Sangeren forsvarer teksten og fortæller, den er lavet med “respekt for kvinder”
I ren amerikanisering har Robin Thicke nu været ude at forklare sin - lettere kontroversielle - tekst til sit giganthit "Blurred Lines". Ifølge Thicke selv er nummeret en "feminist-frigørende bevægelse i sig selv."
Det var i hvert fald ordene, han brugte under en optræden i det amerikanske "The Today Show", hvor Thicke blev adspurgt omkring teksten, som kritikere ellers har kaldet for sexistisk. Lad os lige slå det fast: amerikanske kritikere.
Thicke forklarede tydeligt, at hans nummer var respektfuldt ment, og at "Blurred Lines" udelukkende var skabt for at provokere en debat mellem mænd og kvinders forhold:
"Da vi lavede denne her sang, så havde vi kun den højeste respekt mod kvinder i vores tanker - ikke mindst min kone. Jeg har været med den samme kvinde, siden jeg var teenager", fortalte han. Og fortsatte:
"Vi prøvede bare at lave en sjov sang, og nogle gange kan teksten blive misforstået, især når man bare prøver at få folk ud på dansegulvet, og de skal have det sjovt. Vi havde ingen idé om, at det ville skabe så meget debat. Vi havde kun de bedste intentioner."
Bare for en god ordens skyld: "Blurred Lines" er én af de bedst solgte singler i britisk historie gennem de sidste 60 år - og ikke mindst i USA, hvor den endnu engang ligger nummer et - og befinder sig på toplisten for 14. uge i træk.