The Asteroids Galaxy Tour udgiver nyt album og lægger vejen forbi Vega til april
The Asteroids Galaxy Tour udgiver det nye album "Out Of Frequency" i Europa den 27. februar og giver i den forbindelse koncert i Store Vega fredag den 13. april.
Inden den koncert skal The Asteroids Galaxy Tour imidlertid en tur over Atlanten til USA, hvor deres nye album udkommer allerede den 31. januar.
Albummets anden singleforløber "Heart Attack" er blevet remixet af det brasilianske electrorock-band CSS. Dette remix kan streames eller downloades gratis via Rolling Stones hjemmeside.
The Asteroids Galaxy Tour gjorde sig bemærket i en række lande med albumdebut "Fruit" fra 2009, og nu forsøger duoen, der er grundlagt af Mette Lindberg og Lars Iversen, altså at følge op på succesen med "Out Of Frequency". Albummet indeholder foruden den anden singleforløber "Heart Attack" også førstesinglen "Major", som kan høres nedenfor.
The Asteroids Galaxy Tour har, som GAFFA tidligere har skrevet, haft deres musik med i de amerikanske serier "Gossip Girl", "The Vampire Diaries" og "CSI:Miami" og har desuden medvirket i reklamer for iPod Touch og Heineken.
Når The Asteroids Galaxy Tour gæster Store Vega, er det med fuldt band. Forsalget til koncerten starter den 6. december kl. 10 via Vegas hjemmeside, Billetlugen og i Fona-butikker.





