GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste
I samarbejde med den mangfoldige og inkluderende MIX COPENHAGEN LesbianGayBiTransQueer Film Festival præsenterer Cinemateket musikfilmen Queercore: How to Punk a Revolution – en filmisk indkapsling af den utilfredshed med samfundets misbilligelse af LGBTQ-bevægelsen, som udløste i 1980’ernes queercore-bevægelse med dens rødder i punkens verden.
For ved netop at adoptere punkens DIY-tilgang begyndte queercore-bevægelsen at producere ny, revolutionerende musik ud fra egne, eksperimentelle udtryk, og med det mål at yde samfundets undertrykkende normer modstand. Dengang stod kunstnere, filmproducere og musikere som Bruce LaBruce og G.B. Jones i frontlinjen, hvor sidstnævnte blandt andet figurerede i post-punkbandet Fifth Column fra 1981 til 2002.
1980’ernes queercore-bevægelse udviklede hurtigt sit eget mantra, der lød: Opfind din egen æstetik og adressér revolutionær kønspolitik i musikken, i kunsten, i film og i zines, der bedst kan beskrives som små, selvpublicerede magasiner. Det er med blandt andet animerede zines, eksperimentelle filmklip og interviews med queercorens centrale personer og bands, at dokumentaristen Yony Leyser går i dybden med bevægelsen, der udsprang af punkens univers – alt i mens han sætter spørgsmålstegn ved, om queer-samfundet i dag er blevet for mainstream.
Før visningen af musikfilmen Queercore: How to Punk a Revolution vil DJ’en i baren fyre op for musik fra perioden før den digitale tidsalder.
HVAD: Musikfilm, bar og DJ
HVOR: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K
HVORNÅR: Fredag den 2. november 2018 klokken 21.30
BILLETTER: 85 kroner - køb billetter HER
PROGRAM:
21.00: Bar og DJ
21.30: Visning af musikfilmen Queercore: How to Punk a Revolution. Spilletid: 83 min.