Nyhed

STOR EFTERSPØRGSEL: August Høyen udvider efterårsturné - og annoncerer karrierens hidtil største koncert

Den populære sangskriver føjer syv nye datoer til turnéplanen

Det er blot en måneds tid siden, August Høyen udgav debut-ep'en Alting handler om dig - foregrebet af et par særledes populære singleudspil i form af "Vennerne skinner" og "Blind." Ikke desto mindre er interessen for at opleve Høyen betydeligt - faktisk så stor, at han nu føjer seks nye datoer til den lille efterårsturné, som blev annonceret tilbage i februar.

Det betyder, at turnéen indledes allerede den 25. august i Hillerød og besøger blandt andet Dronninglund, Aabenraa, Vejle, Grenaa og Aalborg, inden den rundes af med tre udsolgte koncerter på Hotel Cecil i København en lille måned senere.

Og det stopper ikke dér. For udover de seks nye datoer i august og september, har Høyen også varslet en koncert på Store Vega til vinter. Den finder sted den 10. februar, og der bliver tale om Høyens hidtil største koncert. Billetter til koncerten sættes til salg den 15. juni klokken 10.00 lige her, hvor du også finder billetter til efterårets koncerter.


"Min inspiration ligger hovedsageligt i musikkens simplicitet, og hvordan du kan fortælle nogle ret almindelige historier. Det handler om stemningen i nummeret, og ikke så meget andet. Alle danske sangskrivere stiler lidt efter CV Jørgensen, og hvis jeg ikke kan det, skal jeg fucking lade være med at prøve," udtalte Høyen om sit udtryk i et interview med GAFFA for få uger siden.

Turnédatoer

25/8 – Klaverfabrikken, Hillerød
26/8 – Lydfest, Birkerød
31/8 – Opuss, Dronninglund Kunstcenter, Dronninglund
1/9 – Nygadehuset, Aabenraa
2/9 – Bygningen, Vejle
7/9 – Pavillonen, Grenaa
8/9 – Dexter, Odense
9/9 – Blue Ocean Music Festival, Ebeltoft
9/9 – Vibstock, Viborg
13/9 – Bjert Gamle Brugs, Bjert – FÅ BILLETTER
14/9 – Studenterhuset, Aalborg
15/9 – URT, Thisted
16/9 – Radar, Aarhus – FÅ BILLETTER
21/9 – Hotel Cecil, København – UDSOLGT
22/9 – Hotel Cecil, København – UDSOLGT
23/9 – Hotel Cecil, København – UDSOLGT
10/2-24 – Store Vega, København


Vennerne skinner i samlet flok

ANNONCE