Nyhed

Death Cab For Cutie-sanger filmdebuterer

Forsanger Ben Gibbard medvirker i "hæslig" film

Death Cab For Cutie, der fik lidt af et dansk gennembrud sidste år med fremragende koncerter i VEGA og på Roskilde, mister for en stund deres forsanger Ben Gibbard.

Gibbard får nemlig filmdebut i filmen med den æggende titel "Brief Interviews With Hideous Men", der instrueres af John Krasinski, som nogen måske vil genkende som Jim i den amerikanske udgave af "The Office".

Gibbard arbejder i øjeblikket på nye numre, og det er planen, at Death Cab For Cutie til efteråret starter indspilningerne af opfølgeren til "Plans" fra 2005.

Death Cab er i øvrigt nomineret til to Grammyer ved ceremonien, der afholdes den 11. februar.

"I Will Follow You Into The Dark" er nomineret i kategorien "Best Pop Performance by a Duo or Group with Vocal", og deres dvd "Directions", som heldige måske så på sidste års Natfilmsfestival, er nomineret i kategorien "Best Long Form Music Video."

Gibbard er nu ikke den eneste fra bandet, der har travlt. Guitarist Chris Walla arbejder i øjeblikket på et soloalbum.

"Brief Interviews With Hideous Men" får premiere i løbet af 2007.

Death Cab For Cuties hjemmeside
ANNONCE