Vi sætter fokus på milepælen, der i dag runder et skarpt hjørne
Med denne artikel indledes et nyt koncept i GAFFA-regi. Under Luppen giver forskellige skribenter mulighed for at kigge nærmere på et album, gå i dybden med det, musikken, tekster, baggrund, eventuelle røverhistorier og andet godt. Anledningen kan være et jubilæum, en koncertaktuel kunstner eller gruppe, eller såmænd bare lysten til at skrive om et af favoritalbummene på hylden eller i den digitale samling. Der indledes med et 25-års jubilæum for et album, der for stedse forvandlede en lille flok sortklædte engelske knægte til verdensstjerner i den absolut tungeste liga.
Hør albummet nedenfor på Spotify.
Fra eyeliner til stadionkoncerter
Depeche Mode var egentlig lidt et medløber-band dengang i begyndelsen af firserne. De var ikke lige så tidligt ude som Kraftwerk og Jean Michel Jarre, de var ikke lige så sortklædt fremmedgjorte som Gary Numan og DAF, de var ikke lige så new romantic-stilfulde som Visage og Eurythmics. Og da hovedsangskriver i projektet, Vince Clarke, forlod gruppen allerede efter første album, regnede mange med, at det var så det. Depeche Mode ville blive husket for deres one hit wonder, den simple og afsindigt iørefaldende, "Just Can't Get Enough". Men sådan gik det, som bekendt, og heldigvis, ikke.
Depeche Mode lavede det, man vist i fagsproget kan kalde for en Pink Floyd. For på samme måde som Pink Floyd kørte Roger Waters i stilling efter forsanger og hovedsangskriver Syd Barretts exit, så tog Martin Gore over efter Vince Clarke. En ikke helt let opgave, og umiddelbart efter Clarkes farvel til Depeche Mode så det da også ud til, at det var ham, der havde trukket det længste strå - i hvert fald var Yazoos debut, "Upstairs At Eric's" (1982), med klassikere som "Don't Go", "Only You" og "Situation", en større succes end Depeche Modes toer, "A Broken Frame" (1982), hvor Martin Gore helt tydeligt famlede og vel i virkeligheden landede et mærkeligt sted mellem forsøg på at skrive popsange a la Vince Clarke og så noget, der smagte af et lidt mørkere udtryk.
Allerede med "Construction Time Again" (1983) fornemmer man et mere koldt og mørkt udtryk, en politisk bevidsthed, som svar på tidens atomkrigstrussel, forurening og tiltagende yuppie-kultur med dertilhørende massiv grådighed. Og med "Some Great Reward" (1984) og "Black Celebration" (1986) er inspirationen fra goth og industrial tydelig, Berlin spøger og Depeche Mode selv ligner ikke længere en flok unge knægte, men fire androgyne gutter fra SM-natklubbernes overdrev. Gruppens fans følger med, og der kommer flere af dem. De gængse musikmedier ved stadig ikke helt, hvad de skal mene, for det er jo noget koldt og inhumant maskinmusik, og hvad er det dog for noget med alt det der eyeliner?
First We Take Berlin, Then We Take Manhattan
At Depeche Mode vinder et stort publikum i Tyskland, er ikke underligt, her har man, trods alt, fostret navne som Kraftwerk, Tangerine Dream, Klaus Schulze, DAF, Einstürzende Neubauten og Alphaville, men at den engelske gruppe stille og roligt i disse år samtidig bliver større og større i USA, takket være et trofast koncertarbejde og en brug af collegeradioer frem for mere traditionelt kommercielle kanaler, det kan nok overraske, og at man, efter udgivelsen af "Music For The Masses", kan spille stadionkoncerter i det amerikanske, kommer bag på alt og alle, også Depeche Mode selv.
Her kunne det for så vidt godt være gået rigtig galt for gruppen, for i senfirserne var den synth-scene, som Depeche Mode voksede ud af, absolut ikke længere så stærk som ti år forinden. Det oplagte valg ville have været at gå i retning af mere regulær pop og rock, som f. eks. engelske kolleger såsom Human League, OMD og Gary Numan gjorde i netop disse år - med begrænset kommerciel og kunstnerisk succes til følge. Det gjorde Depeche Mode ikke, for selvom næste album, "Violator", bød på mere guitar end tidligere, så var det også et album, der dyrkede synthesizer- og samplerlyde til perfektion. Og så hjalp det jo nok også en hel del, at alle sange var særdeles velskrevne.
Martin Gore i topform
Depeche Mode-fans vidste godt i senfirserne, at deres lyshårede make-up-helt kunne noget ud over det sædvanlige, han havde trods alt skrevet mesterstykker som "Everything Counts", "People Are People", "Master And Servant", "Black Celebration", "A Question Of Time", "Never Let Me Down Again", "Strangelove" og "Behind The Wheel" - men med "Violator" gik det for alvor op for resten af verden også.
Violator begyndte, som vanligt, med at Martin Gore havde skrevet en række sange, men som noget nyt blev produceren Mark "Flood" Ellis involveret. Det blev Francois Kervokian også, som havde remixet for folk som Yazoo, Jean Michel Jarre, Kraftwerk og Pet Shop Boys. Både Flood og Kervokian havde et nært samarbejde hele processen igennem med især Alan Wilder. Albummet blev indspillet i forskellige studier, store dele af det i Puk-studiet i Kronjylland ved Randers (som også havde været i brug i forbindelse med "Music For The Masses") med Peter Iversen som teknisk assistance.
Resultatet blev et i særklasse gennemarbejdet album, som mestrede den svære kunst at forblive tro mod Depeche Modes undergrundsrødder samtidig med at sælge millioner, både i Europa og USA.
Violator fra ende til anden
"Let me take you on a trip," lyder de første tekststumper på "World In My Eyes", et nummer, der musikalsk sender hints i retning af Kraftwerk med electro-agtige rytmer og minimalistiske synth-temaer. Selv Gahans vokal er kølig og afmålt, og man fornemmer, at den rejse, vi bliver budt med på ikke just er nogen sommertur til et behageligt ferieparadis. Det her er køligt og en smule fremmedgørende, men samtidig også pirrende og forførerende, lidt på samme måde som et Giger-maleri med maskin-sex.
Med "Sweetest Perfection" tager Martin Gore frontvokalen, synthbassen shuffler og lilletrommen whiskerbehandles. Man fornemmer en jazz- og blues-indflydelse, men filtreret gennem maskiner. Musikkens ben i to forskellige lejre matches fint af Gores enigmatiske tekst, som på én og samme tid synes at handle om kærlighed og afhængighed, med ret oplagte heroin-referencer.
Blues-indflydelsen tager til på næste skæring, "Personal Jesus", der byder på både guitar-riff og 12/8-takt, igen med for genren uventet, men særdeles effektiv shuffle-brug. "Your own personal Jesus, someone to hear your prayers, someone who cares," lyder det fra Dave Gahan, hvis vokal her er så insisterende og overbevisende, at han kunne sælge Vagttårnet-abonnement til Anton LaVey. Gore lyner på tekstsiden med en sang, som dels drypper af sarkastisk religionskritik, men også graver dybere ned i den ensomhed, der gør mennesker til lette ofre.
"Halo" drives frem af aggressivt filtreret synthbas og Gahans sikre vokal. Der går præcist et minut, før den egentlige rytmik sætter ind, og vi er her tilbage i 4/4, med smag af synth-rock. I omkvædene løfter syntetiske strygere og Gores andenstemme nummeret endnu højere, mens forskellige synthesizerdetaljer spøger i mixet. Tekstmæssigt taler vi skyld og forbudt kærlighed, med mulighed for fortolkning i retning af alt fra lun udenomsaffære i den bløde ende til incest og pædofili, hvis det ikke kan blive mørkt nok.
"Waiting For The Night" er en ambient ballade med sequencerfigurer og atmosfæriske synthesizere i stil med Jean Michel Jarre. Stemningen er tyst og smuk og med en tekst, der dvæler ved nattens poetiske egenskaber såsom stilhed og tryghed, men nok engang med dobbelt betydning - natten benyttes ligeledes som metafor for bevidst fornægtelse af livets til tider lidt for hårde vrangsider.
"Enjoy the Silence" skulle egentlig have været en ballade, men det blev der lavet om på i studiet, hvor elektronisk discorytmik a la Pet Shop Boys og elastisk insisterende synthbas blev kastet med i opskriften. Læg hertil iørefaldende guitartema, synthesizer-korklange og en lidt uventet akkordrække (den der Ebm efter Cm i versene) samt noget nær perfekt mix og produktion og en tekst om, hvorledes sproget ødelægger kærligheden. Wittgenstein er fan et sted i efterlivet. "Enjoy The Silence" er utvivlsomt en af Depeche Modes største sange.
Lige i hælene på "Enjoy The Silence" følger endnu et hit, "Policy Of Truth", der forener elementer af maskinfunk med electrorock og velarrangeret synthpop. Det afmålte og kølige lydbillede går perfekt hånd i hånd med en ret beset lettere foruroligende tekst om ulemperne ved at stå ved sandheden. Ja, vi ender ligefrem med en opfordring til løgn - Martin Gore er sarkastisk, "hide what you have to hide". Eller er han bare ubehageligt ærlig?
"Blue Dress" er en Martin Gore-ballade, og her bydes både på pulserende synthbas, strygerflader samt en smule klaver og guitar. Og, naturligvis, vibratovokal. På overfladen en lidt mere lettilgængelig tekst om (erotisk) fascination af kvinden i den blå kjole, men med mulige mørkere undertoner - bydetonen er i hvert fald ikke nødvendigvis udelt venlig; "Put it on, and don't say a word. Put it on, the one that I prefer."
Efter et interludemellemspil når vi til albummets afsluttende nummer, "Clean", der pulserer af sted med dybe synthbas-figurer splittet ud i højre og venstre kanal. Takten er tredelt, men der er mere stram march end vals over rytmikken, hvilket skaber en spændende og ulmende dunkel fornemmelse, som om musikken ligefrem ler profetisk ad Gahan, der synger "now that I'm clean," som vidste hver tone, at blot seks år senere skulle han erklæres klinisk død et par minutter, som følge af overdosis. Men det er - måske - en anden historie. Godnat og sov godt.
