Vi bringer et kapitel fra Søren Gecklers bog "Breve fra Springsteeen-land", der udkommer 6. januar
6. januar udgiver forfatteren Søren Geckler bogen "Breve fra Springsteen-land". Søren Geckler har fulgt Springsteens turné i Amerika og Europa, og han har løbende gjort sig tanker om manden og musikken gennem sine breve til en ven. Med forfatterens tilladelse bringer vi her et kapitel fra bogen, der handler om Springsteens møde i 1975 med journalisten Jon Landau, der siden blev hans manager, og den efterfølgende retssag med Springsteens daværende pladeselskabschef Mike Appel:
Jeg har haft to Springsteen-koncerter med i min bil i et par måneder nu. Den første er fra den 5. februar 1975. Den kan findes på iTunes. Den anden er en bootleg fra den 19. september 1978. Begge blev sendt i radioen i sin tid.
Selv om der kun er tre et halvt år og to plader mellem de to optagelser, er det som at høre to forskellige bands. I starten af 1975 kan man godt høre, at Bandet består af nogle fremragende musikere, men det er, som om de blot spiller løs og nærmest bevæger sig i samtlige retninger på en gang. I september 1978 er Bandet ikke blot blevet til en enhed, en organisme, et band. Udtrykket er også gået fra det overstadige og livshengivne til det rå og mere målbevidst sammenbidte. Spilleglæden synes dog at være den samme, og man kan fornemme gennem sangerens til tider alvorlige, til tider pjankede opførsel mellem sangene, at han er som en fisk i vandet på den scene.
Det, der er sket imellem de to koncerter, er ikke blot tre et halvt år og to plader – eller hvad man kunne kalde større professionel erfaring. Naturligvis spiller det ind, men det formes under først en kunstnerisk kamp i studiet og siden et eksistentielt slagsmål i en retssal.
Springsteens to første plader havde mødt anmelderroser, men havde ikke solgt særlig godt uden for New Jersey, hvor de heller ikke havde solgt fremragende, og den tredje kunne derfor med stor sandsynlighed kun blive et af to: et gennembrud eller den sidste. Så der blev knoklet i studiet, og Springsteen drev alle ud på vanviddets rand i sin maniske søgen efter det udtryk, det ikke lykkedes at finde.
En aften møder han Jon Landau foran et spillested, hvor de skal give koncert. Han står og læser en anmeldelse af en af sine egne koncerter, og den er skrevet af Landau. Den indeholder sætninger som: "På en aften, hvor jeg havde brug for at føle mig ung, fik han mig til at føle det, som om jeg hørte musik for allerførste gang." Anmeldelsen hænger i et glasskab af en slags ved siden af indgangen som reklame.
Kan du lide det, spørger Landau. Det er udmærket, men han plejer at være bedre, siger Springsteen. Landau introducerer sig selv. Kort efter bliver han inviteret hjem til Springsteen, og de sidder til den lyse morgen og snakker om musik og "store spørgsmål". Siden bliver han inviteret med i studiet, for Springsteen kan godt bruge et nyt øre, og han stoler på Landau, der da også hjælper ham med at stramme "Thunder Road" op og får ham til at skære en underlig indledning af "Jungleland".
Jon Landau var ikke blot ualmindelig velbevandret i rock- og pophistorien. Han var også begavet og belæst, og selv om Springsteen vel nok var bedre begavet, var han holdt op efter et halvt år på college, da rektor havde talt med ham om, at mange af de andre studerende var bange for ham, fordi han så så underlig ud. I hans hjem så man fjernsyn, så hans dannelse var stort set udelukkende musikalsk. Nu fik han pludselig et menneske ind i sit liv, som kunne foreslå ham at se en bestemt film eller læse en bestemt bog.
Om Landau også foreslog ham at kigge nøjere på hans kontrakt står hen i det uvisse, men Springsteen har vel ladet en undrende kommentar falde om, hvordan så mange solgte plader kunne give så lidt indtjening, og måske er de sammen begyndt at kigge hans kontrakt igennem. Under alle omstændigheder havde Springsteen underskrevet en kontrakt med Mike Appel i foråret 1972. I starten af juni samme år underskriver CBS en aftale med Mike Appel om Springsteen.
I 1976 begynder det at gå op for Springsteen, hvad der står i kontrakten. Ikke blot modtager han kun en ganske lille procentdel af royalties for pladesalg og airplay, han ejer heller ikke sine egne sange: udgivelsesrettighederne til alle sange på hans tre første plader er ejet af Mike Appel.
Mike Appel har ikke gjort andet end at udforme en standardkontrakt for den tid – og han har på mange måder været en god manager for Springsteen. Han havde nærmest sparket dørene ind på Columbia Records og vredet armen rundt på John Hammond, som dog straks faldt for den springsteenske poesi, ligesom han tidligere var faldet for Billie Holiday, Bob Dylan, Leonard Cohen.
Mike Appel måtte af og til tage lån for at betale kaution eller hustrubidrag for bandmedlemmer eller for at betale roadierne, men han havde voldsom tiltro til Springsteen og hjalp, det bedste han kunne, med at fremme hans karriere. Hans intentioner var måske nogle gange bedre end udfaldet af hans arbejde. Således svor Springsteen efter at have åbnet for Chicago i Madison Square Garden, at han aldrig ville åbne for nogen mere. Og at Appel lækkede demobånd med "Born to Run"-singlen til radiostationer, et år før pladen udkom, skabte forventninger, som irriterede Springsteen. Da Born to Run var udkommet, skaffede Appel ham på forsiden af Time og Newsweek i samme uge – som den første nogensinde. Og han kunne have spillet stadionkoncerter og sågar spillet ved åbningen af OL i Montreal, hvis han havde ønsket det.
Men Springsteen ønskede noget andet, og efter Landau var dukket op, var de gledet mere og mere fra hinanden. I juli 1976 bryder uvejret løs, da Appel skriver til Springsteen, at han ikke kan lade Landau producere Springsteens kommende album. Springsteens svar er at fyre ham og sagsøge ham for svig, tillidsbrud og manglende udbetaling af royalties. Appel sender straks et søgsmål tilbage i hovedet på Springsteen med det formål at forbyde ham at indspille sammen med Landau. Midt i september giver dommeren Springsteen og bandet forbud mod at indspille, før retssagen er afsluttet.
Læs resten af kapitlet i GAFFAs artikelsektion.
Om forfatteren:
Søren Geckler (f. 1967) underviser til daglig i dansk og fysik på Fredericia Gymnasium og skriver af og til en kronik eller en artikel til en avis. Han har et fanatisk forhold til Springsteen, Dostojevskij og stor litteratur generelt. Tidligere har han udgivet en ganske usælgelig digtsamling, men betragter Breve fra Springsteen-land som sin egentlige debut.
