Vi har mødt Mette Lindberg fra den albumaktuelle gruppe, der netop har afsluttet en længere amerikansk turné
GAFFA mødte Mette Lindberg fra The Asteroids Galaxy Tour i Vancouver, gruppens sidste stop på deres tre måneder lange syd- og nordamerikanske tour. Det blev til en snak om gruppens inspiration i amerikanske film, deres netop overståede tour og deres nye album Out of Frequency, der udkommer i Danmark den 27. februar.
Den 31. januar udsendte The Asteroids Gagaxy Tour deres andet album Out of Frequency i Nordamerika, et album som først udkommer i Europa en måned senere. Inden aftenens koncert på The Venue i Vancouver var duoen, af den lokale avis The Georgia Straight, blevet udråbt til det næste store stjerneskud – et band, avisen spåede ville blive stort i løbet af 2012.
Det ser ud til at tingene er gået meget hurtigt for jer på det nordamerikanske kontinent, satser I mere på markedet her end på Europa?
Mette: Nej, det gør vi absolut ikke. Vi prøver at sprede udgivelsen lidt ud. Vi har haft en del promotion i Nordamerika gennem vores samarbejde med Heineken. (Nummeret "The Golden Age" (2009) har været brugt som underlægning til Heinekens tv-reklamer i Nordamerika, red.). Så der har været en masse fokus på os herovre, så det virkede mest logisk at udgive og turnere her inden Europa.
– Jeg ved ikke, om jeg synes, tingene er gået hurtigt for os. Der er jo fjerde gang, vi turnerer i USA. Dog er det første gang, vi har en stor tourbus og ikke bare bliver fragtet rundt i små biler. Denne gang oplever vi også, at vi for det meste ikke spiller for under 500 mennesker – ud over et par enkelte steder i midt-vesten, hvor fremmødet har været lidt mindre. Så går der lidt mere punkfest i den, og det gør jo heller ikke noget.
Den 27. februar udkommer The Asteroids Galaxy Tours' andet album, "Out of Frequency", i Danmark – hvad er forskellen på den udgivelse og debuten, "Fruit" (2009) – og hvor ligger inspirationen til jeres musik?
Mette: – På Fruit brugte vi nogle sange og ideer, vi havde liggende i forvejen. Denne gang er det et album, der er skrevet i studiet og på landevejen. Personligt lytter jeg til alt fra Kinks til PJ Harvey, Gorillaz, Stevie Wonder, The Rolling Stones osv. Dog vil jeg sige, at meget af inspirationen bag Out of Frequency ligger i det filmiske univers. Personligt er jeg meget inspireret af amerikanske gangsterserier og den ide om social overlevelse, de rummer. Eksempelvis handler nummeret "Cloak and Dagger" på den nye plade om en lejemorder – hvilket selvfølgelig ikke er mig, men en fiktiv rolle jeg påtager mig under nummeret.
De fleste kan vel lide øl
Når jeg lytter til jeres musik, tænker jeg tilbage på Philip Marlowe-serierne, Tommy guns og sorte biler. Stemningen i musikken giver mig en meget amerikansk vibe – måske jeres musik, kulturelt og historisk, passer bedre til det amerikanske marked end til det europæiske?
Mette: Vi er meget inspirerede af det, der er anderledes, det som man ikke selv er vokset op med. Dog ser jeg helhedsudtrykket i den nye udgivelse som romantisk, en rejse, man kan tage med på – hvilket jo er en universel ting. Jeg synes ikke, vores musik er mere tilegnet til det amerikanske marked end andre steder.
Men det ser jo ud til, at tingene lykkes for jer herovre?
Mette: Vi har jo været med i et par amerikanske reklamer, Vogue-dokumentaren "The September issue", Gossip Girl, CSI Miami, Chuck, American Idol etc. og senest som titelmelodi til en canadisk tv-serie (Insecurity, 2011, red.). Der er jo folk, der ser ned på det at have musik med i reklamer. I nogle kredse regnes det for at sælge ud og ikke være fint nok. At have været med i landsdækkende reklamer i USA har givet os exposure, som vi aldrig selv ville have haft råd til – Jeg mener, en reklame for Heineken, før os brugte de Jay-Z og Brad Pitt, det er ikke det dårligste selskab, og de fleste kan vel for helvede lide øl!
Tv-serier er jo efterhånden også et medie for sig selv, hvor musikken spiller en kæmperolle. Tag for eksempel "True Blood" (HBO), her er musikken jo en kæmpe del af hele stemningen og det filmiske udtryk – jeg synes, det er fedt at kunne bidrage med noget sådant.
Læs et længere interview i GAFFAs martsnummer, der er på gaden fredag den 2. marts.