Den karismatiske musiker vender tilbage til dansk jord efter sin anmelderroste koncert på NorthSide
Der er ingen grund til at fortvivle, hvis du gik glip af Seasick Steve på årets NorthSide. Allerede til september kan du igen opleve den karismatiske bluesmusiker, når han vender tilbage til dansk grund - denne gang på Train i Aarhus.
Seasick Steve er vendt tilbage til rødderne på sit syvende studiealbum "Sonic Soul Surfer", der udkom i marts måned. "Hele pladen er primært præget af mig og Dan (Magnusson, trommeslager), der sidder og drikker og spiller. Det er ikke blevet produceret særlig meget! Men jeg ved, hvad jeg laver og hvad, jeg vil have," forklarer han selv om udspillet. For knap to uger siden gav han koncert på NorthSide, hvor han høstede hele fem stjerner fra GAFFAs anmelder, Michael Jose Gonzalez, der skrev: "Lige fra start har han publikum snoet godt og grundigt om sin lillefinger, og de pudsige guitarer er mere end en sjov gimmick – det lyder simpelthen fremragende. De stærkt autentiske bluessange er møgbeskidte, overbevisende og sidder lige i skabet."
Du kan opleve de møgbeskidte sange på Train i Aarhus, søndag den 20. september. Billetterne kan du finde her og indtil da, kan du komme i stemning med nummeret "Summertime Boy":