Death Valley Sleepers – fra elektronik til 60’er-rock

Death Valley Sleepers spillede i januar til upcoming-festiavlen "Vegas Udvalgte" og udgiver i dag sit selvbetitlede debutalbum. GAFFA mødte frontmand Tobias Winberg, en alsidig ung mand, der udover Death Valley Sleepers har været med til at grundlægge rockklubben Frankie Teardrop på Ideal bar i København og medvirket på et Grammy-nomineret jazzalbum. Det blev til en snak om elektroniske sidespring og sideprojekter - og om at finde tilbage til rødderne i 60'er-rocken.

I løbet af din musikalske karriere har du bevæget dig indenfor flere forskellige genrer, ligesom du også behersker flere forskellige instrumenter som guitar, bas, laptop, sitar og tambura (indisk drone-instrument, red). Hvordan startede det hele med dig og musikken?

Jeg startede som syv-årig med at gå til guitar. Senere begyndte jeg at spille musik i ungdomsskole-regi og overvejede at fortsætte på MGK (musikalsk grundkursus, red.), men jeg sprang fra, da det begyndte at blive for teoretisk med noder osv. Derefter begyndte jeg at arbejde med laptop og blev tilknyttet Flamingo Records (Jokerens pladeselskab, red.) som producer, hvor jeg arbejdede med at parre electronica beats med hiphop, i et forsøg på at udvide genren lidt. Da alle så begyndte at sidde med deres laptops og lave electronica, kørte jeg lidt død i det og fandt guitaren og rocken frem igen. Man kan sige, at jeg vendte det elektroniske sidespring ryggen og fandt tilbage til rødderne i rockmusikken.

Hvordan opstod Death Valley Sleepers?

Det med at lave electronica gjorde at jeg befandt mig i en producer-rolle, hvor jeg var afhængig af andres vokaler. Det blev ligesom en bremseklods for min egen udvikling, at jeg var afhængig af andre, og det var derfor, jeg begyndte at synge selv. I lang tid var det et énmandsprojekt, hvor jeg ikke havde nogen studie-udgifter og derfor kunne dele min musik gratis ud. På et tidspunkt blev jeg så blev valgt til "Soundvenue Selected", og da jeg efterfølgende skulle optræde ved et Soundvenue-arrangement, blev jeg nødt til at samle et live-band, hvilket jeg ikke ikke havde tænkt over før. Det var noget nyt for mig at skulle stå i front og synge, og det tog selvfølgelig noget tid for mig at finde frem til mit eget udtryk.

Du solgte for et års tid siden et Death Valley Sleepers-nummer til en reklame for det amerikanske bilmærke Chevrolet. Hvor meget har dét betydet for bandet? Og hvordan blev et sådant kommercielt træk modtaget på den københavnske undergrundsscene?

Det har betydet rigtig meget. Det hele startede med, at jeg via MySpace fik et publishing-bureau i Amsterdam, som jeg havde en del kontakt med, uden egentlig rigtigt at vide, hvad de ville med mig. Men så en dag ringede min A&R-mand pludselig og sagde, at et af mine numre var røget med i en pulje om at komme med i en reklame. Jeg blev løbende opdateret om, hvordan puljen blev mindre og mindre, og at jeg stadig var med, og da jeg så blev inviteret  ned til deres hovedkontor i Amsterdam, vidste jeg godt, at nu var der noget i gære. Så jeg blev fløjet derned og hentet i en bil med tonede ruder og sad så pludselig til møde med en masse reklamebosser.

Det var syret pludselig at sidde med alle de her folk og tale om et nummer, som man havde siddet en sen nattetime i en badekåbe på karlekammeret og syslet med. Sjovt nok var jeg ikke selv særlig begejstret for nummeret som blev udvalgt ("Left Me High", red.) og kan huske at vokalen var lavet, mens jeg både var forkølet og bagstiv.

Men musikken fik derefter en masse opmærksomhed, også i udlandet, og har afgjort været med til at bane vejen for pladen, fordi der pludselig var et budget. Der var delte meninger om brugen af min musik i en reklame i undergrunden, hvor nogen mente det var et knæfald for industrien. Men det var jeg ret ligeglad med, fordi min ambition rækker udover undergrundsscenen.

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.