Den ene halvdel af søskende-duoen The Knife vil også brænde igennem alene
Da The Knife udgav deres seneste plade "Silent Shout" i 2006, meddelte bror og søster, at de ville holde tre års pause fra deres fælles projekt. Nu barsler Karin Dreijer Andersson så med en soloplade, der forventes ude tidligt næste år.
Under aliaset Fever Ray har hun offentliggjort en forsmag på det nye materiale, der ikke afviger radikalt fra, hvad vi kender fra The Knife. Sangen "If I Had a Heart (instrumental edit)" kan findes på MySpace, men lige nu vides det ikke, hvilken retning projektet ellers vil tage, og hvem der vil bidrage på pladen udover The Knife-søsteren.
Begge medlemmer er notorisk pressesky og meget karrige med informationer om deres gøren og laden. Til koncerter optræder The Knife så anonymt som muligt, gerne dækket af fantasifulde masker eller gemt bag bagtæppet. Anderssons brug af solbriller på det nærværende pressebillede kunne dog tyde på et mere konventionelt image fremover, men indtil videre er mystikken intakt.