Nyhed

Reportage: Primavera Sound torsdag

Mikal Cronin var dagens højdepunkt på den spanske indie-festival, hvor også Thurston Moore og Spiritualized fængede

 
Barcelona syder lige nu af sommersol, skinnende middelhav, svajende palmer og horder af hipsters fra hele verden, som er valfartet til den catalanske hovedstad for at deltage i den årlige indie-festival Primavera Sound, som i år kan fejre sit 15-års jubilæum. 

Primavera Sound har lige fra starten valgt at holde sit hovedfokus på indie-musikken i alle dens afskygninger. Det har vist sig at være en succesfuld formel, og festivalen har siden den spæde start i 2001 vokset sig til at være en af Europas mest anerkendte og roste festivaler, som igen i år kan melde alt udsolgt. 

Festivalen er ligesom Northside og Tinderbox en byfestival uden campingområde. I stedet bor man inde i Barcelona og pendler med metro eller bus ud til festivalpladsen Parc Del Fórum, som ligger cirka seks kilometer fra Barcelonas berømte Las Ramblas og er en gigantisk futuristisk beton- og asfaltjungle, der ligger rå og upoleret mellem det skumsprøjtende middelhav og dyre internationale hotelkæder. Området indeholder hele 11 scener i forskellige former og størrelser, og derudover er der forskellige pre-festival -koncerter og afterparties på seks venues inde i Barcelona city.

Programmet er mildest talt imponerende og tæller i år hovednavne som Ride, Patti Smith Band, The Strokes, Tori Amos, The Black Keys, Underworld, Tyler the Creator, Interpol, James Blake, alt-J, Tony Allen, Babes In Toyland, Mac De Marco, Belle and Sebastian og Einstürzende Neubaten. 


Derudover fortsætter listen i et nærmest vanvittigt line-up med blandt andre: Antony and The Johnsons, Spiritualized, Battles, Sun Kill Moon, The Thurston Moore Band, The Replacements, Sunn O))), Simian Mobile Disco, Jungle, José González, Les Ambassadeurs, Damien Rice, Ariel Pink, Caribou, The Soft Moon, Swans, Foxygen, Unknown Mortal Orchestra, Death From Above 1979, Mikael Cronin, Giant Sand og danske Iceage, som blot er nogle af de mest kendte acts af de over 200 officielle navne på plakaten.

Canadisk post-punk og legendarisk støj-rock
Festivalens første dag starter med en frisk dukkert i et endnu køligt middelhav og derefter en stribe tapas med cervezas på den lokale, inden kursen bliver sat mod festivalpladsen. Stemningen er afslappet, og der bliver chillet i den dovne eftermiddagssol, mens duften at joints og lyden af spanske gloser svæver i luften.

Den musikalske fest starter med de canadiske post-punkere Viet Cong, som netop har udgivet sit selvbetitlede debutalbum. Stilen er potent post-punk tilsat en dyb croonervokal plus masser af støj og feedback. Melodierne er ikke imponerende, og sangene kører for meget i rundgang til, at man bliver revet helt med, men stemningen er god, og de mange middelklasse-hipsters i tilbagelænede normcore outfits og Nike-flyknits med stumpede strømper ser ud til at nyde seancen i fulde drag.


Som det ofte er på store festivaler er det af logistiske årsager umuligt at se alt, hvad man har krydset af i programmet. Især her på Primavera, hvor line-uppet er i en klasse for sig. Valget står nu mellem Sun Kil Moon og Thurston Moore Band, som spiller med fem minutters mellemrum. Thurston Moore vinder, og det viser sig at være et lækkert valg, hvor vi får serveret et skud afslappet New Yorker coolness med rigelige mængder støj, skrammel og guitar-distortion fra en af den alternative rocks helt store pionerer.

Thurston Moore ligner i en alder af 57 år stadig bare en forvokset indie-kid, som er ægte begejstret for at stå på en scene og fyre den af. Selvom hans seneste soloalbum er ganske glimrende, kan solomaterialet dog ikke måle sig med Sonic Youths sydende bagkatalog, og det er svært ikke tage sig i at drømme om, at han og eks-konen Kim Gordon lægger familiestridighederne bag sig og gendanner deres musikalske parløb. 

Et andet pionerband fra fortiden er amerikanske The Replacements, som fra dannelsen i 1979 til bruddet i 1991 leverede et par af den alternative rocks store milepæle. Bandet fik aldrig det store gennembrud, men fik oparbejdet et ry som et fandenivoldsk liveband, der (alt for) ofte var for fulde til at spille koncerter og blandt andet" blev bandlyst af tv-showet "Saturday Night Live" efter en skandaløs optræden i 1986.


Bandet peakede med albummet "Let It Be" fra 1984, der siden har været at finde på diverse lister over verdens bedste rockalbum. Efter opløsningen har frontfiguren Paul Westerberg udgivet en stribe soloalbum, og i 2012 gendannede han The Replacements, som igen har turneret verden rundt. Trods det unge publikum på Primavera er det stuvende fyldt til koncerten, som foregår på festivalens hovedscene. I disse år er der igen en stor retro-bølge i gang, hvor mange unge søger mod det autentiske og "ægte" fra dengang i den analoge tidsalder, hvor vi ikke alle var nogle digitale zombies limet fast til vores mobiltelefoner og sociale medier.

Bandet er i god form, og Paul Westerberg har stadig sin flotte hårmanke og karakteristiske rå rendestensrøst i behold. Materialet holder dog ikke rigtig til tidens tand og minder mest af alt om noget bedaget boogie-rock og voksen-pop i stil med Tom Petty eller Bruce Springsteen på en uinspireret dag. Ikke dårligt, men bare milevidt fra at være dagsordensættende og kantet, som de var i 1980'erne.

Bandet har altid hyldet sine idoler ved at spille en stribe covernumre ved koncerterne. Det skete også i aftes, hvor vi både fik serveret Chuck Berrys "Maybeline", Joy Divisions "Love Will Tear Us Apart" og sågar Millie Smalls "My Boy Lollipop" i nogle hurtige punkudgaver. Til sidst bliver det hele lidt for festligt, og man ender med at trække mere på smilebåndet end rykke i rockfoden, og turen går nu videre over til Mikal Cronin, som leverer aftenens bedste koncert.


Knivskarpe melodier og groovy space-rocker
Mikal Cronin
er en alsidig og meget aktiv ung mand fra Amerika. Han er både med i Ty Segalls band og har også foden indenfor hos navne som Moonhearts, Okie Dokie og Party Fowl. Det er dog som soloartist, at han stråler stærkest. I de sidste fire år har han udgivet tre fremragende album i eget navn, og her på Primavera er han en af de store helte hos det talstærke publikum. Der går hyggejoints på omgang, de store smil breder sig, og der er gang i både stagediving og crowdsurfing under hele showet.

Og det med god grund for de yderst vellydende og velkomponerede sange drysser ud fra scenen som smukke indieperler på en snor. Der er kuldegysende vokalharmonier, tressersurf a la The Byrds og Beach Boys, energisk grunge og støjrock og mere folkede hippe hymner. Det hele er pakket ind i nogle knivskarpe melodier, som man ikke kan lade være med at blive forelskede i.

Høj på Mikael Cronins performance fortsætter det heftige koncertprogram derudad med enmandshæren Jason Pierce og hans band Spiritualized. Bandet har eksisteret i 25 år og var et af de bedst anmeldte navne i England i 1990'erne. Stilen er en særegen form for space-rock, som inkluderer alt fra gospel, psychedelica, garage, pop og rock. Live kommer de meget lange numre fint ud over rampen, og man står og vugger til de hypnotiserende hymner og groovy gospelvokaler, mens månen lyser middelhavet op i baggrunden. 


Stilforvirring og kutteklædte mørkemænd
Herefter går turen tilbage til festivalens hovedscene, hvor The Black Keys (billedet) er klar til at blæse alle omkuld. De to barndomsvenner fra USA, Dan Auerbach på guitar og vokal og Patrick Carney på trommer, slog efter ti års hårdt arbejde igennem med singlen "Tighten Up" fra 2010 og endnu mere året efter med det millionsælgende album "El Camino", hvor "Lonely Boy" blev et af det års største hits.

Stilen er en primitiv og effektiv blues-rock uden dikkedarer, og deres turnéer har de sidste par år været rene triumftog. Deres nyeste album "Turn Blue" fra 2014 bød dog på lidt af et stilskifte over i en mere groovy og pæn retning fremfor de rå riffs og rodede garagerock. Det gjorde, at koncerten denne aften blev en halvblandet affære, som ikke helt kunne måle sig med tidligere top-præstationer.

De nye og de gamle numre passer ikke umiddelbart perfekt sammen, og der var derfor elementer af stilstand og stilforvirring over foretagendet, så man aldrig kom helt op at ringe før til allersidst, hvor der for alvor blev taget huld på rockbylden, og det hele eksploderede i fællesskrål og mosh-pit under "Lonely Boy" og "Tighten Up". Alt i alt dog en blandet oplevelse, og man kan håbe, at den energiske duo blander sætlisten bedre, når de om to uger er hovednavn på årets NorthSide-festival.


Med efterhånden meget trætte ben og ører sluttede natten for mit vedkommende af med et besøg hos de kutteklædte mørkemænd i Sunn 0))). Her er ingen nåde eller frelse, og vi blev bombarderet med apokalyptiske symfonier, ringende droner, forbrændte vokaler, growl fra helvede, et blodrødt modlys og en forstærkerpark skruet helt op. Kompromisløst, effektivt og en noget mareridtsagtig måde at slutte natten af på. Tak for i aften!

ANNONCE