GAFFA.dk – alt om musik
Benal, Emil Kruse, Emil Lange, Emil Stabil og JJ Paolo står for live-programmet
Den aarhusianske homecoming-fest Gløgglich finder i år sted for 19. gang, traditionen tro på Train i Aarhus den 22. december, og i år har det tilsyneladende været en fordel at hedde Emil, hvis man ville på plakaten. I hvert fald optræder rapper og sanger Emil Kruse, dj Emil Lange og rapper og sanger Emil Stabil live til showet sammen med hiphop-duoen Benal og den dansk/tanzanianske sanger og producer JJ Paulo.
LÆS OGSÅ: Benjamin løj, Albert dansede
– Tanken bag Gløgglich har altid været at skabe en årlig fest, hvor man kunne mødes med de venner, der havde været ude at rejse i deres sabbatår, eller som var flyttet udenbys for at læse på en videregående uddannelse, fortalte medarrangør Christian Sørensen til GAFFA sidste år, og de ord gælder stadig.
Men er det så tilfældigt, at tre ud af de fem livenavne hedder Emil til fornavn, må vi lige høre Christian Sørensen om:
– I starten var det tilfældigt, men så gik der lidt sport i det. Vi ville gerne have Benal igen, fordi de gjorde det så godt sidste år, og de har jo lavet en af årets bedste sange, "Air Tonight" med Emil Kruse, og så gav det god mening også at booke Emil Kruse. Emil Stabil er jo en lokal helt fra Aarhus V, og Emil Lange er bare en glad fyr, og de passer begge godt ind i programmet. Vi prøvede også med Emil fra Suspekt, men han kunne desværre ikke, griner Christian Sørensen.
Foruden de fem livenavne kan Gløgglich også byde på en række dj's, nemlig Pelle Peter Jencel, Rasmus Schack, Stuf, Clean Grillz, Bang Bang, Amin Safari og Fajardo.
Billetsalget er i fuld gang på Ticketmaster.
Varm op med lidt Benal: