Nyhed

Ukendt Under Andet Navn giver koncerter

Henrik Olesen med en fortid i Olesen-Olesen spiller live med sit nye band i Aarhus og København

Sangeren, sangskriveren og guitaristen Henrik Olesen har en fortid som guitarist og komponist i den hedengangne brødreduo Olesen-Olesen, hvis andet medlem, sanger og tekstforfatter Peter H. Olesen i denne uge er aktuel med sit andet album med sit "nye" band, De Efterladte. Et album, der har fået hele seks stjerner af GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen.

Henrik Olesen er nu aktiv med sit nye projekt Ukendt Under Andet Navn, som i oktober giver to koncerter i henholdsvis Aarhus og København.

Ukendt Under Andet Navn udsendte i 2010 en selvbetitlet ep og i 2012 et minialbum, "Ekskursion". Henrik Olesen er her i efteråret i gang med de sidste indspilninger af sange til det første rigtige Ukendt Under Andet Navn-album. Albummet udkommer i det tidlige forår 2014. Medvirkende musikere på albummet bliver blandt andre producer og musiker Troels Bech (blandt andre The Poets og Marie-Louise Munck), violinist Nils Gröndahl (Under Byen og solist i eget navn) samt sangerinden Solveig Sandnes (Er De Sjældne). Disse folk bakker Henrik Olesen op ved Ukendt Under Andet Navns koncerter i oktober:


HeadQuarters, Aarhus - onsdag den 2. oktober klokken 21.00
Københavns Hovedbibliotek, København - torsdag den 31. oktober klokken 17.00

Ud over nye og gamle Ukendt Under Andet navn-sange vil man til koncerterne kunne høre versioner af udvalgte Olesen-Olesen-numre. Henrik Olesen har som nævnt en fortid i Olesen-Olesen, og ud over sine soloaktiviteter arbejder han også med Solveig Sandnes og medvirker på dennes og tekstforfatter Lone Hørslevs kommende Er De Sjældne-album.

Ved koncerten i Aarhus kan du også opleve sangeren og sangskriveren Thomas Thomsen, der i perioden 2002-2006 udsendte tre roste album med gruppen Pluto og i 2012 udgav sit første soloalbum, det ligeledes velanmeldte "Alt det jeg troede, du bedst ku' li'."


ANNONCE