Nyhed

Joe Bonamassa giver koncert i Sønderborg

I kølvandet på sit tiende studieudspil tager guitarvirtuosen sit band med til Danmark i juni

I marts måned udkom Joe Bonamassas tiende studiealbum "Black Rock", og han er lige nu i fuld sving med en omfattende USA/Europa-turné. Tourbussen kommer også et smut op omkring den danske grænse, nærmere bestemt til Sønderborg, hvos Bonamassa skal give koncert i Alsion Koncertsal. Han gæstede også Danmark sidste år, hvor han spillede to udsolgte koncerter, så selvom der sættes 1.000 billetter i salg denne gang, er der nok god grund til at købe med det samme, hvis man vil sikre sig en plads blandt publikum.

"Black Rock" har fået en ganske pæn modtagelse, blandt andet for Bonamassas modige flirt med traditionelle græske instrumenter. Det var da også et af de indslag, GAFFAs anmelder Henrik Friis priste i sin firestjernede anmeldelse, hvor han udnævnte pladen til at være "noget af det bedste, den 32-årige guitarhelt har budt på." Han skrev også:

"Hvor de foregående par albums har varslet, at Bonamassa nok hører til i blues-rock-lejren, men godt kan lide at blande op, er dette nok den hidtil bedst vellykkede sammensætning. Ud over blandingen af blues-covers og egne kreationer, har Bonamassa også åbnet dørene i det græske Black Rock-studio på Santorini for et par lokale musikere, som med klarinet og bouzouki giver yderligere flavour i et par sange - og åbner dem op. Dét vidner både om stor selvtillid, nysgerrighed og overskud – og så fungerer det. Folk med trang til nakkeryk og lange luftguitar-soloer får selvfølgelig lysten styret med den tunge bluesrock og glade rhythm'n'blues. Men tillægsgevinsterne gør for alvor kagen spiselig."


Skulle man have lyst til at opleve disse nye herligheder live, foregår koncerten onsdag den 2. juni klokken 20.00 i Alsion Koncertsal, Sønderborg. Billetterne er i salg nu, og kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE