Nyhed

Nyt album fra Joe Bonamassa

Den amerikanske guitarist udgiver albummet "Dust Bowl" 21. marts som indeholder gæsteoptrædender af John Hiatt, Vince Gill og Glenn Hughes

Tidligere har GAFFA kunnet fortælle, at den amerikanske guitarist Joe Bonamassa besøger Værket i Randers d. 26. april. Her vil Bonamassa spille en masse af sit nyeste materiale fra det kommende album "Dust Bowl".

"Dust Bowl" bliver det 12. fuldlængde album i rækken og er blevet produceret af Kevin "Caveman" Shirley som tidligere har arbejdet sammen med kunstnere som Led Zeppelin, Aerosmith og The Black Crowes.

Derudover var det også Shirley der sad i producerstolen da Bonamassas supergruppe Black Country Communion gik i studiet og indspillede det selvbetitlede debutalbum som udkom i september 2010. Black Country Communion består af Joe Bonamassa, Glenn Hughes (tidl. Deep Purple og Black Sabbath), Jason Bonham (David Gilmour, Jimmy Page og Jeff Beck) og Derek Sherinian (Alice Cooper, Kiss og Dream Theater).


Kevin Shirley stod også bag Bonamassas seneste album "Black Rock" fra marts 2010. Her skrev GAFFAs anmelder Henrik Friis bl.a. følgende om albummet der fik 4 stjerner:

"Ud over blandingen af blues-covers og egne kreationer, har Bonamassa også åbnet dørene i det græske Black Rock-studio på Santorini for et par lokale musikere, som med klarinet og bouzouki giver yderligere flavour i et par sange - og åbner dem op. Dét vidner både om stor selvtillid, nysgerrighed og overskud – og så fungerer det. Folk med trang til nakkeryk og lange luftguitar-soloer får selvfølgelig lysten styret med den tunge bluesrock og glade rhythm'n'blues. Men tillægsgevinsterne gør for alvor kagen spiselig."

Albummet "Dust Bowl" er indspillet i henholdsvis Black Rock Studios i Santorini, Grækenland, Ben's Studio i Nashville, The Cave i Malibu og The Village i Los Angeles.


På det nye album skulle Bonamassa efter sigende have søgt tilbage til den mere bluesbaserede lyd, som man kender den fra hans første plader. Derudover vil albummet også indeholde en god del Nashville-sound i duetter med både Vince Gill og John Hiatt.

"Dust Bowl" udkommer d. 21. marts 2011.

Derudover kan Joe Bonamassa opleves live d. 26. april på Værket i Randers. Billetter koster 362 kr. og kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE