Nyhed

The Jesus and Mary Chain til Danmark med første album i 19 år – hør singleforløber

Støjrockveteranerne er for alvor tilbage

Det skotske støjrock-band The Jesus & Mary Chain giver koncert i Store Vega den 23. april oven på udgivelsen af deres første studiealbum i 19 år, "Damage and Joy". Albummet udkommer 24. marts og bliver orkestrets syvende album. Førstesinglen, "Amputation", er netop udsendt, og du kan høre den nedenfor.

The Jesus & Mary Chain udgav deres seneste studiealbum, "Munki", tilbage i 1998 og gik i opløsning året efter. I 2007 begyndte rygterne om et nyt album dog at tage til, men i 2015 udtalte forsanger Jim Reid, at indspilningerne var blevet udskudt på grund af uoverensstemmelser mellem Jim Reid og hans bror, guitarist William Reid. De to har altid været sangskrivere og kernemedlemmer i gruppen, der blev dannet i 1983 og debuterede i 1985 med albummet "Psychocandy", der trak på inspiration fra såvel punk og garagerock som 60'er-pop og er blevet en klassiker.


Gruppen har selv inspireret talrige navne, heriblandt My Bloody Valentine, Black Rebel Motorcycle Club og The Raveonettes.

I 2015 gæstede The Jesus & Mary Chain den aarhusianske festival NorthSide i forbindelse med bandets reunion-turné for at fejre 30-års jubilæet for debut- og gennembrudsalbummet "Psychocandy". Koncerten blev af GAFFAs anmelder tildelt hele fem stjerner, der blandt andet skrev: "På storskærmene kunne man se glade fans i flere generationer synge og rocke med trods den heftige regn, fra gymnasieelever til seniorer, og med endnu et smil fra Jim Reid kunne man konstatere, at The Jesus & Mary Chain er ældet med ynde. Så må man håbe, de også kan skabe ny musik på samme høje niveau." Du kan læse hele anmeldelsen fra NorthSide 2015 her

Hør den nye single "Amputation":

 

ANNONCE