Populærmusikforsker Henrik Marstal kommenterer spanske forskeres konklusion om nutidens popmusik
For en uge siden kunne vi på GAFFA.dk skrive, at spanske forskere har fastslået, at popmusik er blevet mindre varieret og mere støjende.
Et spansk forskerteam har analyseret 465.000 popsange, som er blevet indspillet mellem 1955-2010. Efter at have anvendt algoritmer til musikken fandt de spanske forskere frem til, at der kan spores "en øget homogenisering i den musikalske diskurs". Det vil sige, at kombinationen af anvendte toner og akkorder er blevet stadig mindre kompleks i perioden. Desuden har teamet også kunnet spore en udvikling frem mod mindre klanglig diversitet, sådan at flere og flere sange anvender færre og færre forskellige klangfarver, jo nyere de er.
Henrik Marstal, som blandt andet er musiker og forfatter, samt har en ph.d. i musikvidenskab, tager til genmæle over for denne undersøgelse på sin blog på Politiken.dk. Han sætter her spørgsmålstegn ved undersøgelsens generalisering af det anvendte materiale, som ikke konkretiserer kulturgeografiske tilhørsforhold.
"Er samtlige numre hentet fra en generel anglo-amerikansk musiksfære, eller er der også nationale repertoirer involveret? Svaret blæser i vinden, men spørgsmålet er selvfølgelig ikke uvæsentligt for undersøgelsens validitet, nu hvor megen national populærmusik direkte eller indirekte trækker på folkelige musiktraditioner eller nationale forestillinger, der er specifikke for den pågældende region," skriver han blandt andet.
Henrik Marstal stiller sig også kritisk over for et tilsyneladende ideologisk afsæt, som er knyttet til en traditionel, akademisk klassisk musikopfattelse. Det skaber ifølge ham nogle spørgsmål:
"For det første: Hvorfor har teamet anvendt netop melodik (de sungne melodier og temaer) og harmonik (akkordforløbene) som de parametre, undersøgelsen tager afsæt i, når pop, rock og electronica i udpræget grad åbenlyst har udfoldet sig inden for parametre som sound og rytme? Denne præmis diskuteres overhovedet ikke i artiklen".
"For det andet: Hvorfor har teamet fravalgt parametre, som måske ville fortælle en ganske anden historie angående graden af kompleksitet? Jeg tænker her på den tekstligt-semantiske kompleksitet (som var lav i tresserpoppens kærlighedssange, men høj i hip-hoppens ordrigdom eller i den nyere singersongwritermusiks ofte gådefulde tekstuniverser). Jeg tænker også på den stilistiske kompleksitet (som var lav i en række stilrene genrer frem til først i 1970'erne, men høj i 1990'ernes mange electronica-hybrider og hos et stort antal rocknavne i 00'erne)".
"Og for det tredje: Hvorfor opfattes kompleksitet i sig selv som et udtryk for kvalitet, sådan som det mellem linjerne fremgår af undersøgelsen? Musikhistorien har traditionelt betragtet kompleksitet som et kvalitetsparameter. Ikke mindst i perioden 1920-1960 voksede den nodebaserede musik i harmonisk, melodisk/tematisk og klanglig kompleksitet, samtidig med, at den blev mere og mere elitær i sin selvforståelse – i øvrigt med en stærkt dalende publikumsinteresse til følge".
Henrik Marstal konkluderer afslutningsvis, at den spanske undersøgelse kan risikere at bidrage til en træghed i den musikalske udvikling, som på sigt hverken er til gavn for musikere, musikbranchen eller lytterne.
