Drew McConnell går sammen med Albert Hammond Jr. og den irske poet Fionn Regan
Babyshambles-bassisten Drew McConnell samarbejder ifølge nme.com med The Strokes' Albert Hammond Jr. og den irske sangskriver og digter Fionn Regan om et nyt projekt, der har fået navnet Helsinki. Sammen har de indspille fire nye numre og er for tiden i dialog med en række pladeselskaber om, hvem der skal udgive dem.
McConnell fortæller til BBC News, at Helsinki er en gang sjov og ballade uden for hans forpligtelser med Babyshambles:
”Vi havde alle sammen brug for det, Albert [Hammond Jr., guitarist i The Strokes – red.] havde været på tur med sit solo-materiale, og han var en smule træt. Det var godt for alle at tage et smut i studiet et par dage og drikke nogle øl og lave noget godt musik.
Det var fedt ikke at behøve at bekymre sig om, om pladeselskabet mon nu var tilfreds, eller om sangene skulle checkes igennem for at se, om omkvædet nu kom inden for de første 40 sekunder. Når jeg spiller Helsinki, er det mere sjov end arbejde.
Ikke at Babyshambles ikke er sjovt, det tager jeg bare mere seriøst”
Der er endnu ingen oplysninger om, hvilket pladeselskab der kommer til at udgive Helsinki-numrene.