Nyhed

Video: Emil Stabil gir ik' en fuck i live-session

GAFFA og Tuborg Musik har inviteret den DMA-nominerede rapper i studiet for at vise nye sider af sin musik

I samarbejde med Tuborg Musik har GAFFA inviteret den DMA-nominerede rapper Emil Stabil i studiet for at indspille sin første live-session til dato sammen med kammeraten Young Bong.

Produktet er en del af et større samarbejde, hvor også Vegas Udvalgte og Roskilde Rising medvirker i projektet om at fremvise det danske musikalske vækstlag. Tidligere på måneden var det Lord Siva, der stod for skud.

Emil Stabil er kendt for sin kompromisløse attitude, der både forfrisker og forarger, som for eksempel på debuthittet "Er det en fugl". Sammen med snart singleaktuelle Young Bong får vi nu "Fuck" i en heftig live-version.


Peter Ramsdal, chefredaktør på GAFFA, siger følgende om Emil Stabil: 

"Selvom første indtryk er, at hr. Stabil står bag en gang småfjollet "for sjov"-rap, er Emil skam seriøs nok, og hans stil har udviklet sig markant siden hans store hit "Er det en fugl?" Med afsæt i Memphis- og Houston-rapscenen har han taget sit bud på dansk hiphop nye steder hen. Emil har selv udtalt: "Jeg bringer noget nyt til Danmark, som ikke er set eller hørt før". De, der har hørt Emils minimalistiske rapmusik, vil sige: Helt sikkert!"

Emil Stabil er lige nu nomineret til hele tre priser til Danish Music Awards inden for kategorierne "Årets Nye Danske Navn", "Årets Danske Urbanudgivelse" og "Årets Danske Musikvideo". Derudover udkom hans selvbetitlede debut-ep tidligere på sommeren. 


Se live-sessionen "Fuck" herunder:

ANNONCE