Nyhed

De Danske Hyrder annoncerer hiphopfest i København

GAFFA.dk – alt om musik

Rapbandet kan opleves i Vega i januar 2022

Albertslundgruppen De Danske Hyrder annoncerer koncert i Store Vega den 22. januar 2022, efter at de tidligere måtte aflyse deres forårstour i 2021 grundet den forlængede nedlukning. 

Rapgruppens 10 største sange (der blandt andet tæller ”Billige bajer”, "15 år", ”Med mine drenge”, ”Rebber”, ”Fucket mig op” og ”Floor”) har sammenlagt mere end 40 millioner streams på Spotifty. Musikken befinder sig et sted imellem hiphop og pop. Uhøjtidelig selvironisk rap med et glimt i øjet. Deres mest sete video er sangen ”15 år”, som har over 990.000 visninger på YouTube.


Navnet De Danske Hyrder er inspireret af en gammel græsk drukvise – og bag det gemmer sig i dag fire hjerter med passion for dansksproget rap, fællesskab og historiefortælling. Bandnavnet kommer med en historie. ”Det stammer fra dengang, jeg fik fortalt drukvisen om de græske hyrder,” har medlemmet Frederik Bohn Bering tidligere fortalt. ”Det blev lidt et ritual for os at synge den, når vi var sammen med drengene, og så var det bare oplagt, at vi skulle hedde det”.

Det hele begyndte i 2013, hvor gymnasiedrengene begyndte at skrive sange til hinanden – egentlig mest for sjov – inden de skulle i byen. Her blev der drukket, fortalt røverhistorier, jammet, rappet, sunget og indspillet, og pludselig lå et album klar. Den danske gruppe er kendt for deres melodiske sange om de episke fester, fællesskabet, ungdommen og de nære venskaber, og populariteten er vokset støt.

Gruppen debuterede i 2013 med albummet Jeg er fuld hele tiden og pisse ligeglad du, der siden er blevet fulgt af yderligere tre album, senest Flyvende fra 2019. I januar 2021 udgav de singlen "Venner?"


Gennem årene har De Danske Hyrder spillet på musikscener rundet i hele landet. Alt fra de fleste af landets gymnasier til det helt store scener på Smukfest, Tinderbox, Nibe og Jelling Festival. Bandet har adskillige gange spillet i både Lille og Store Vega, og den 22. januar 2022 gør det det så igen.

Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster

GAFFA oplevede senest De Danske Hyrder live på Wonderfestiwall 2019, hvor de både satte gang i fadølsskvulp og store kampråb. 


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Vi skåler og skråler med vores venner og dem, som vi kender

Varm op med gruppens seneste single, "Venner?":


ANNONCE