Nyhed

Public Enemy til Danmark

Hiphop-legenderne indtager Århus og Aalborg til april

Nyheden fra 31. januar kl. 16 er opdateret med tilføjelsen af koncerten i Aalborg

Amerikanske Public Enemy er ikke kun kendt som værende et af de største og mest indflydelsesrige navne i hip-hop musikkens historie, men ligger sågar nummer 44 på Rolling Stone Magazines liste over ”100 Greatest Artists of All Time”

Public Enemy var med fra starten af 80’erne og kan i år fejre deres 25 års jubilæum. Det er med andre ord en af de helt store hiphop-kolosser, der indtager Danmark, når de giver koncert på Train i Århus den 16. april i år og 18. april på Studenterhuset i Aalborg.

Gruppens er centreret omkring leder Chuck D, hvis politisk bevidste tekster altid har været i centrum, når han har taget sine afroamerikanske brødre i forsvar over for den racediskriminerende del af USA.

Gennembruddet kom i 1988 med albummet "It Takes A Nation Of Millions To Hold Us Back", der nåede førstepladsen på den nationale r&b/hiphop-chart og kastede hits som "Don’t Believe The Hype" og "Bring The Noise" af sig.

"Fear Of A Black Planet" fra 1990 solgte 5 gange amerikansk platin, og blev fulgt op af den næsten lige så succesfulde "Apocalypse '91 ... The Enemy Strikes Black".

Siden dengang har der været mere roligt omkring gruppen, der dog stadig leverer nye album med en frekvens på 3-4 år, senest "Rebirth of a Nation" fra sidste år. Er man til hiphop, får man næppe en bedre historietime end i Århus og Aalborg til april.

Billetsalget til Train-koncerten er startet via Billetnet
Billetsalget til Studenterhuset-koncerten åbner i allernærmeste fremtid på GAFFA Billet

Public Enemy

Billetnet

GAFFA Billet

ANNONCE