Nyhed

NY SANG FRA TOBIAS RAHIM: ”Føler mig som angstrotten, katten slæbte ind”

Tobias Rahim er manden, der bliver ved med at give. I nat udkom endnu en single fra hans kommende ep.

Tobias Rahim får det til at regne med musikalske gaver denne uge. I går udgav han singlen "Benzin ild glasskår" fra sin kommende ep ¿Happy Ending?, som lander denne fredag den 6. oktober. Ep’en bliver den første samling af nye sange siden sidste års anmelderroste album Når sjælen kaster op.

Nu har Rahim så smidt endnu en single efter sine fans. På sin Facebook præsenterer han den meget simpelt som: ”Jeg vidst ik helt hvad jeg sku kalde den. Nu hedder den Dødindeni”. I modsætning til gårsdagens nummer, der mest af alt var en kærlighedssang, har "Dødindeni” en lidt anden lyd:

”Du siger, jeg minder dig om Thomas Treo / Hvor jeg' bedre til at hade end jeg er til at lave / Noget som helst / Der ikk' er dumt eller småkriminelt / Og det havde ikk' gjort så ondt, hvis jeg ikk' vidst' det selv / Føler mig som angstrotten, katten slæbte ind / Men vi' på klubben, vi' på klubben' / i kongens København / hvor kongen, han er død og du ligner det' fastelavn,” synger Rahim for eksempel i andet vers.


Med rækken af nye singleudgivelser, fortsætter Rahim den succes-bølge han har reddet på hele sommeren.

Først med juni-singlen ”Vi 1”, som gik hen og blev en af sommerens mest streamede sange på Spotify. Senere hvor han leverede en magtdemonstration af en optræden til dette års Roskilde Festival – koncerten høstede ikke mindre end seks stjerner af sig fra GAFFAs anmelder Adam Bouttai.

I juli strøg han direkte ind på Sveriges hitlister, da han i selskab med popstjernen Victor Leksell udgav en svensk version af kæmpehittet ”Stor Mand”.


Senest satte Rahim punktum for årets sommerturné med en koncert i Tivoli i København. Koncerten modtog fem stjerner fra GAFFAs Espen Strunk, der noterede, at Rahim stadig har et stabilt greb om særligt de unge piger, som dyrker ham som en afgud:

”Dem sendte Rahim en hilsen til fra scenen og satte ord på sin taknemmelighed over al medgangen. På det tidspunkt var de første adskillige teenagepiger blevet båret væk af professionelt personale eller eskorteret ud af omsorgsfulde veninder, fordi det hele bare var blevet for meget, for vildt, for overvældende,” lød det blandt andet i anmeldelsen.

Hør den nye single "Dødindeni" her


FOTOSERIE: Intens stemning til Tobias Rahim på Roskilde

ANNONCE