Interview med den danseglade gruppe, der kan opleves lørdag den 16. juni ved Zulu Rocks i Parken i København.
Interviewet har tidligere været bragt i GAFFA oktober 2006
Scissor Sisters er tilbage med løse håndled, flamboyante kostumer og flere hymner til dansegulvet. Kort sagt er der dækket op til endnu en fest, selv om Jake Shears og co. ikke vil sættes i bås som et partyband og tilstår, at de ikke altid er i højt humør og har lyst til at danse.
Barcelona, Sonar Festival, 16. juni 2006
Ingen blandt publikum har nogensinde hørt om bandet White Diet, som er næste band på scenen. Ikke desto mindre er der pænt fyldt i gården i Centre de Cultura Contemporanea, der er hovedscenen på Sonar Festival. Publikum hænger ud under træernes skygge. Kun de meget opmærksomme har bemærket Scissor Sisters’ logo på trommesættet, og først da de fem farverige newyorkere dukker op på scenen og begynder at spille deres monsterhit fra 2004, Take Your Mama, begynder publikum at vågne op af deres eftermiddagsdøs og får travlt med at komme op mod scenen.
– Det var mærkeligt, der var ingen, der vidste, at vi spillede, og vi har aldrig før spillet for et publikum, der troede, at de skulle høre en dj eller et eller andet, men det var sjovt. Jeg var glad for at spille der, for Sonar Festival betyder meget for mig, siger frontmand Jake Shears om koncerten, der egentlig mest tjente som præsentation af Scissor Sisters’ nye album "Ta-Dah" over for en indbudt europæisk musikpresse.
Grunden til, at Jake Spears altid har drømt om at spille på netop Sonar er, at han som helt ung rejste med rygsæk i Europa, hvor den elektroniske minifestival i Barcelona var første stop.
– Jeg kom på festivalen første gang, da var 20 år, og jeg var så vild med det, at jeg tog Babydaddy med den følgende sommer, da vores første 12” blev udgivet, så Sonar var det første sted, hvor jeg hørte en af vores sange blive spillet af en dj. Jeg var chokeret over, at der var nogen, der spillede den. Så den festival har en speciel plads i mit hjerte, siger Jake Shears.
Roskilde Festival, 30 juni 2006
Præcis 14 dage efter koncerten på Sonar Festival er Scissor Sisters ude på et mere almindeligt job, nemlig i eget navn som hovedattraktion på Roskilde Festivals Orange Scene fredag aften. Om eftermiddagen inden koncerten taler jeg med sanger Jake Shears og guitarist Del Marquis, som til forveksling ligner almindelige festivalgæster klædt i jeans og T-shirt.
For nye tilhængere af Scissor Sisters skal det kort repeteres, at bandet brød stort igennem i 2004 og solgte to en halv million eksemplarer af debuten alene i England godt hjulpet af hits som Take Your Mama og en discoficering af Pink Floyds Comfortably Numb. Bandet består af tre bøsser og to heteroseksuelle. Sanger Jake Shears tilhører førstnævnte kategori og sangerinden Ana Matronic sidstnævnte kategori. Musikalsk blev de især sammenlignet med navne som Bee Gees, David Bowie og Elton John, som de også har samarbejdet med på et par numre på det nye album Ta-Dah, men mere om det senere.
Først Jake Shears udlægning af det nye album:
– Det er sjovt, der er ikke noget bitchy over det her album, og det er den største forskel.
Sjov udtalelse fra en mand. Var det første bitchy?
– En lille smule. Hjertet er varmere på det her album.
Hvorfor?
– Jeg ved ikke hvorfor, det føltes bare naturligt. Vi er alle blevet en smule mere modne, og der er nogle ting, der er vigtigere end andre, og det tror jeg, at man kan høre på musikken. Jeg synes, at der er en smule mere kærlighed på det her album.
I har samarbejdet med Elton John på to af numrene. Fortæl om det samarbejde.
– Vi er meget tætte, især Babydaddy og jeg, og vi er blevet rigtig gode venner med ham, og vi er meget sammen. Da vi talte om at skrive noget sammen, så var der en periode, hvor vi tænkte: ”Det her kan blive rigtig dårligt”. Så vi besluttede bare at se, hvad der skete og have det skægt, og hvis der ikke kom noget ud af det, så var det okay, og hvis det blev godt, så var det bare fedt. Så vi skrev en masse sange og arbejdede på det et stykke tid, og sangene var okay, men der var endnu ikke dukket den sang op, der var fantastisk. Så han besøgte os i vores studie i New York en weekend, og vi sad bare og fedtede lidt med vores keyboard og skrev det meste af "I Don’t Feel Like Dancin’" i løbet af meget kort tid, og teksten kom samme eftermiddag, og sangen var nærmest færdig, da dagen var omme. Og da vi havde den sang færdig, var vi ekstremt glade for den og indså, at den var noget særligt, så det var endelig øjeblikket efter en masse sangskrivning, hvor vi tænkte, at den her er virkelig god, og at vi her virkelig havde fat i noget, som var værd at arbejde med, noget blivende.
Svært at leve op til folks forventninger
Sangen "I Don’t Feel Like Dancin’" er paradoksalt nok et uimodståeligt dansenummer, som er med til at fastholde billedet af et sorgløst og altid feststemt orkester, der leverer lydsporet til en glad lørdag aften på dansegulvet. Alene titlen på deres nye album "Ta-Dah" siger det hele. Der er inviteret til fest, og husk at medbringe dit gode humør og eventuelt en fjerboa. Men selv den evigt smilende frontfigur Jake Shears kan være i dårligt humør, læs bare her, hvad han har at fortælle om tilblivelsen af "I Don’t Feel Like Dancin’":
– Den er skrevet midt om vinteren, og at være ved at lave den nye plade og at være færdig med at turnere og at være tilbage i New York var en smule deprimerende. Der er den her forventning til os om at være på en bestemt måde, og det var svært for mig på det tidspunkt at passe ind i det billede, og jeg ville skrive noget, der havde den her glade, fantastiske følelse, men jeg kunne ikke gøre det af et ærligt hjerte. Jeg kunne ikke bare hive noget ud af ærmet (eller som Jake Spears formulerede det på engelsk: ”I couldn’t just pull something out of my ass”, red.), der ikke betød noget for mig.
Babydaddy kom med teksten som en finke af panden den dag, og jeg tænkte: ”Det er perfekt”, for det var lige nøjagtigt sådan, jeg havde det. Og så var det utrolig let at skrive resten af teksten, den kom bare ud, for jeg havde ikke lyst til at danse, og havde ikke lyst til at være den, som alle forventede af mig, at jeg skulle være. Så det var en måde at komme over den hurdle, og stadigvæk være ærlig med den sang.
Sangen er en selvmodsigelse, fordi stemningen i den netop er glad?
– Ja, det er en selvmodsigelse, fordi teksten er meget melankolsk, men jeg elsker den slags sange, hvor man ved nærmere gennemlytning finder ud af, at det hele måske ikke er så lykkeligt, som man tror det er.
Du siger, at I nogle gange har svært ved at leve op til folks forventninger af jer. Hvordan tror du, folk forventer, at I er?
Del: – Jeg tror, at folk forkert antager, at vi er et danseorkester. Det er en skræmmende ting at blive sat i bås som, for selv om det er sjovt at danse, så er det kun ét element i musik. Den falske forventning til Scissor Sisters er, at alle sange er som "Comfortably Numb" og "Filthy/Gorgeous", men der er mere i os end bare det. Vi er et ret dynamisk band, vi har ballader og dansenumre og alt derimellem. Det er et ret stort musikalsk landskab, som jeg synes bliver en lille smule overset. Der er mere i bandet end bare at have det sjovt.
Jake: – Jeg synes, at der en god balance. Jeg synes, at vi balancerer det sjove med det tragiske med det komiske. Der sker en masse forskellige ting, der er lige så meget hjertesorg, som der er tøjlesløs glæde, slutter Jake Shears.
Dermed er den endimensionelle forestilling om det sorgløse og evigglade orkester blevet tilføjet et par nuancer. Selv en Scissor Sister kan have en blå dag.
