Nyhed

Esbjerg Fuzztival nødsaget til radikale ændringer til årets program 

GAFFA.dk – alt om musik

Festivalen gennemføres, men med store ændringer i programmet

Esbjerg Fuzztival 2021 havde håbet på at præsentere hovedsageligt internationale navne som Greenleaf eller Monolord i år. Men grundet rejsereglerne er arrangørerne Thomas Sørensen og Bo Sejer nødt til at lave radikale ændringer.

Esbjerg Fuzztival har sendt følgende pressemeddelelse til GAFFA:


“Arrangørerne bag Esbjerg Fuzztival, som skal afholdes den 21. og 22. maj på Tobakken i Esbjerg, har set sig nødsaget til at sætte alt på ét bræt og lave det, de selv kalder en radikal ændring. Ændringen skyldes overvældende mange aflysninger fra festivalens primært udenlandske bands. Alle billetterne, som var solgt til dette års arrangement, overgår til næste års festival, hvis festivalens billetindehavere da ikke benytter sig af muligheden for at få pengene refunderet, som man har valgt at tilbyde til sine kunder.

Er årets festival så aflyst? Nej, er det korte svar. Der vil stadig blive afholdt en to-dages Fuzztival på Tobakken, men den bliver med et meget ændret program. Da arrangørerne ikke mener, at de kan tillade sig at tage den samme høje billetpris for det ændrede program, har de valgt at sætte nye billetter til salg til festivalen 2021. De nye billetter bliver solgt med en væsentlig prisreduktion.

’Det har været den bedste løsning for vores gæster, da vi ikke havde samvittighed til at tage samme pris for det nye program, som i langt større grad består af lokale danske bands’, fortæller arrangør og booker Bo Sejer. ’Vi kunne ganske enkelt ikke forsvare hverken prisen eller det faktum, at folk jo havde købt billetterne til et helt andet musikprogram. Derfor valgte vi denne ret så radikale løsning, som kræver, at alle der ønsker at deltage til årets festival, skal ind og købe en af de nye billetter, siger medarrangør og partnerskabsansvarlig Thomas Sørensen.”


Det nye program, som festivalen præsenterer, består af 11 navne, heriblandt: Øresund Space Collective feat. Nicklas Sørensen (Papir) & Jonas Munk (Causa Sui, billedet), The Sonic Dawn, Gaia, Vestjysk Ørken, Free Ride (E), Sleeping Child (D), Bogwife, Thunderwhip og flere, som stadig ikke er offentliggjort.

LÆS OGSÅ: Esbjerg Fuzztival i pandemiens skygge – interview med arrangørerne

ANNONCE