Nyhed

Ny forskning: Dødsmetal medfører ikke aggressiv adfærd

GAFFA - alt om musik

En ellers vedholdende påstand må manes til jorden, viser ny forskning.

Dødsmetalgenren har siden sin fremkomst i midten af 80'erne været en evig og betydelig bekymring for forældre verden over. Bekymringerne har ofte bygget på forestillingen om, at lyttere af dødsmetal skulle være mere tilbøjelige til at udvise aggressiv og voldelig adfærd end normalen. Ifølge et nyt studie fra Australia’s Macquarie University er der dog ikke hold i dette postulat. En af forskningsprojektets hovedaktører, Professor Bill Thompson, understreger endda, at dødsmetalfans er venlige mennesker, der ”ikke gør nogen fortræd”.

Undersøgelsen bygger på en undersøgelse af 70 personer – heraf 32 dødsmetalfans og 48 ikke-fans. Testpersonerne blev eksponeret for enten Bloodbaths kannibalistiske sang ”Eaten” eller Pharrell Williams’ sprudlende ”Happy”. Mens tonerne fra en af de to sange spillede, blev de præsenteret for to billeder samtidigt – et billede med et voldeligt motiv og et uden. Forskerne kunne således afgøre om dødsmetalfans havde større tilbøjelighed til at fokusere på billedet med det voldelige motiv end dem, der ikke er fans af genren.


Forskerne bag projektet hævder, at man generelt vil have mere tilbøjelighed til at kigge på billedet med det voldelige motiv, men der var dog ingen tendens til, at fans af dødsmetal var mere tilbøjelige end den øvrige testgruppe.

LÆS OGSÅ: Nyt studie: Musik kan mindske risikoen for demens

”Hvis fans af voldsom musik er følelsesmæssigt upåvirkelige af voldeligt indhold, hvilket er det, som mange forældre, religiøse grupper og censurstyrelser er bekymrede for, ville de ikke udvise samme hang til det voldelige billede som andre”, udtaler forskergruppen og fortsætter: ”Men fansene (af dødsmetal, red.) udviste samme hang til det voldelige billede som dem, der ikke er fans af den slags musik”. Forskningsprojektet synes således at hamre endnu et søm i kisten på en ellers udødelig myte.


GAFFA har igennem årene haft besøg af flere metalbands til GAFFA-Prisen. Du kan her se Baests optræden fra GAFFA-Prisen 2018 og MØLs hyppigt omtalte optræden fra i år.

LÆS OGSÅ: MØLs hårdtslående entre til GAFFA-Prisen skaber begejstring i udlandet


 

 


ANNONCE