste kammerat, og det er simpelthen så fedt. Jeg har virkelig nydt det og tit tænkt, hvorfor jeg ikke har gjort det noget før. Selvfølgelig sidder jeg tit og skriver og spiller, men at bruge så mange timer kun på et instrument har været mere eller mindre nyt for mig og meget intenst.

Hvor meget øver du?


– Rigtig, rigtig meget. I øjeblikket tager jeg herud om morgenen, varmer stemmen op og spiller et sæt. De ting, jeg synes, jeg skal kigge på i forhold til sættet, bruger jeg et par timer på. Så tager jeg hjem og spiser, og som oftest tager jeg herud igen om aftenen og spiller videre. Det har jeg gjort hver dag i temmelig lang tid efterhånden. Det er rigtig øvning, og det elsker jeg. Mit band har altid hadet mig for det, for jeg vil altid gerne øve meget. Simpelthen fordi jeg er vild med at spille musik.

– Jeg har øvet siden januar, og det første lange stykke tid gik med at finde ud af, hvad jeg skulle spille. Jeg kiggede titler igennem og er gået meget efter noget af det, jeg aldrig har spillet live. Jeg er meget samarbejdsvillig i øvelokalet og kan godt lide at have et samarbejde kørende, så jeg skulle vænne mig til at øve mig på den her måde. Her kan jeg jo spille sangene fuldstændig, som jeg har lyst til, og det tager ikke så lang tid at lave dem om og prøve dem på forskellige måder.

Hvad er vigtigt for dig med sættet?


– Jeg håber at komme ind og slå på nervestrengene, og samtidig er det en helt anden måde at skulle synge på for mig, for jeg har al den plads i verden, jeg har lyst til. Det samme nummer kan råbes, hviskes og snakkes. Der er virkelig mulighed for at komme rundt. Jeg har aldrig været soul-musiker, men jeg synes meget af det, jeg har lavet er besjælet, og det er det, jeg gerne vil have frem.

Er du perfektionistisk?

– Nej, overhovedet ikke. Det er bare glæden ved musik, hvilket er lidt banalt, men sådan er det bare. Med mine evner på en guitar kan det ikke blive perfektionistisk. Det er ligesom en vane, for eksempel at se tv-serier hver aften. Jeg er kommet ind i en vane med at spille musik hver dag og hele tiden. De dage, hvor jeg ikke gør det, kan jeg mærke, at det mangler.


Plads til stille og sjældne sange

Du har jo et efterhånden anseeligt bagkatalog. Fortæl lidt om dine tanker i forhold til at skrue en sætliste sammen.

– Denne gang har jeg tænkt det på en helt anden måde, end jeg plejer. Jeg har haft en tæt og konstant dialog med Jens i forhold til, hvor vægten skal lægges, for den har jeg valgt at lægge et helt andet sted, end jeg nogensinde har gjort før. Denne gang er der gjort plads til de sjældne og stille sange, heraf en del, som jeg aldrig har spillet live. Intensiteten ligger i de passager, hvor man nærmest kan hviske ordene.


Kommer du til at skifte ud i sættet fra aften til aften?

– Ja, uden tvivl. Det er klart, at der er nogle skeletter, men den måde det hele er sat op på gør, at der er stor frihed, og at jeg kan spille, hvad jeg har lyst til. Samtidig kan jeg også få sludret lidt. Det eksisterer ikke, når jeg spiller med bandet, for i det øjeblik jeg siger noget, vender folk sig om og går ned efter øl. Her kan jeg rent faktisk få fortalt historierne og inspirationen bag nogle af sangene. Det er der nogle af mine fans, som synes er spændende, og det synes jeg sådan set også selv.

Hvad er en god solokoncert for dig?


– Det er der, hvor nogen tager dig i skjortekraven og hiver dig tættere på. Sådan en som Ray Lamontagne kan gøre det. Her bliver du hevet ind, og der er ikke noget at gøre. Det, jeg har lidt på min side denne gang, er at mange af de publikummer, der kommer til koncerterne, har et forhold til sangene. Jeg tror og håber på, at jeg kan få hevet folk til mig. Der, hvor du er opmærksom, for det er en helt anden måde at høre teksterne på.

Vil du afsløre nogle af de kunstnere, du tænker at lave covers af?

– Jeg har jo ikke lagt mig fast på noget endnu, men har øvet lidt C.V. Jørgensen, lidt Kim Larsen, et gammelt Cæsar-nummer, lidt John Lennon og lidt Bob Dylan. Faktisk også nogle Chuck Berry-sange, noget Warren Zevon, og Van Morrison har også været inde over. Der er meget i spil, men cover-sagerne kan jeg skifte lidt ud af. Mere stramt skal skelettet heller ikke være.


Har det været vigtigt for dig at have nye sange med på turnéen?

– Jeg skriver nærmest altid og syntes, det var meget oplagt for mig at tage nogle nye sange med. Også at skrive nogle sange til den her lyd og kun med den i hovedet. Jeg har skrevet seks nye. De kommer nok ikke med på scenen alle sammen, men jeg vil nok spille en tre-fire af dem hver aften. Dem kan jeg også skifte lidt ind og ud. De er mere singer songwriter-orienterede, end jeg har skrevet længe.

Thomas Helmigs turné ser ud som følger: 


17/9  Glassalen, København  www.billetlugen.dk (FÅ BILLETTER)

18/9  Glassalen, København  www.billetlugen.dk (UDSOLGT)

19/9  Glassalen, København  www.billetlugen.dk (UDSOLGT)


20/9  Glassalen, København  www.billetlugen.dk (FÅ BILLETTER)

24/9  Glassalen, København  www.billetlugen.dk  

25/9 Glassalen, København  www.billetlugen.dk (FÅ BILLETTER)


26/9 Glassalen, København  www.billetlugen.dk (FÅ BILLETTER)

27/9 Glassalen, København  www.billetlugen.dk  

1/10 Horsens Ny Teater  www.billetlugen.dk (UDSOLGT)


2/10 Værket,  Randers  www.vaerket.dk

3/10 Vejle Musikteater  www.billetten.dk

4/10 Hindsgavl Slot, Middelfart  www.fairbillet.dk


8/10 Harmonien, Haderslev  www.billetnet.dk

9/10 Alsion, Sønderborg  www.billetnet.dk

10/10 Musikhuset Esbjerg  www.billetten.dk


22/10 Folkets Hus, Struer (UDSOLGT)

23/10 Musikteatret, Holstebro  www.musikteatret.dk

24/10 Thisted Musikteater  www.thyevent.dk (FÅ BILLETTER)


29/10 Hermans, Aarhus  www.billetlugen.dk (UDSOLGT)

30/10 Hermans, Aarhus  www.billetlugen.dk (UDSOLGT)

31/10 Hermans, Aarhus  www.billetlugen.dk (UDSOLGT)


1/11 Hermans, Aarhus  www.billetlugen.dk (EKSTRAKONCERT)

5/11 Nykøbing Falster Teater  www.billetnet.dk (UDSOLGT)

6/11 Ringsted Kongrescenter  www.billetnet.dk (UDSOLGT)


7/11 Kulturværftet, Helsingør  www.billetten.dk (FÅ BILLETTER)

8/11 Gjethuset, Frederiksværk  www.billetboxen.dk

12/11 Vendelboteateret, Hjørring  www.spar-event.dk (FÅ BILLETTER)


13/11 Musikkens Hus, Aalborg  www.billetboxen.dk (FÅ BILLETTER)

14/11 Musikkens Hus, Aalborg  www.billetboxen.dk (FÅ BILLETTER)

19/11 Borgerforeningen, Svendborg  www.billet.dk


20/11 Magasinet, Odense  www.billetnet.dk (FÅ BILLETTER)

21/11 Magasinet, Odense  www.billetnet.dk (FÅ BILLETTER)

26/11 Pavillonen, Grenaa  www.pavillonen.dk (FÅ BILLETTER)


27/11 Jysk Musikteater Silkeborg  www.billetten.dk

28/11 Herning Kongrescenter  www.billetnet.dk

29/11 Kolding Teater  www.billetten.dk 


 

 

 


 

ANNONCE