Nyhed

Singlepik – første single fra Orgi-E

Den danske rapper springer ud som solokunstner og er nu klar med første single

Orgi-E, med det borgerlige navn Emil Simonsen, er til dagligt bedst kendt som den ene tredjedel af rap-gruppen Suspekt. Han har nu givet sig i kast med sit eget soloprojekt. Det kommende debutalbum hedder "Klamfyr", og den første single har fået den meget sigende titel "Singlepik".

Der hersker musikalsk legesyge på det nyeste nummer, som er en tribut til livet som ung, fri og single.

"Nummeret er den ultimative hyldest til det at være single – jeg blev skilt for cirka et halvt år siden og har derefter oplevet, hvor fedt det også kan være bare at være sig selv - og være glad for det!", forklarer Orgi-E selv om nummeret.


Rapperen dannede i 1997 gruppen Suspekt sammen med Bai-D og Rune Rask. De udgav deres første album i 1999, og tabu-kongerne har siden da været et varmt navn inden for den danske hiphop scene.

Senest blev det i 2011 til det anmelderroste album "Elektra", som også i GAFFA høstede fem stjerner med blandt andet følgende ord fra Maria Therese Seefeldt Stæhr: "Musikken er mere symfonisk og storladen end nogensinde – men ikke mere, end den kan bære. Samtidig er albummets 12 numre langtfra ens, så lytteren hives gennem minimalistisk electro, orkestrale passager (indspillet i Prag sammen med Czech Film Orchestra) og dunkende drum'n'bass – for bare at nævne lidt. Med Emil og Andreas' karakteristiske vokaler som gennemgående element er musikken perfektionistisk gennemarbejdet, detaljeret og finurlig – rytmisk som melodisk."

Orgi-E har med sit soloprojekt bevæget sig væk fra de melankolske undertoner, vi normalt kender fra Suspekts numre. Men han lægger stadig ikke fingre imellem, når det kommer til teksterne.


"Jeg har længe lavet numre på sidelinjen, som skilte sig ud fra Suspekts univers og synes at der efterhånden har samlet sig så meget godt materiale, at det ville være dumt ikke at udgive det" siger Orgi-E om sit kommende album, som er på gaden den 17. september.

Hør den første single og se videoen her.

ANNONCE