Den danske sangerinde, sangskriver og elektronikamusiker er draget til Østen og skriver hjem
Den danske sangerinde, sangskriver og elektronikamusiker Lydmor – der i 2012 udgav det anmelderroste debutalbum "A Pile of Empty Tapes" og snart er klar med sin toer – er taget på turné til Asien. Her kommer hendes dagbog fra turen:
Se stemningsfulde billeder fra turen i GAFFAs gallerisektion
Kina.
Som en stor rød glødende sky har du ligget på horisonten i starten af turnéen. Vi har hele tiden vidst, at hovedparten af vores rejse ville foregå her. VI har hele tiden vidst, at Hanoi, Bangkok og Kuala Lumpur blot var opvarmning til den store afgrund af anderledeshed, som er Kina. Store dele af internettet er blokeret her.
Ingen ligner os her.
Ingen kan forstå os her.
Vi startede blidt ud i Hong Kong. Demonstrationerne så vi aldrig. Vi havde forventet at ankomme til en by i brand. Medierne har nok overdrevet det lidt. Jeg var i kinesisk tv og blive interviewet og spille live. "where do you go next?" spurgte intervieweren, imens jeg desperat prøvede at genkalde mig tour-planen. Byer, spillesteder, ansigter og sange fløj rundt i hovedet på mig, mens jeg forlegen prøvede at smile mig fra min lange tænkepause. "ehhm.. ehm.. oh yes! Macau!"
Macau, den tidligere portugisiske koloni, nu verdens største gambling-by (har overtaget Las Vegas i kasinoer, og besøgende). Macau som om natten lyser som en forlystelsespark og synes at fortsætte for evigt, og blinker om kap med reklamevideoen i loftet i taxaen.
Spillestedet fandt vi i en lurvet baggård i et industriområde, hvor man efter en lang tur op i en beskidt slidt elevator fandt frem til en lille klub, med et gigantisk soundsystem og en velassorteret bar af importøl og lækre drinks. Deroppe mødte vi Eric. Excentriske flamboyante hipster-Eric, som arbejdede på spillestedet og havde et alternativt band. Han lavede også noise. Han hoppede rundt og forklarede og lavede fagter, og vil lærte en del om den kinesiske musikindustri.
Det er svært at lave indie her. Popscenen og metalscenen (ja, det er åbenbart næsten lige så etableret som pop her) er begge to etablerede mainstream-kulturer med mange loyale betalende fans, men hvis man laver mere alternativ musik, er det en kamp at få det til at fungere. Vi får tit opfattelsen af, at det sted, vi spiller er byens eneste sted, hvor man kan se indie-musik, på trods af at det er eksplosivt groende millionbyer, som vi besøger.
Eric tog os ud og spise efter koncerten. Han lavede djævlehorn med hænderne og spurgte, om vi ville prøve at spise "duuck bloooooood!". Imens gik ejeren af spillestedet kold i sine glasnudler ved vores bord. Han var fashion designer og havde i et par timer været så fuld, at han næsten ikke kunne tale. Han havde dog formået at tage en ordenlig bunke relativt uskarpe selfies sammen med os.
Selfies er i det hele taget noget, som vi får taget masser af her. Endda et par stykker med dertilindrettede selfie-stænger. Efter hver koncert har vi nu vænnet os til, at vi skal sætte mindst en halv time af til at tage billeder med publikum. De krammer og er vildt søde, og mit hjerte smelter lidt over de lidt kluntede kommentarer, som de med stor entusiasme viderebringer. "your voice.. like an angel.. it.. ehm.. it.. into my heart". Og hvis du stadig tænker på, om vi fik smagt duck blood, så kan jeg berette, at det ikke var nogen synderlig fornøjelse – duck tongue var længder bedre.
Næste stop: Guangzhou
