Nyhed

Entakt albumdebuterer

Det populære MyMusic.dk-band udsender "Træerne Vokser Ind I Himlen" 8. januar

Hvert år i april uddeler upcoming-sitet MyMusic.dk sit legat til et af sidens bands. Da legatet første gang blev uddelt i 2005, gik det til københavnske Entakt, der længe havde været blandt de mest populære orkestre på siden. Siden da har Entakt turneret heftigt og formået at sælge imponerende 2000 eksemplarer af sit demoalbum. Det var nok til, at Bonnier Amigo Music fik øjnene op for kvintettens kvaliteter, og d. 8. januar udsender Entakt debuten "Træerne Vokser Ind I Himlen", der blandt andet inkluderer Liga.dk-hittet "Fyrværkeri".

"Til de mange koncerter, vi har spillet, har der på grund af MyMusic næsten altid været par stykker, man kunne se sad og mimede med på teksten. Vi kommer sådan lidt fra hvert vores miljø, og har stykket os selv sammen til et band, og derfor er MyMusic lidt vores baggrund. Som det gymnasium, vi aldrig har gået på", forklarer bandets forsanger og sangskriver Jonas Villumsen.

Entakt spiller grandios popmusik med dansk lyrik, men tror man, bandet lægger sig i slipstrømmen af syng-dansk-bølgen, må man tro om igen:


"Vi føler os meget lidt beslægtet med mange af de dansksprogede bands. De dér såkaldte hverdagspoeter siger mig ikke så meget. Det er lidt som om, der er en tendens til at pakke alting ind i humor, når det er på dansk. Det er som om, det ikke er helt legalt at tage sin musik alvorligt og tage sig selv alvorligt, fordi det er på dansk".

Med en sådan indstilling er afstanden til det prætentiøse afkortet betragteligt. Noget, Entakt er klar over:

"Vi får utroligt mange hug for at være højpandede, men det er også det værd, synes jeg, for vi har lyst til at lave musik, man gerne må tage seriøst. Og det er ikke, fordi vi er selvfede. Men et band som Mew er jo utroligt ambitiøse, og det synes jeg bare godt, at man må være på dansk også", ræsonnerer Villumsen.


MyMusic.dk, der nærmer sig 10.000 danske bands med i alt 33.000 gratis numre til download, uddeler 7. april 2007 sit legat for tredje gang. Marybell Katastrophy, KNA Connected og et endnu ikke offentliggjort rocknavn leverer underholdningen på Rust i København.

Entakts hjemmeside


Entakts MyMusic-side

ANNONCE