Boganmeldelse: Karsten Jørgensen: Paul McCartney – Mennesket, myten og musikken

Det er med både forventningsfuldhed og nervøs angst, man får Karsten Jørgensens nye, danske biografi om Paul McCartney i hånden. Forventningsfuldheden skyldes et måske lidt naivt håb om at få serveret en ny og øjenåbnende vinkel på McCartneys solokarriere, der, i hvert fald på det musikalske plan, hidtil har syntes temmelig underbelyst. Nervøsiteten skyldes til gengæld, at det var samme Jørgensen, der i midt-80’erne, med medforfatteren Dan Schiødt, stod bag Beatles-biografien En hård dags nat, der må betegnes som en gang sjusk, præget som den var af en dybt forudsigelig, meget dansk og 70’er-skægget vurdering af gruppens produktion samt en “gennemgang” af solo-Beatlernes plader, der gjorde det svært at tro, at forfatterne faktisk havde hørt den musik, de beskrev. Det, de havde ørerne fulde af, var nok snarere den kraftige genklang af de pistolskud, der blev affyret i New York i december 1980. Og selvom bogen fik en ansigtsløftning et tiår senere under titlen Let It Be, hjalp det ikke synderligt.

Men omfanget af denne bog alene, og i det hele taget Jørgensens andre udgivelser de senere år, vidner om, at han har hævet ambitionsniveauet. Det samme gør den vilje til revision, der følger med lanceringen af bogen, som halvvejs sker i anledning af 40-års-jubilæet for Sgt. Pepper-albummet – også selvom bogen “blot” er en makker til en tidligere udgivet Lennon-biografi af samme forfatter og med den samme corny, men salgbare, undertitel, Mennesket, myten og musikken. For her gøres det klart at Pepper, trods stærke bidrag fra Lennon, var McCartneys album, og at bogen bl.a. bygger på en erkendelse af at det var Beatlen med de mest hævede øjenbryn, der havde rollen som primus motor i gruppens sidste år.

En flue på væggen
Bogen dækker tiden fra McCartneys barndom i Liverpool helt op til sidste års ballade omkring skilsmissen fra Heather Mills, men er et pudsigt blandingsprodukt: Nogle steder er den præget af en lidt tvivlsom dramatisk iscenesættelse, andre steder af rutinepræget genfortælling, og andre steder igen af uventet saftige og sladderagtige detaljer.

Kapitlet om McCartneys opvækst hører til bogens mere vellykkede. Her er både morsomme anekdoter og indlevelse i fortællingen. Det samme gælder sådan set også beskrivelsen af perioden fra da McCartney sluttede sig til det lokale skoleband The Quarry Men og op indtil det tidspunkt, hvor videreførelsen af samme band fik navnet The Beatles. Igen er Jørgensen gavmild med anekdoter og en lang række repræsentanter fra den daværende kreds omkring det spæde, delvist Hamborg-baserede Beatles kommer til orde.

Men der er desværre en dyr pris at betale for denne indlevelse. Jørgensen vælger nemlig at genfortælle mange af mytologiens enkeltbegivenheder, som om han var en flue på væggen, da de fandt sted. Resultatet er at der går “Backbeat-syndrom” i den: Stilistisk bliver det fiktionsagtigt, snarere end kildekritisk biografi, især på grund af de lidt spøjse rekonstruktioner af dialog, der ikke kommer til at glide lettere ned af at være blevet lettere akavet oversat til dansk. Man har ingen mulighed for at checke, hvor Jørgensen har de forskellige ting fra: “McCartney betroede sig til en af sine venner”, står der som optakt til et citat – hvilken ven og i hvilken kontekst?

Når det gælder skildringen af The Beatles’ succesår i 60’erne, sætter rutinen ind – kan det næsten være anderledes? – og gennemgangen bliver mekanisk og farveløs. Det er, som om den særlige Beatles-magi, der i mange andre sammenhænge gør, at man straks får lyst til at høre musikken og være en del af det hele, udebliver. Undervejs diskuteres indholdet på Beatles-pladerne, som det sig hør og bør, og McCartneys bidrag og rolle anerkendes. Men forfatteren kommer aldrig for alvor i dybden med nogen analyse af musikken, ud over gentagelse af nogle fortærskede pointer, man nærmest skal have været 100 procent uinteresseret i gruppen for ikke at have hørt før.

Smagsdomme og sjusk
Men så løfter kvaliteten i bogen sig igen, som vi når frem til den lange opløsningsproces og beskrivelsen af den komplicerede forretningsmæssige situation, gruppen befandt sig i sidst i 60’erne. Det er et emne, der kræver sin research, men Jørgensen kommer helskindet igennem, og forklarer med rimelig udførlighed konflikten vedrørende Allen Klein samt hvordan Lennon og McCartney mistede deres andel i Northern Songs, og dermed retten til at bestemme over hvad der skulle ske med deres sangskat. Både her og senere får billedet af den drevne investor McCartney kastet lys over sig, og de nødvendige nuancer kommer til syne.

I det hele taget er det forfriskende, at Jørgensen tør kritisere Lennons indsats i den sene Beatles-periode, og at han får sagt, hvad de mange gamle helgenskildringer af Lennon foretrak at styre uden om: At den “nye” Lennon, der vågnede op i starten af 1968, efter LSD-døsen omkring 66 og 67, i vid udstrækning var besværlig, umotiveret og til sidst helt uinteresseret i at videreføre og være en del af gruppen The Beatles. Alligevel kan man spørge, om forfatteren ikke selv bliver urimelig, når han i sin revisionistiske iver karakteriserer samtlige Lennon-bidrag til Abbey Road, undtagen “Come Together”, som halvhjertede og uengagerede vignetter.

I det hele taget er de smagsdomme, der er strøget ud over teksten, irriterende at skulle trækkes med, og personer, der er udstyret med andre sæt ører end Karsten Jørgensen, vil naturligvis generelt finde dommene dybt idiosynkratiske og uforståelige. Men nogle få af dem er det i så høj grad, at de næsten på et mere objektivt plan blankt kan afvises: Hvad i alverden spiser denne mand til morgenmad, når han kan karakterisere “Ticket to Ride” som “en forløber for heavy metal-genren”, eller “Monkberry Moon Delight” (fra McCartneys album Ram) som “50’er-rock”, eller hævde at The Kinks’ hit “Sunny Afternoon”, der beskriver skilsmisse og fordrukken dekadence, handler om “at være forelsket og nyde det gode vejr”?

Der er i det hele taget sætninger og passager i bogen, nogen nok lige burde have gennemlæst en ekstra gang. Kan ”Dear Friend”, der blev til mod slutningen af 1970, virkelig være tænkt som et ”svar” til Lennons ”How Do You Sleep?”, der først blev udsendt i efteråret året efter? Man kan også fx. læse, at den første sang McCartney skrev sammen med Elvis Costello var “Back on My Feet”, og så bladre 18 sider længere frem og nu få at vide, at deres første fælles komposition var “The Lovers that Never Were”.

Musikken, der blev væk
Men det, der skuffer mest ved denne biografi, er ikke faktuelle fejl, men snarere at Jørgensen ikke får mere ud af McCartneys karriere rent musikalsk efter Beatles, end han gør. Ja, nok var Wings et akavet og skindemokratisk foretagende – som det da også grundigt vises af forfatteren gennem citater og opremsning: Et cirkus, det kun sjældent var morsomt for nogen af de implicerede at deltage i (måske med undtagelse af McCartney selv). Men musikken selv er det, som om forfatteren aldrig får skovlen under, og grunden hertil skal sandsynligvis findes i det, der også var problemet med hans og Dan Schiødts ældre Beatles-bog: Et slags 70’er-kulturradikalt fokus på betydningsmæssig relevans frem for noget som helst æstetisk.

På trods af Jørgensens redelige intentioner om at tage McCartney op til revurdering, endda revitalisere hans omdømme, har han svært ved at lytte til pladerne på deres egne præmisser, og ved at håndtere musik som musik, hvis ikke der er noget tekstindhold, der på en eller anden måde kan knyttes til noget biografisk, ”sjæleudkrængende” eller samfundsrelevant. Derfor bliver det selvfølgelig også vanskeligt for Jørgensen at finde kvaliteter i nogen større procentdel af de mange udspil gennem tiden fra McCartney, der som pladekunstner af forfatteren beskrives som ”sygeligt fokuseret på kvantitet”, fremfor kvalitet. Og kvalitet betyder for Jørgensen at det givne album frem for alt skal virke homogent og ”seriøst”, og så skal der gennem sangenes tekster skitseres en form for overordnet tematik. Der må ikke strittes genremæssigt i for mange retninger – uha, så bliver det jo helt ”fjollet” og ”overfladisk”. Det vigtigste af alt er dog, at musikken pinedød skal være blevet til på et tidspunkt, hvor McCartney har været i en eller anden form for personlig krise. Derfor er de to tidligste hovedværker naturligvis Band on the Run (1973) og Tug of War (1982), fastslås det med objektiv sikkerhed. Men sådan behøver det altså ikke at være, hvis man som lytter sætter sig ud over biografisk pladder og i stedet koncentrerer sig om musikalske idéer.

Det er let at se mønstret, ifølge Jørgensen: Ved indspilningen af Band on the Run var McCartney i krise, især ”fordi hans musikere havde forladt ham”. Men der var jo ikke noget tidspunkt i 70’erne, hvor der ikke var nogle musikere, der var i gang med at forlade Paul McCartney. På det grundlag kunne man lige så godt fremhæve London Town som et stort ”mesterværk”. Ved indspilningen af Tug of War var McCartney i krise som følge af John Lennons død. Men det er jo heller ingen hemmelighed, at en anden af McCartneys allerstørste personlige kriser indtraf i tiden omkring opløsningen af The Beatles, særligt koncentret omkring de sidste måneder i 1970 – men det får ikke Jørgensen til at kalde de to tidlige soloalbums fremragende. Argumentationen kommer til at virke søgt. Musikken er ligesom en for abstrakt størrelse at forholde sig til, så det bliver fuldstændig altafgørende at der kan projiceres vidnesbyrd om personlig smerte ind i teksterne. Det skal sgu betyde noget! Og når det ikke gør det, forfalder Jørgensen til de gode, gamle kliché-domme om, at her manglede McCartney vist en ”modpart”, der kunne ”strø salt på sukkeret”.

De kriterier, som Jørgensen bruger til at tilgå McCartneys musikalske output, er muligvis et glimrende udgangspunkt, hvis det er en bekendelsesorienteret singer-songwriter, man vil diskutere. Men de virker mere tvivlsomme, når de appliceres på McCartney, der er en ganske anden størrelse. Han har oftest foretrukket at lave musik, hvor gevinsten for lytteren ikke skal søges i nogen henvisning til noget som helst uden for pladen selv. Det handler om lyd, tekstur, stemning, melodi, vokal, arrangement, groove og feeling. Hans bedste plader har været en slags ”varieté-shows” – ture gennem et popunivers af stilarter og stemningsscenarier. Ligesom Sgt. Pepper i øvrigt var det – en plade, som det (ikke helt overraskende) også viser sig, at Jørgensen betragter som noget af en ”anakronisme”.

Brudte løfter
På den måde kommer Jørgensen paradoksalt nogle gange tæt på at gentage den ”traditionelle”, uinformerede bedømmelse af Paul McCartney, som bogen egentlig postulerer, at den vil sætte sig ud over. Ligeledes bryder bogen sine løfter, når det på bagsiden understreges, at McCartney skam har været meget mere end popsange, men også ”har arbejdet med avantgarde-musik”. Dette følges imidlertid ikke op af en egentlig diskussion af nogle ”avantgardistiske” aktiviteter, og McCartneys klassiske værker og de to elektroniske Fireman-albums forbigås f.eks. stort set med hurtige skuldertræk. Der skøjtes ligeledes letbenet hen over McCartneys engagement i Londons kunst- og undergrundsmiljø i midt-60’erne. I stedet bruges der gennem bogen en masse plads på citater, hvor McCartney – der ellers ofte kan have vid og humor i replikken – giver forudsigelige og rutineprægede svar på forudsigelige og rutineprægede interviewspørgsmål. ”Hvordan var det, da John Lennon døde?”, ”hvordan var det at miste Linda?”, osv. Og dertil forklarer McCartney at det – surprise! – ikke var rart.

Man kunne indvende at det ikke nytter at anklage en banan for ikke at være et æble, og tilsvarende at det ikke nytter at bebrejde en biografi for ikke at være kritisk sociologisk og/eller musikologisk analyse. Men under alle omstændigheder må man stille spørgsmålstegn ved om man opnår et optimalt udbytte af musikeren McCartney med et værk som dette i hånden.

Bogen har dog som sagt også sine vellykkede og grundige passager. Desuden løftes det samlede indtryk op af bl.a. en hæderlig diskografi bag i bogen, omend man så til gengæld savner et indeks. Slutresultatet er en bog, der med nød og næppe undgår at leve op til de værste anelser, man kunne have om den, men som altså heller ikke indfrier ens største forventninger. Om ikke andet beviser den at Karsten Jørgensens Beatles-skriverier – trods adskillige problemer – er blevet bedre, fremfor værre, med tiden.

Karsten Jørgensen: "Paul McCartney: Mennesket, myten og musikken – En biografi", Haase & Søns Forlag, 437 sider, indbundet, kr. 275,-