Nyhed

The Vaccines skriver sang om dansk fotomodel

London-bandet har nære relationer til Danmark, hvilket kommer til udtryk i gruppens repertoire

Da The Vaccines for nylig spillede deres første danske koncert i Lille Vega, var det ikke første gang, bandet stiftede bekendtskab med Danmark. Blandt gruppens sange finder man nemlig nummeret "Nørgaard", der handler om forsanger Justin Youngs crush på den danske model Amanda Nørgaard.

Desuden har gruppens bassist Árni Hjörvars boet i Danmark i en længere periode, og publikum kunne til koncerten i Lille Vega høre smagsprøver på hans evner inden for det danske sprog.

Nåede man ikke til koncerten i Lille Vega, gæster The Vaccines allerede Danmark igen den 12. juni, hvor de spiller på Northside Festival i Århus.

Her vil man helt sikkert også kunne høre smagsprøver på gruppens debut "What Did You Expect from The Vaccines?", der allerede er blevet rost af medier som NME, som blandt andet siger:

"The Vaccines gør det bedre, end noget andet ungt britisk band har gjort i årevis."

"What Did You Expect from the Vaccines?" er på gaden i Danmark den 21. marts og indeholder blandt andet sangen om Amanda Nørgaard, som man kan høre her.

ANNONCE