Arctic Monkeys – Rappe fyre i L.A.

– Ja, de siger jo ikke så meget, lyder det fra Arctic Monkeys' lokale presseansvarlige, efter GAFFA har fået sig en snak med Alex Turner og trommeslager Matt Helders. Begge har været til frisøren og fået sig en rockabilly-overhaling, og selvom bandet da også er rejst i selvvalgt eksil i forjættede Los Angeles, emmer accenten stadig af fødebyen Sheffield og de to herrer af tilbagelænet britisk coolness, mens der nonchalant ryges smøger en masse og klimpres på guitarer under interviewet. Og ja, de to herrer kan være lidt knappe i replikken, men de er venligheden selv, og har nu bestemt også noget på hjerte. Særligt, når snakken falder på det nye album. GAFFA har mødt halvdelen af Arctic Monkeys i anledning af kvartettens femte album i løbet af kun syv år. Men lad os starte i den nye hjemby, og høre hvordan L.A. er i forhold til Sheffield.

– Det er præcis det samme, lyder det tørt fra Alex, der kigger op fra guitaren med et løftet øjenbryn, før et diskret smil dirrer i hans venstre mundvig.

– Ej, det er virkelig skægt at bo der. Det er virkelig fedt. Man kan køre på motorcykel hver eneste dag…

Matt: – …Og have shorts på hele tiden.

Alex: – Ja, men ikke mens man kører på motorcykel. Nej, det er virkelig cool at være flyttet dertil. Vi har haft et lille studie, der har været vores hovedkvarter i arbejdet med den nye plade.

Bliver I genkendt på gaden der, eller kan I gå helt anonyme rundt?

– Vi er helt og aldeles anonyme der, fortæller Alex og tilføjer, at når det kommer til berømtheder, har Englenes By så absolut større fisk at byde på end fire blege Sheffield-knægte, der spiller rock 'n' roll.

Beats, riffs og moderne melodier
På den nye plade har bandet trådt et skridt tilbage fra stenerrocken, og de mere humoristiske tekster med udgangspunkt i fester og piger er tilbage i fokus. Hvad lyden angår, har bandet dog ifølge dem selv ramt nyt territorium.

 Alex: – Ja, der er altid en lille joke eller to i sangene, det er rigtigt. Jeg synes selv, det er den mest originale plade, vi har lavet. Vi har ramt en helt ny lyd.

I forbindelse med "Suck It And See" udtalte du, Alex, at du var inspireret af country-tekster. Er der nogle elementer fra bestemte genrer, der har inspireret dig i særlig grad på "AM"?

– Ja, det er der helt bestemt. Der er mange forskellige genrer, jeg har taget afsæt i, i de nye sange, men jeg har ikke lyttet til særlig meget country på det sidste. På den forrige plade var stort set alle sangene også skrevet på akustisk guitar – sådan singer-songwriter-agtigt. Det er bestemt ikke tilfældet på den nye. Nu er vi tilbage til beats og riffs, griner Alex og indskyder, at en god gammeldags firespors-båndoptager har spillet en væsentlig rolle i skabelsesprocessen, og at bandet denne gang har forsøgt at skrive mere "moderne melodier".

Alex: – Da vi udgav singlen "R U Mine?", fik vi så god respons på den, at vi besluttede os for, at den skulle danne skole for resten af pladen.

Hvad mener du, når du siger "moderne melodier"?

Alex: – Årh shit, ja hvad mener jeg egentlig med det? Det er altid noget pis, når man skal til at tænke over sine egne udtalelser på den måde… Jeg ved det faktisk ikke – bare, at det i hvert fald ikke er retro. Skal vi ikke sige det sådan, haha! Men når det så er sagt, er der nu en snert af 70'er-rock i lyden på albummet.

Matt: – Ja, det vil man kunne høre på trommerne og i groovet. Også i forhold til tempoet på pladen.

Alex: – Men melodierne er 100 procent 2013! Nærmest futuristisk. Det har virkelig også taget os fucking lang tid at lave denne her plade.

Black Sabbath og sange til soveværelset
Nu hvor bandet selv bringer 70'er-rocken på banen, er det jo en velkendt sag, at de er store Black Sabbath-fans, og Matt Helders er ofte spottet i en Sabbath-T-shirt. Men hvad synes de så om seneste comeback-udspil fra de aldrende idoler, "13"?

Alex: – Ja, vi hørte den faktisk lige før, du kom. Den er virkelig fed!

Matt: – Jeg købte den med det samme, den kom ud, og jeg er også meget begejstret.

Alex: – Der var sikkert mange, der rynkede på næsen, da de hørte, der ville komme en ny Sabbath-plade, men jeg synes virkelig, de leverer varen. Det lyder stadig som dem.

Matt: – Ja, det er meget fedt, de ikke har kastet sig ud i at lave dubstep eller sådan noget.

Alex: – Gud ja, det ville have været forfærdeligt!

Hvordan lytter I til musik?

Alex: – Det afhænger lidt af musikken. Jeg kan godt finde på at købe en Jay-Z-sang på min telefon, men hvis det et Leon Russell-album, køber jeg den fysiske plade. Det kommer an på, hvad man gerne vil holde i hænderne. Noget musik er til bilen, andet er til …soveværelset.

Nu bliver jeg nysgerrig. Hvilke sange er til soveværelset?

Alex: – Årh shit, det må du ikke spørge om. Lad os sige køkkenet i stedet for, haha! Det er meget mindre interessant for folk.


10 års jubilæum
Da Arctic Monkeys udgav "Whatever People Say I Am, That's What I'm Not" i 2006 var drengene nærmest sensationelt unge, men meget vand er løbet under abegrotten siden da, og banden kunne for nylig fejre, at det var 10 år siden, de havde spillet deres første koncert sammen.

Matt: – I sidste uge var det 10 år siden, vi spillede vores første koncert, og det har da fået os til at reflektere over den tid, der er gået. Den koncert føles større end mange af de koncerter, vi spiller i dag på store steder. Jeg kan stadig huske, hvor spændt jeg var, selvom vi vist allerede spillede klokken seks om aftenen. Det føltes, som om vi skulle spille på Glastonbury, haha!

Føler I jer 10 år ældre?

Alex: – På visse punkter kan man godt mærke, der er gået 10 år, og jeg kan da godt mærke, at jeg har ændret mig, og at der er meget mere ansvar i livet nu, men i forhold til os fire i bandet er vi stadig bare en gruppe venner, der laver musik og har det sjovt med det.

Hvad har så været nogle af de vildeste oplevelser, I har haft i løbet af de sidste 10 år?   

Alex: – Da vi spillede til OL sidste år var ret sindssygt. Det bliver ikke meget større end det, du ved.

Efter OL-koncerten havde I et hit med en cover-version af Beatles' "Come Together". Hvordan var det at have et hit med en sang, der ikke var jeres egen?

Alex: – Ja, det var sgu ret skørt, men hvad der var endnu mere skørt var, at Paul McCartney faktisk stod og ventede i kanten af scenen, mens vi spillede "Come Together" til koncerten. Så der var en del pres på os – særligt på Nick (O'Malley, red.), der skulle spille bas-delen, han svedte lidt inden, haha!

Talte I med ham bagefter?

Alex: – Nej, men Nick mødte han på Coachella i år, hvor de fik en snak, og han sagde at vores optræden – og Nicks basspil – var godkendt.

Matt: – Ja, og Ringo Starr tweetede efter koncerten, at han syntes, det var fedt. Så vi har 50 procents godkendelse fra The Beatles, heh!

Ørken-feber
Albummet er delvis optaget i Mojave-ørkenen ved Joshua Tree. Det er ikke første gang, I indspiller under så varme og tørre forhold. Hvad er det med jer og ørkenen?  

Matt: – Jeg tror, at alle, der har været i den ørken, har lyst til at vende tilbage.

Alex: – Ja, vi startede der for at få lidt ørken-smag ind i lyden.

Hvad er det, der får jer til at vende tilbage? Det må jo være vanvittigt varmt.

Matt: – Ja, varmen kan være hård, men det er ikke så meget det. Det er mere den helt særlige atmosfære og stemning, der er i ørkenen.

Alex: – Når man er i ørkenen, kan mulighederne synes uendelige, og det er vanvittigt fedt. Mens vi var der, var vi stadig ved at finde ud af, hvilken form, albummet skulle tage, og hvis det havde været et måltid, vi var ved at forberede, var vores tid i ørkenen at sammenligne med at brune hvidløgene, før resten af ingredienserne kommer i, hvis du forstår, hvad jeg mener.

Har ørkenen haft noget at sige i forhold til teksterne?

Alex: – Nej, det har mere været de sædvanlige dagligdags-ting som piger og fester. Især fester, faktisk. Det er lidt af en party-plade, denne her.

Får I selv festet en del for tiden?

Alex: – Ikke så meget, som vi burde.

Matt: – Nej, det må vi se at få gang i igen. Hvis vi altså kan huske, hvordan man gør.

Når I så fester, er det så på samme måde som for 10 år siden?

Matt: – Nej, det bliver bedre og bedre.

Alex: – Ja. Der er ligheder og forskelle i måden at feste på, men hvis man lytter til de nye sange, vil man opdage, at emnerne ligger ret tæt op ad dem, jeg sang om på den første plade. Så man kan vel godt sige, at cirklen er sluttet. Jeg er tilbage i "The chip shop".

Chip shop rock:
Når Alex Turner siger, han er tilbage i "the chip shop", refereres der til det engelske musik-begreb "chip shop rock", som opstod i kølvandet på Arctic Monkeys' succes, hvor pladeselskaber skabte arbejderklassebands, der spillede samme type rock 'n' roll. Visse af disse bands har brugt falsk arbejderklasse-dialekt og lod som om, de kom fra mindre byer for at fremstå som "bands af folket" og teksterne er ofte generaliseringer af dagligdags hændelser. Chip shops er i Storbritannien kendte for at forhandle billig fast food i byerne og er blevet synonym med britisk arbejderklassekultur. Det mest markante chip shop rock-band er Little Man Tate, men også Milburn, The Holloways og Glasvegas har fået vedhæftet betegnelsen.