Verdensstjernen gik til senatet for at støtte et lovforslag, som beskytter fans mod dyre billetpriser.
Den albumaktuelle musiker Noah Kahan har været med til at presse en ny lov mod billet "scalping” igennem i sin hjemstat, Vermont i USA. Det skriver The Hollywood Reporter.
Læs også: Her er vores nye kulturminister: “Kulturens redningskvinde”
Loven skal være med til at sætte en stopper for, at folk bevidst køber billetter til et arrangement, for at videresælge dem til en højere pris.
Tidligere i år vidnede den Vermont-fødte singer-songwriter for at støtte op om lovforslaget.
“Som kunstner, der bekymrer sig dybt om fanoplevelsen og tilgængeligheden af koncertbilletter, er dette lovforslag et vigtigt skridt mod aggressiv videresalgsadfærd,” sagde Noah Kahan i sit vidneudsagn.
Han takkede samtidig guvernøren og lovgiverne for at støtte initiativet.
“Det betyder meget for kunstnersamfundet, fans og koncertgængere”, lød det fra sangeren.
I sidste uge underskrev Vermonts guvernør Phil Scott lovforslaget “H.512”, som skal begrænse det ifølge musikeren “aggressive” videresalg af billetter til koncerter og andre livearrangementer.
Loven er trådt i kraft, hvilket betyder, at billetter fremover højst må videresælges til 110 procent af deres oprindelige pris.
Vermont følger dermed en voksende tendens i USA, hvor flere delstater forsøger at begrænse profitten på videresalg af koncertbilletter.
Kahan har tidligere arbejdet for et mere fanvenlige billetsystemer. På sin seneste turné anvendte han løsninger på Ticketmaster, der skulle gøre det umuligt at videresælge billetter til højere pris.
Noah Kahan udgav sit seneste album The Great Divine den 24. april og har annonceret en længere verdensturné med stop i Nordamerika, Australien, New Zealand og Europa – herunder Danmark, hvor han spiller i Royal Arena den 28. november 2026.





