David Lindley: Når det hele er noget lort, går mennesker nye veje

Efter sidste uges koncert i Amager Bio med det amerikanske guitarikon David Lindley blev en lille fanskare stående tilbage foran scenen.

Da resten af publikum så småt havde forladt salen, trådte manden med de kilometerlange bakkenbarter og det lange, fedtede hår frem bag scenetæppet. I øjenkontakt med de fremmødte satte David Lindley sig på scenekanten og fortalte om alle sine eksotiske instrumenter. Han havde sågar overskud til at spille et lille ekstranummer på sin tyrkiske banjo, imens arrangørerne pakkede sammen.

Efter den lille seance fangede jeg ham bag scenen over en kold Tuborg til en snak om, hvorfor han ikke længere bruger energien på at indspille med de store kanoner, og hvordan han ser på nutidens musik.

Du har spillet sammen med mange store navne inden for rockmusikken, lige fra Leonard Cohen til Bob Dylan, Ry Cooder og Jackson Browne. De seneste år har du dog relanceret dig selv i et nyt, akustisk soloformat. Hvorfor det?

– Jeg har ofte været kendt som studiemusiker for andre musikere, og på et tidspunkt kommer du til et punkt i dit liv, hvor du for alvor har behov for at definere dig selv. Det skete for nogle år siden, da jeg fik en meget alvorlig sygdom. Jeg var i den periode nødt til at tage steroider som medicin, og jeg kom ind i en helt anden verden, hvor jeg så mig selv udefra og begyndte at spille på en ny måde. Jeg sad pludselig og spillede 100 år gamle bluesharmonier på min slideguitar og en masse andre syrede ting, som jeg ikke vidste, jeg kunne. Det har jeg forsøgt at tage med ind i min musik i dag.     

Hvad er det helt nøjagtigt, du kan med din musik, når du optræder solo med dine strengeinstrumenter fra alle verdenshjørner?

– Jeg har brugt det meste af min karriere på at spille elektrisk guitar i forskellige bands, og det har jeg elsket. Nu forsøger jeg at tage en masse anderledes genrer med ind på scenen, alt lige fra græsk musik til egyptisk musik, og fra spansk musik til New Orleans-blues. Alle disse musikformer har mange ligheder, og det forsøger jeg at vise, når jeg optræder alene. Musik kan nemlig fortælle os, at der er mange fællestræk på tværs af landegrænser.    

At sammenføre forskellige kulturer gennem musik har vel altid været et ideal i din generation?
– Jo, det kan du sige. I mit gamle band Kaleidoscope i tresserne var det også vores hensigt at forene verdensmusikken med populærmusikken. Forskellen er nu, at når jeg sidder alene på scenen, så er udtrykket mere rent. Interaktionen med publikum er anderledes, og budskabet siver ind på en anden måde.

Du talte før om bluesmusik, og især folk- og bluesrock er igen blevet meget populært i løbet af de sidste par år. Hvorfor tror du det?

– Jeg tror, det hænger sammen med politiske holdninger. Ungdommen har altid til en vis grad været i opposition til det bestående samfund med banker og politikere, der styrer verdensøkonomien i sænk. Når det hele er noget lort, så går mennesker nye veje. De ting, som min generation så i den slags musik, er de samme, som den yngre generation nu ser. Man kan sige, at når folk har det svært, synger de "The Blues".

Når musik bliver for sødt, kommer nye strømninger på banen

Når du siger "The Blues", er det så – ud over at være en sindstilstand – hele genren i dens brede format?

– Bluesmusikken dækker over mange ting: det er den genre, som lidt firkantet sagt har dannet fundament for størrelser som rock, jazz, soul, r'n'b, hiphop og sågar heavy metal. Sidstnævnte er et godt eksempel på, at når musik bliver for sødt, så kommer der nye strømninger på banen, som bryder landskabet op og sparker til det bestående. Det er dét, heavy metal gør, og derfor er det også blevet så populært igen. Det samme skete ved hiphop i 80' erne og 90'erne. Det var en modreaktion på den pæne Motown-musik.

Ser vi de samme tendenser i nutidens "indiemusik", som ofte er den paraply, de moderne folkbands betegnes under?

– Det er jeg overbevist om. Jeg tror generelt, at de nuværende indie- og rockbands er trætte af at høre på dårlig popmusik og snakken om den elendige verdensøkonomi. Derfor er de gamle toner atter blevet fundet frem fra lp-skufferne, og genrer som blues- og folkmusik er blomstret op igen.

Du repræsenterer i høj grad selv bluesgenren. I hvor høj grad har ungdommens fokus på din type musik inspireret dig?

– Et godt eksempel er Ben Harper, som spurgte mig, om jeg ville spille slideguitar på albummet "Both Sides of The Gun" fra 2006. Hans musik har rødder tilbage i blues- og gospelmusikken fra New Orleans, og når man oplever den måde, han formår at forene det nye og det gamle på, er det en stor inspiration for en musiker som mig. Så du kan vel godt sige, at den nuværende generations syn på de gamle genrer har givet mig fornyet inspiration, for mange unge lytter til den musik, jeg lavede med Ben.

Du har fortalt, at genopblomstringen af de gamle musikdyder har inspireret dig. Men hvilken musiker har været din største inspirationskilde?

– Det må være Warren Zevon, som indtil sin død i 2003 var min bedste ven. Der er en magi over den måde, han spiller guitar og skriver sange på. I amerikanske musikmiljøer er han en af de mest anerkendte musikere, men han har aldrig fået den brede internationale anerkendelse, hans talent fortjener. Hver gang jeg spiller en Warron Zevon-sang på scenen, rammer det dybt i mig.

Warren Zevons musikalske profil og livsforløb lyder jo til dels som et spejl af dig selv. Er det også dét, der rører ved nogle følelser i dig?

– Måske, du har fat i noget.