Nyhed

Yoav tilbage til Danmark

Guitar-betvingeren til Odense og København i december

Billeder: Peter Svendsen, fra koncerten på VoxHall, juni 2008

Den israelsk/sydafrikansk/engelske sanger og sangskriver Yoav har i løbet af 2008 fået et stort publikum i Danmark, ikke mindst takket være De Sorte Spejdere og radiohits som ”Club Thing” og ”Beautiful Lie”, begge fra debutalbummet ”Charmed & Strange”. I sommer gæstede han både VoxHall i Århus, Store Vega i København og Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg, og nu vender han tilbage til Danmark, hvor også Odense nu får glæde af ham.

Yoav og hans guitar indtager nemlig scenen i Magasinet, Odense, fredag 19. december og Copenhagen Jazzhouse, søndag 21. december.


Yoav har fået masser af roser for sin musik, hvor han alene med sin stemme, guitar og masser af pedaler laver et fyldigt lydbillede et sted mellem følsomme singer-songwritere som José González og funky fætre som Justin Timberlake.

Da Yoav spillede på VoxHall i juni, skrev GAFFAs Michael José González blandt andet i sin firstjernede anmeldelse:

”Som koncerten skrider frem, vænner man sig til Yoavs evner på guitar og pedaler, og når først respekten herfor har lagt sig, er det sangene i sig selv, der skal stå distancen. Det gør de da også et godt stykke hen ad vejen, og på scenen kaster aftenens hovedperson sig ud i en modig version af Radiohead-glansnummeret ”Idioteque”, hvilket han slipper fra med skindet på næsen.”


Da Yoav gæstede Århus, København og Skanderborg, mødte Sys Bjerre op i alle tre tilfælde for at synge duet med ham, men om hun vender tilbage på scenen med ham til december, melder historien ikke noget om.

Billetsalget til Magasinet starter tirsdag 23.09 klokken 10 fra GAFFA Billet.

Billetsalget til Copenhagen Jazzhouse starter tirsdag 23.09 klokken 10 fra Billetlugen og landets Fona-butikker.


Yoav på MySpace

ANNONCE