Jens Unmack om Islamisk Stat, Dansk Folkeparti og Pink Floyd

Ebola

– Når der rapporteres ebola lige nu, forbindes spredning hurtigt med afrikansk fattigdom og dårlig hygiejneomgang, helt som tilfældet var for år tilbage, dengang aids eksploderede i Afrika. Sådan kan sygdommen ubevidst og let gøres til afrikanernes eget problem, som der mest fokuseres på i forbindelse med, om den nu vil blive eksporteret til os. Og frygten stortrives i de mange reportager om mulige udbrud i Europa og USA. Men er der ikke større håndgribelige problemer hos os, vi burde frygte mere? Mon ikke f.eks. den åndelige ebola, der fra nationalt tv spredes massivt i disse år via en lavine af hjerteløse bolig- og madprogrammer, håbløse talentkonkurrencer, samt tarvelige Dirch Passer-film fra 1961, ultimativt kommer til at kræve langt flere danske ofre? Jeg tror det. 

Halshugninger

– Staten Texas har en hjemmeside, hvor man kan følge med i, hvem der sidder på dødsgangen, hvad de har bedrevet for at ende der, og hvornår de skal væk herfra. Efter henrettelsen er blevet eksekveret, kommer så en opdatering om staklens sidste ord til protokol. Der var en dødsfange for et par år siden, som nærmest rock'n'roll-agtigt, da han blev bedt om at ytre sig før sin henrettelse, sagde noget i retning af: "Take me away. I don't want to wait any longer. As a good American once said: Let it roll...".

– Vildt med den slags gung-ho, der selvfølgelig er langt mere naturligt i USA, en nation der står forankret i sin egen dødskultur. Fra folkedrab på indianere, borgerkrig, western-mytologi, to verdenskrige, Vietnam, blodige gangsteropgør samt mordene i nyere tid på især John F. Kennedy, Martin Luther King og Sharon Tate, er USA indhyllet i en ultravoldelig historie, der også står i harmoni med den dødsstraf, der stadig ikke er afskaffet i over 30 stater. At Islamisk Stat nu halshugger sine gidsler, burde ikke være så fremmed en tanke for en nation, der selv vælger den moralske lavgrund, det er at tage et menneskeliv. 

Efterår  

– Efterår er tiden til at citere Søren Ulrik Thomsen:

Snart maser nattens gletcher

parkerne tomme -

kroppene drejer mod kulden

spredes i gadernes væv

forsvinder i lygternes faldende hvidt;

genkender ikke hinanden 

i lukket november

Kærlighed Og Straf

– Jeg husker da vi startede i Love Shop. Vores første plader blev lavet, når Hilmer (Hassig, red.) havde pause fra sine mange musikalske forpligtelser på det tidspunkt. Og meget af tiden brugte vi så endda på alt muligt andet end at lave musik sammen. Vi havde en snapseklub, hvor vi delte en flaske snaps, inden vi gik i byen sammen, hvilket helt sikkert har gjort os uimodståeligt veltalende. Men sådan er det ikke mere. Når Love Shop nu er samlet, er det som oftest i dagtimer og næsten altid for at arbejde. Kærlighed Og Straf er blevet til over det sidste års tid. Jeg spillede en række skitser for Mikkel Damgaard (Love Shop-producer og -keyboardspiller, red.) i december sidste år, og han havde også nogle, jeg skulle høre. Vi udvalgte en grundpulje af sang-skeletter, som han gik i gang med at lave forproduktion på. Jeg holdt mig for mig selv – i Kreuzberg og på Frederiksberg – og gik løs på kommende sangord.

– Jeg arbejdede på at komme derhen, hvor sangene forlader enhver rationel intention og får deres helt egen identitet, så at sige bliver deres egne fortællinger. De sidste tre-fire år har været ret turbulente, og uden at måtte blive for dagbogs-en-til-en-fortællende skulle de nye sange gerne ramme de levende billeder og overskrifter, der står i mig fra den tid. Så det er blevet til en række vel egentlig ret heftige sange om tilværelsen, som den kan tage sig ud i de pressede situationer, de fleste af os på et tidspunkt vil ramme hovedkuls ind i som voksne. Vi indspillede grundbånd med bas/trommer  i NV omkring start-april, og siden har Mikkel og jeg haft tryk på samtlige kedler for at nå deadline, så Kærlighed Og Straf kunne nå at udkomme i år. 

Efter miks var afsluttet, kørte jeg alene rundt en lørdag eftermiddag ude på Amager og hørte de 11 nye sange i min bil. Det var sgu stort endelig at kunne træde et skridt tilbage og høre helhed i det, man har været inde i og arbejde så tæt med i lang tid. Solen strålede, nye sange var i bevægelse og motoren spandt. Alt var godt.

Lars H.U.G. udgiver nyt

– Dengang for længe siden, da Lars Hug lavede danske plader, var en meget stor del af hans musiks kvalitet, at den altid åbnede døren til fremtiden. Den lød ligesom af…i morgen. Det må være en svær, svær opgave for ham nu at komme tilbage og kunne det igen. Men kan han klare den selvskabte forhindring, så laver han nok minimum årets næstbedste album i DK. (Interviewet er lavet før udgivelsen af H.U.G's nye album Ti Sekunders Stilhed, red.) En hurtig personlig top-fem over de albums Lars Hug synger for på? Naturligvis: 1. Supertanker (Kliché) 2. City Slang 3. Kysser Himlen Farvel 4. Okay Okay Boys (Kliche) 5. Kopy. Alle givende plader af tårnhøj kvalitet, der bør stå i enhver pladesamling.

Twin Peaks vender tilbage

– En heftig 90'er-revival var vel i kortene, nu 80'erne har taget så mange æresrunder de senere år. Twin Peaks og Love Shop debuterede næsten samtidig, i foråret 1990. Var meget hooked på Lynch's tv-univers dengang. Vil det ske igen? Ved ikke. Bortset fra lige Mad Men har jeg det svært med serier. De kræver for meget tid.

Morrissey har kræft

– Jeg ønsker, nogen ville konfiskere de enorme summer af penge, vi årligt er med til at brænde op på nytteløse krige ude i verden, og i stedet bruge dem på kræftforskning. Tænk om vi kunne blive lige så dygtige til at kurere den sygdom, som vi er til at sprede konflikt og ødelæggelse.

Folk sagsøger Red Bull, fordi det ikke "giver vinger", som reklamen lover

– I 90'erne var det endnu helt almindeligt at ryge i biler. I Love Shop-tourbussen sad jeg som ikke-ryger altid bagerst sammen med de to rygere Henrik (Hall, red.) og Hilmer (Hassig, red.). Og det var ikke få cigaretter, de skulle ryge, når vi kørte. Så jeg kom op med modsvaret, på strategiske tidspunkter at åbne en energidrik og en pose ostepops samtidig. Den kombi gav en stank som en læk fra en kemikaliefabrik. Så kunne rygerne lære det.

Ny ministerrokade

– "White riot, I wanna riot, white riot, a riot of my own", synger The Clash, der ikke troede på politikeres frelsende hånd. Det gør jeg heller ikke. Idealisme og politik er svært forenelige størrelser. "He who fucks the nuns will later join the church", som det meget apropos siges i en anden The Clash-sang. Husker, da jeg var dreng, og min onkel, en god mand, der var minister i et par omgange, kom på gennemrejse-besøg ovre hos os i Dollerup Bakker i sin flyder af en Citroen-ministerbil. Hans chaufør fik lov at sidde med ved bordet, når vi spiste. Ja, det var jo ikke en borgerlig upstairs/downstairs-regering, min onkel repræsenterede.   

Halloween

– Alle danske legetøjsbutikkers store triumf, at det er lykkedes med indførelsen af det amerikanske Haloween-koncept, så der nu er fastelavn hele to gange om året. Betyder, at alle vi ikke-perfekte forældre, der aldrig lige fandt overskud aftenen før til at skabe en rumdragt eller noget, må styrte ud i sidste øjeblik og spilde penge på et tarveligt made-in-China-kostume. En ydmygelse og en uskik, Halloween. Trick or treat? Cheat.

DF vil sende flygtninge til Afrika

– Efterhånden er der intet, der kan overraske fra den side. Men sende flygtninge med fly helt til Afrika? Vil det da ikke, med det engagement, være mere besparende måske bare at tage konsekvensen og skyde dem her? Skal nogen sendes til Afrika, så lad os håbe det er nogle helt andre, der får den enkeltbillet. Mig, jeg ville i hvert fald elske at se DF-typerne blive revet ud af deres baconflæskede comfort zone og virkelig få brug for nogle ikke-danskeres hjælp. Var det mon ikke Pia K, der ytrede, hun aldrig vil opereres af en muslimsk læge? Nej, det ville da også være en skam. Tænk engang at blive hjulpet til at få det bedre af en muslim. Føj for den. Så hellere være syg. 

Nyt album fra Pink Floyd

– Jeg har aldrig ejet en plade med Pink Floyd. Vi var seks bands på mit gymnasium i Viborg. Hele fem af dem spillede "We don't need no education"-sangen fra The Wall. Og nej, mit var ikke et af dem. Pink Floyd var hippiernes største flagskib dengang. Og alene af den grund slet ikke noget for os provinspunks. Jeg er ellers med glæde brudt ud af punkens indrømmet smagsfacistoide tøjler siden, men der er et par bands, jeg med min baggrund aldrig kommer til at kunne høre for de kvaliteter, de muligvis besidder. Genesis sidder også på den dødsgang. Og Eagles. Don't get me started.