Elektro-legenden giver koncert i København til efteråret
Jean-Michel Jarre giver koncert i Falconer Salen i København 26. oktober. Billetsalget begynder 18. marts klokken 10 via Billetlugen
Billetpriser fra 565,-.
Jarre er kendt for usædvanlige liveoplevelser, og i efteråret turnerer han for første gang i knap seks år igen. I København præsenteres han af ICO og filmfestivalen CPH PIX i forbindelse med sin dobbelte udgivelse, "Electronica 1 & 2", hvoraf anden del udkommer den 6. maj.
For et siddende publikum i Falconer Salen vil Jarre både opføre musikken fra "Electronica" samt klassisk materiale fra "Oxygène" og "Equinoxe". De nye værker illustrerer Jarres spændvidde med samarbejdspartnere som koncertaktuelle John Carpenter og Tangerine Dreams afdøde Edgar Froese side om side med lidt yngre generationers navne som Pet Shop Boys, Primal Scream, Julia Holter, Gary Numan, Peaches, Yello, The Orb, Sebastien Tellier, Hans Zimmer og Cyndi Lauper.
Jean-Michel Jarre har fornyet elektronisk musik gennem hele karrieren med sine ekstravagante og cinematiske koncerter, hvor lys og lyd går op i en højere enhed og har solgt 80 millioner af plader.
Han blev optaget i Guinness' rekordregister, efter at han optrådte for 2,5 millioner publikummer ved La Défense i Paris, inden han stak sin egen rekord, da han i Moskva spillede for over 3,5 millioner, da byen fejrede sit 850 års jubilæum. Med andre ord bliver det en intim oplevelse, når Jarre gæster Falconer Salen foran omtrent 2.000 publikummer.
Om Jean-Michel Jarre:
Jean-Michel Jarre er født i 1948 i Lyon, Frankrig, som søn af den internationalt anerkendte filmkomponist Maurice Jarre. Med klassisk klaverundervisning allerede fra 4-års-alderen, teenageår med jazz og 60'er-rock som inspiration, var kursen meget tidligt stukket ud for en musikalsk karriere.
1969 blev et skelsættende år, hvor Jarre blev elev hos Pierre Schaeffer, en af pionererne inden for den tidlige elektroniske musique concrète, og i 1976 udgav han så den stilskabende "Oxygène", der ifølge koncertarrangøren ICO er Frankrigs bedst sælgende album til dato.
Jean-Michel Jarre besøgte senest Danmark i 2011, hvor han gav koncert på Jelling Musikfestival. Her uddelte GAFFAs anmelder Ras Bolding hele seks stjerner og konkluderede:
Varm op med "Glory" med M83 fra albummet "Electronica 1":