Den danske sangerinde og sangskriver fortæller om sit andet album "I Come Undone", der netop er udkommet
Den aarhusianske sangerinde og sangskriver Maria Timm har netop udsendt sit andet album, "I Come Undone", opfølgeren til den fire år gamle debut "The Plan".
I 2007 startede Maria Timm – efter nogle år som bassist og korsanger i The Broken Beats og Marybell Katastrophy – et band under eget navn, og i oktober 2008 blev førstesinglen "Dirty Place" Ugens Uundgåelige på P3, og hun blev ligeledes nomineret til "Årets Talent" ved P3 Guld. Debutalbummet "The Plan" blev udgivet i 2009 og fik gode anmeldelser med på vejen. Blandt andet fire stjerner af GAFFAs anmelder under overskriften "Marybell Katastrophy-bassist springer ud som intelligent poptøs". Singlen "To The Top Up Up" blev også et pænt radiohit.
På trods af debutalbummets succes har Maria de sidste to-tre år hovedsageligt spillet andres musik som hyret bassist, korsanger og/eller guitarist. Ved siden af dette indspillede hun sange og troede derfor, at hun var i gang med sit næste album, men inden sangene blev rigtigt klar, stod Maria Timm pludselig uden penge, manager, booker og pladeselskab. Derfor besluttede hun at skrotte de nye sange og starte på en frisk.
"Det var aldrig min plan, at der skulle gå så lang tid, inden jeg var klar med et nyt album, men vejen er kringlet, uforudsigelig og fuld af forhindringer, både de indre og de ydre. Derfor er det en stor forløsning for mig endelig at stå her, bare stå her, lige et øjeblik og dvæle ved tanken om, at jeg gjorde det."
Resultatet ifølge Maria Timms nye pladeselskab Target blevet et alvorligt og personligt, men også opfindsomt og energisk album. Maria Timm fortæller selv:
"Overordnet handler mit nye album om en svær periode i mit liv, hvor jeg tog nogle dårlige valg, og min egen selvopfattelse blev fordrejet. Jeg endte med at hade mig selv og mente, jeg var et dårligt menneske. Med tiden og igennem sangskrivningen fik jeg øje på, at jeg kun er et menneske, og alle fejler nu og da og sårer andre og sig selv. Det har været lidt af en renselsesproces, og jeg står nu på den anden side og føler mig forløst."
"I Come Undone" sang for sang
Maria Timm fortæller her om "I Come Undone", sang for sang:
SITTING FAR AWAY
Handler om at føle sig så afskåret fra resten af verden, at man føler, man ikke er sit eget centrum længere. Man sidder udenfor og kigger på.
WE BELIEVE
Reflekterer over, hvad det er, vi efterlader til andre, når vi en dag ikke er her længere. Sangen er også skrevet i forbindelse med, at jeg mistede et kært familiemedlem.
TO CATCH AN OCEAN
Handler om, hvordan man ikke tvivler på sig selv, når alt bare kører derudad, karrieremæssigt især. Man tænker: "Ligegyldigt hvor jeg ender, så ved jeg, at jeg kan det her. Jeg tror på mig selv og behøver aldrig at tvivle igen." Så pludselig en dag sidder man og har det ad helvede til i karrieren, og så virker de sætninger slet ikke alligevel… man er på en eller anden måde altid udsat, fordi man ikke er ene om at styre sit liv.
COME UNDONE
Teksten handler om længsel og kærlighed…
VISION AND SIGHT
Handler om at tage tyren ved hornene og gøre noget ved det, der ikke fungerer i ens liv og opdage de kræfter og den energi, der dukker op, når man gør noget ved det.
A WRONG
Handler om ikke at kunne tilgive sig selv, fordi man har gjort en, man elsker uret, men også at finde vejen tilbage og acceptere, at man ikke kan leve et helt liv uden at fejle, og på et tidspunkt må det også handle om at komme videre.
SASHA
Handler om ulige kærlighed imellem venner. Den ene vil mere, den anden vil ikke, og så går det hele galt, når man prøver at mødes på midten, men man ønsker hinanden det bedste, selvom man ikke kan indfri hinandens ønsker...
VIEW FROM A HOUSE
En lille historie om en kvinde, der kan ødelægge hele sit hjem ved tankens kraft. I løbet af sangen står hun i midten af sit hus og får det hele til at eksplodere, ser hvordan det ramler sammen om ørerne på hende, alt imens hun ønsker, at hun kunne gøre det anderledes!
UP THE SKIRT
Handler om, at gribe mændene om deres nosser og kræve sin plads, som "nosseløs" individ i denne verden! -en snak, dem med nosser ikke er særlig glad for at tage, men ikke desto mindre noget, der fylder i mit liv og karriere, so there..!
PARALYZED
Handler om at miste kontakten til sine venner, fordi man lukker sig inde i et lille tilrøget rum og gror fast.
MY LEADER
En observation og tanke om verdens ledere, fortidige og nutidige...
BETTER DAYS
Handler om penge – ikke at have dem, gerne at ville have dem, irritation over at skulle skaffe dem og frustration over ikke at kunne skaffe dem!
Læs anmeldelsen af "I Come Undone" i GAFFAs anmeldelsessektion.