Musikeren og produceren, der har stået bag store danske hits, søger nu mod rampelyset og går solo
Fresh-I, med det borgerlige navn Andreas Keilgaard, er muligvis ikke et navn, du kan nikke genkendende til. Men formodentlig har du lyttet til det musik, han har været med til at kreere. Shaka Lovelss' "Tomgang" og nummeret "Ikke mere tid" samt reggae- og soulsangeren Wafandes "Giv mig et smil" kan Fresh-I tage kredit for som medproducent. Han er også en del af reggae-kollektivet Donkey Sound med Pharfar, Wafande, Kaka og Dean Thompson. Og nu har han fået blod på tanden til at prøve kræfter med et soloalbum, der ikke bliver med reggae, men med pop.
Førstesinglen til det kommende debutalbum hedder "Blændet af Natten", og her har Maskinen aka. Andreas Sommer været medproducent på nummeret. Ligeledes har Shaka Loveless haft en finger med. Maskinen er den ene halvdel af duoen Stoffer & Maskinen, som udkom med deres debutalbum i 2010. Du kan læse GAFFAs anmeldelse af duoens debutalbum her.
Maskinen er i øvrigt personen, som har sat sit aftryk på Marie Keys lyd på hendes seneste to album. Det seneste, "De Her Dage" fik fem stjerner af GAFFA og blev en stor salgssucces.
I en pressemeddelelse fortæller Fresh-I, hvad førstesinglen handler om:
"'Blændet af Natten' handler om, at jeg i mange år drak mig stiv i stedet for at snakke med piger. Det var at vælge den lette vej i stedet for den svære. Dette nummer er lavet sammen med Shaka, som jeg tidligere har arbejdet med. Noget af det, der har inspireret mig til mit lydbillede, er Kavinsky, som vi også hørte på "Ikke Mer Tid". Det er rart for mig at prøve kræfter med andre genrer, specielt et mere melankolsk univers, hvilket også bliver toneangivende for mit kommende album."
Det er første gang, at musikeren Fresh-I løsriver sig og afprøver en solokarriere. Han siger:
"Det er pisse fedt selv at komme i gang med at skrive min egen musik! Alle drengene har været vildt gode til at støtte mig og give feedback. Som producer har jeg hjulpet dem i mange år og nu kan de hjælpe mig. Og det er vildt at stå som frontfigur med mikrofonen."
Navnet Fresh-I opstod ved et tilfælde. Han skulle bruge et dj-navn, som lød fedt, fortæller han. Senere blev det fastgjort, da det var en del af den nu afdøde Natasjas sang "Ildebrand i byen". Du husker måske hende synge ordene: "Fresh-I gi'r den gas, ja, så skulle den sag vist vær' på plads, ja".
Vejen til musikken var gennem reggaemiljøet, hvor producer og sangeren Pharfar fik Fresh-I til at lukke øjnene op. Fresh-I fortæller:
"Jeg kom ind i musik gennem reggaemiljøet. Jeg mødte Pharfar i hans studie og opdagede med det samme, at det var noget for mig. Jeg kiggede ham over skulderen i et års tid og mødte i samme forbindelse Natasja. De blev begge en slags mentorer for mig, og uden deres støtte var jeg aldrig kommet i gang."
Fresh-I skal senere på året af sted som support på dele af Shaka Loveless' turné. Du kan se datoerne og følge Fresh-I på hans Facebook-side.
I juni lavede GAFFA et stort hele interview med Donkey Sound-kollektivet og dermed også Fresh-I. Du kan læse interviewet og se de flotte billeder her.
Bedøm, om Fresh-I kan stå på egne ben ved at se musikvideoen for førstesinglen " Blændet af Natten" lige her: