Nyhed

Solange aflyser i sidste øjeblik

GAFFA.dk – alt om musik

Solange aflyser sin koncert i Tivoli i morgen. 

Den udsolgte koncert på Plænen i Tivoli, København i morgen (onsdag den 15. august) med Solange er blevet aflyst. Solanges optræden skulle have været en del af fejringen af Tivolis 175 års jubilæum.

Aflysningen skyldes, at den 32-årige amerikanske soulsanger er blevet syg. På grund af den korte varsel er det ikke lykkedes at finde en passende afløser. 

Solanges management oplyser følgende:

"Desværre vil Solange ikke være i stand til at optræde i Tivoli i København på onsdag, da hun uventet er blevet syg og dermed forhindret i at rejse til Danmark. Solange er taknemmelig for alles opbakning og ser frem til at optræde i Danmark en anden gang i fremtiden." 

LÆS OGSÅ: Æstetisk magtdemonstration

Underdirektøren for Kultur i Tivoli, Nikolaj Koppel udtaler følgende om aflysningen i en pressemeddelelse: "Vi er rigtig kede at at måtte skuffe de mange fans, som havde købt billet til Solange. Koncerten var udsolgt, og vi har forsøgt alle muligheder for at finde en passende afløser, men desværre uden held på grund af det meget korte varsel. Vi beklager meget og sørger for, at alle, der har betalt billet til koncerten får pengene retur."


Jubilæumsdagen vil fortsat byde på et stort og bredt program. Den over 30 mio. dyre jubilæumsforlystelse Tik Tak åbnes officielt klokken 12. Senere samme aften vil der være premiere på New York City Ballet i Koncertsalen, og dagens fødselsdagsfejring slutter med et kæmpe festfyrværkeri klokken 23.15. Derudover bliver der også premiere på et lysshow i Tivolis springvand med musik fra Puccinis opera Turandot klokken 22.15.

Der var mulighed for at købe billetter til Inner Circle, så man kunne komme helt tæt på sangerinden under koncerten. Billetterne vil bliver refunderet.

Solange gav senest dansk koncert på Roskilde Festival 2017, hvor hun fik seks ud af seks stjerner af GAFFA.

 


ANNONCE