”Post-Empire” er navnet på den nye single og fjerde album fra den koncertaktuelle californier
Den amerikanske sanger, sangskriver og komponist Will Stratton er nu klar med den første single fra det kommende album "Post-Empire", som udkommer den 20. marts.
Will Stratton er 24 år og kommer oprindeligt fra det nordlige Californien. Han begyndte som barn at spille på klaver, men det var guitaren der stjal hans opmærksomhed. Med guitaren på ryggen flyttede han til Brooklyn, hvor de fleste unge musikere, der kan gro et fuldskæg og spille guitar, bosætter sig.
I 2007 udgav han debutalbummet "What The Night Said", som han indspillede hen over sommeren efter sin dimission fra High School. På albummet gæster Sufjan Stevens på obo, og det modtog stor ros fra anmeldere og kritikere. Debutalbummet blev efterfulgt af "No Wonder" fra 2009 og "New Vanguard Blues" fra 2010, som Stratton selv udgav uden en pladekontrakt i ryggen.
Danske koncerter
Nu har pladeselskabet The Big Oil Recording Company imidlertid fundet frem til Stratton og besluttet at udgive det kommende album efter at have lyttet til hans arbejde.
I forbindelse med det fjerde album "Post-Empire" kommer Stratton på turné i Europa i april, hvor han giver koncert i Aalborg og København. Hvornår sangeren gæster Danmark og datoerne for den europæiske turné er dog endnu ikke offentliggjort.
Lyt til singlen "Post-Empire" via linket til SOUNDCLOUD og følg med udviklingen hos Wil Stratton på hans blog her.