Debutalbummet "Falder Baglæns Ind I Igår" nu også ude på cd efter utallige opfordringer
Elektronika-dub-musikeren SpejderRobot alias Mikael Elkjær udgav i januar vinylalbummet "Falder Baglæns Ind I Igår", der fik meget flotte anmeldelser, også i GAFFA, hvor Thomas Borre diskede op med fem ud af seks stjerner. Borre skrev blandt andet: "Falder Baglæns Ind I I går” er en fremragende debut, som cementerer, at laptop-electronicaen igen er inde i et betydningsfuldt opsving – og SpejderRobot har helt klart førertrøjen på."
Nogenlunde samtidig gjorde SpejderRobot også et stærkt positivt indtryk på Spot-festivalens lytteudvalg, der derfor bookede ham til årets Spot-festival.
"Falder Baglæns Ind I Igår" udkom i første omgang kun på vinyl på SpejderRobots eget, ganske lille pladeselskab, 12" Squirrel i et lille oplag, der blev solgt hos få, udvalgte pladeforhandlere. Men efter den megen omtale og følgende ganske store efterspørgsel har SpejderRobot nu indgået en aftale med det noget større pladeselskab A:larm Music om at genudgive albummet på cd, oven i købet sammen med to nye remixes. Den oprindelige vinylplade bliver ligeledes genudgivet og udsendt langt bredere end den første.
"Falder Baglæns Ind I Igår" er på gaden igen 2. juni. Den følgende weekend kan man opleve SpejderRobot live, både på Vesterbro Festival i København og Spot Festival i Århus, i dagene 5.-7. juni. På Spot kan man tilmed for første gang opleve SpejderRobot med liveband og dermed i en mere rocket version.
SpejderRobot kan endvidere opleves ved flere arrangementer i løbet af sommeren, blandt andet den meget anerkendte elektronikafestival Norberg Festival i byen i Norberg i midt-Sverige.












